Et mode med DK

Sa er jeg vel tilbage i Danmark. Flyveturen gik let og nasten smertefrit. Turen fra Nairobi til London gik virkelig hurtigt og jeg aner ikke hvad jeg fik tiden til at ga med. Maske var jeg bare for fyldt med tanker til at marke hvord lang tid det egentlig tog. Jeg sad ved siden af en bristisk pige, der var pa vej pa BESOG hos sin familie i UK. Hun var larer i Nakuru og havde boet der i tre ar sammen med sin forlovede, der driver en blomsterfarm. Kunne altsa ikke lade vare med at vare misundelig.
Og sa naede jeg til London, hvor jeg fik at vide at min flyver allerede havde forladt gaten. Skal jeg absolut altid have problemer nar jeg skal ud at flyve? Og han virkede bare sa rolig ham der fortalte mig det. Pa gransen til ligeglad. Men bare rolig, der var alligevel styr pa det og jeg kom frem til at det vist hele tiden havde varet meningen at jeg skulle pa flyet senere. Turen fra London til Copenhagen var tilgengald nok den varste flyvetur jeg nogensinde har oplevet. Folte at den varede for evigt og samtidig gik det alt for hurtigt. Jeg onskede virkelig at piloten ville anoncere at de havde besluttet at flyve til Nairobi i stedet for til Copenhagen. Men det gjorde han ikke, og tarene strommede ned over mine kinder.

Og det var ikke sjovt at komme hjem. og det er ikke sjovt at vare hjemme. Har hermed faet bekraftet at 'Ude godt, hjemme bedst' ikke holder en meter. Det skal nok komme med tiden, men lige nu foler jeg at Dk ikke har noget at tilbyde mig. Hvad skal jeg med svommeundervisning og studie nar jeg kunne vare blevet hos mine venner.

Fredag og Lordag var jeg med Thogo i Kibera. Jeg havde hjulpet ham lidt (meget lidt) med at starte et projekt op som vi sa startede lige inden jeg tog af sted. Andayes bror er med i et projekt i Kibera, der gar ud pa at holde born og unge beskaftiget med forskellige aktiviteter for at holde dem vak fra gaden og kriminalitet. Der har varet sa mange ulykker og tragiske historier om born, der bliver slaet ihjel eller dor fordi de spiser forgiftet mad de finder omkring i skraldebunkerne. Derfor vil gruppen gore alt for at holde dem vak fra gaderne og fra skraldebunkerne. Maneden inden jeg kom var tre unge blevet slaet ihjel og en enkelt dod af rottegift. Gruppen arrangere alverdensforskellige aktiviteter, der foregar hver eftermiddag, sa bornene kan komme efter skole. Alt fra fodbold til teater og dans. De deltager i de aktiviteter de har interesse og talent for. Om aftenen kan alle 72 born komme og fa aftensmad. Der er ikke sarlig meget mad, men forhabentlig nok til at holde dem vak fra skraldebunkerne. De har kun reserser til 72 born. Gad vide hvad der bliver af resten. De kan sa passe sig selv.
Og hvor kommer Thogos projekt sa ind i billedet? Jo, Thogo er kunstner og hans projekt skal handle om Art & Environment som han vil undervise Kiberabornene i hver fredag og lordag. Og sa gik det los lige inden jeg tog af sted. Vi modte bornene i en skole og udleverede papir og blyanter. Forste dag stod bare pa tegning, sa Thogo kunne danne sig et overblik over hvordan og hvorledes. Dagen efter havde vi farver med dem ogsa og bornene var helt vilde. Og nogle af dem var rigtig dygtige. Med tiden vil Thogo undervise dem i teknikker og farvelare og sa videre og gennem kunsten skal de lare om environment og om andre aktuelle problematiker (fx fattigdom, sygdom og dod) de star over for i deres liv i slummen.

Ellers brugte jeg de sidste dag pa at gore mig klar til at tage af sted. Men det blev jeg aldrig.
Tog pa markedet i al hast, naede ikke bananmarkedet, som jeg ellers havde gladet mig til. Naede heller ikke at modes med Rose, som jeg ville have kobt nogle smykker af. og naede i det hele taget slet ikke noget. Tilbragte de sidste par dage hos Silas, Kiki og Julius og det var hyggeligt men meget trist. vi lavede mad og fjollede og grad.

Det var hardt at sige farvel til Benjamin. Jeg hentede mine ting hos ham om lordagen efter Artproject. Havde kobt mandazier med hjem og vi drak chai og spiste sweet bananas og jeg kunne bestemt ikke tage mig sammen til at tage af sted. Vi sang en dansk sang og grinede af Bens forfardelige udtale. Jeg skrev sangen ned i en af hans utallige sma boger sa han kan huske den og synge den med bornene.
Jeg tog mig sammen og vi gik til bussen og tarene strommede og bussen kom alt for hurtigt. Et hurtigt kram og farvel

Det var ligesa hardt at sige farvel til Silas. Vi sov pa hotel i byen den sidste nat for at vare tattere pa lufthavnen, og jeg fik mit forste varme brusebad i 2 maneder. Mit har blev meget rent og blodt. Jeg sov rigtig darligt.
Vi ventede pa bussen, men den kom ikke. Sa fandt vi en biks og spise pomfritter. De var ikke sarligt gode, blev vi engige om. Bussen kom stadig ikke, sa det endte med at vi tog en dyr taxi. og sa havde vi kun et splitsekund til at sige farvel hvis ikke Silas skulle efterlades af taxaen, der korte med det samme.
Et hurtigt kram og farvel.

Og nu er jeg tilbage i Dk, der er lige sa gra og kold og regnfuld som Kenya. Tilgengald er her fyldt med blege, hvide mennesker med pant, dyrt toj og shoppinggenet klistret fast i panden. Og en afrikansk mand med sin lille, juicedrikkende, krolharede son hjalper ikke ligefrem pa min 'hjemve'.

Men det skal nok komme. Og jeg er meget glad for at vare hjemme hos jer allesammen igen...Skal bare lige falde lidt til og komme mig over en fantastisk oplevelse.