Shartuka

Det foles som om det er hundrede ar siden jeg har skrevet pa bloggen sidst. Er det det?
Silas fik et par ekstra fridage og vi besluttede at tage sammen til Shartuka (det var der vi var pa workcamp for to ar siden). Jeg havde en aftale med Ben om at tage dertil, men jeg turde ikke stole pa at det ville blive til noget, fordi han hele tiden laver om i planerne. Sa mig og Silas tankte at det var en chance vi ikke kunne spilde. Jeg fik ikke lige sagt til ham at Benja maske ville blive skuffet, hvis jeg tog med ham i stedet, sa han brusede bare ud med det, og Ben blev muggen. Ov. Men altsa...jeg gider ikke sta i lufthavnen uden at have gjort de ting jeg ville. Silas provede at snakke med ham pa kiembu, men ikke engang hans eget modersmal fes ind.
Vi havde en rigtig hektisk rejse. Vi skulle med bussen klokken 8 om aftenen og indtil da fes vi rundt i byen alle mulige steder jeg ikke ved hvor er. Forst var vi et sted i narheden af universitetet, vi skulle se en rugbykamp, men det endte med at vi sad og glode pa en udendors svomme-dut og bagefter spillede pool med nogle af hans venner et sted jeg ikke lige ved hvor var. Og sa vandrede vi gennem byen. Synes ikke der plejer at vare sa langt til bussen...mistanker ham lidt for at ga omvej. Han skulle kobe nogle gronne blade som man ellers kun kan fa i embu og som man tygger...sadan lidt tobakagtigt. Da vi endelig kom frem til bussen var jeg sa sindssygt trat og fuld af indtryk, at jeg allermest havde lyst til at tage hjem til Benja og sove. Og silas havde glemt at vi skulle spise pa vejen. Na, vi kobte nogle samosas og satte os til rette pa bagerste sade. Juhuu, lige et sted for koresyge mig. Vi ventede i to timer for bussen korte. Hakuna haraka kwa Kenya. (no hurry)
Det blev den langste nat i hele mit liv: Vi snakkede og hyggede os og sludrede og inhentede alle de ting vi ikke havde naet pa vores gature i parken. Vi provede at sove, men det var fuldstandig umuligt. Saderne i kenyanske busser er meget sma! Man sidder meget, meget tat. Jeg sad halvejs oven pa Silas og halvejs under en stor kampe mand (der pruttede hele natten), der sad pa nabosadet. Vejene er meget, meget, meget, meget, meget darlige og meget, meget, meget, meget hullede. Sa man skal passe pa at man ikke knalder hovedet op i loftet nar det pumper. To gange knaldede jeg foden (bare tar) ind i en aller andet metalkant, sa jeg har to store flanger nu. Og sadet var ikke fixet til ryglanet, sa i lobet af natten skred sadet ud ad. Bare et lille stykke hver gang det bumpede (dvs hele tiden). Det vi var ca. halvvejs sad jeg pa en metalpind i stedet for sadet og jeg kan godt love jer for, at mit haleben ikke er hvad det har varet.
Vi havde betalt for at kore til Kilgoris, men bussen besluttede sig for at vende om midt i det hele, sa vi blev sat af og matte finde en matatu til at tage os resten af vejen.
Endelig naede vi Kilgoris og Daniel hentede os (han er inspektoren pa Shartuka Primery School hvor vi boede dengang.) og vi gik hjem og fik morgenmad (ikke nok) og et varmt brusebad. Det er mit forste bad siden jeg kom. Vi skulle bo hos ham og folges med ham til Shartuka. Efter morgenmaden skulle Daniel i kirke. Vi var meget tratte, og undskyldte os (heldigvis). Vi besluttede i stedet at ga en tur for at gense omradet. Daniel havde sagt at Shartuka ligger 10 km fra Kilgoris (det sagde de ogsa dengang, men vi tog altid matatu nar vi skulle til kilgoris) sa vi tankte at vi jo kunne ga sa langt vi nu orkede og sa tage en matatu tilbagehvis det blev for langt. Sa vi gik. Og vi gik, og vi gik og vi gik (og vi var meget fjollede pga overtrathed). Men vi kom aldrig til Shartuka og vi blev enige om at der matte vare mindst dobbelt sa langt som Daniel sagde. Vi gik hjem igen og fik frokost. Jeg tankte at jeg da lige kunne lukke ojnene et ojeblik. Det endte med at vi sov resten af dagen. Vi vagnede inden spisetid (som jo i Kenya forst er omkring 9), spiste og gik i seng.
Jeg drak te med malk. Tank at jeg turde det efter hvor syg jeg blev af at drikke malk hos Daniel sidst. Men hushjalpen havde heldt op og jeg ville ikke vare uhoflig.

Naste dag tog vi til Shartuka og vi havde en rigtig dejlig dag. Det var SA fedt at vare tilbage. (pa vej dertil sad vi 4 personer pa forsadet. Jeg sad pa gearstangen og var den der stod for gearskiftet. Super duper). Vi startede med morgen anagt, pracis som dengang og spejderne ’optradte’ og hejste flaget og sang. Vi blev budt velkommen og de aldste elever kunne godt huske os og var meget glade for at se os. Det klappede og piftede og rabte. Det var rigtig fedt.

Jeg startede som i 2. klasse, mens Silas rendte rundt og filmede og tog billeder. I 2. klasse er de 61 elever og lareren havde svart ved at huske alle navnene. Men det var spandende at opleve endnu en skole og sammenligne med de to andre. I matematik havde de om multiplikation for forste gang og mig og Silas blev enige om, at man skulle vare temmelig kvik for at forsta larerens forklaring. Men i det mindste var der dog en forklaring og undervisningen forgik og som samtale og eksampler. Jeg tror virkelig jeg har varet uheldig med S. Pauls, for efter alle de forskellige larere jeg nu har luret pa, er S. Pauls klart den varste skole jeg nogensinde har oplevet. Undervisningen mindede meget om den pa Back to glory, dog med et noget lavere niveau. Ungerne var ikke sa gode til engelsk, men kunne dog forsta og svare pa simple sporgsmal. Undervisningen forgik delvis pa delvis pa engelsk og delvist pa Kiswahili. Det ma vare svart at starte i skole og skulle folge undervisning pa to fremmede sprog. Jeg tror at de har ekstra brug for kiswahili fordi de er vokset op med kimaasai.
Som de to andre steder jeg har varet bliver der sunget og klappet, nar der skal roses. ’Well done, well done, here is a good girl/boy. Excelent’. Den der bliver rost stiller sig op og vrikker med hofterne. Eleverne er meget ivrige for at svare, nar lareren stiller sporgsmal. Det er virkelig anderledes fra Dk hvor ungerne kun har frikvarter i tankerne. Nar lareren sporger hopper eleverne op og knipser og kan slet ikke sta stille, mens de raber ’me teacher, teacher me me’.
Der var ingen der blev slaet. Overvejer om det var er Teacher Stella, der er totalt gammeldags. Der var en dreng, der havde smuglet en majskolpe med ind og sad og spiste. Jeg havde ikke opdaget det og det forstyrrede ikke. Men nogen sladrede og han matte tage sin straf, der bestod i at lareren stillede sig ved siden af ham og sagde til hele klassen ’this is bad behavior’. Og det var nok. Uh, hvor var han flov, drengen. Han gemte sin ansigt i handerne og sad sadan resten af lektionen. (pa et tidspunkt kom mig og silas gaende forbi larervarelset og sa at en kampe flok elever la pa gulvet med ansigtet ned i stovet. Silas fik viskende spurgt hvad de havde gjort. En dreng svarede at de havde ’did a mistake’. Silas synes det var en mild straf i forhold til hvordan en larer engang fik ham til at lobe pa sine kna, frem og tilbage mange gange pa en grusset fodboldbane indtil han var hudlos. Eleverne kopierede lynhurtigt (med meget bedre hafteorden end S Pauls’ elever) nogle opgaver fra tavlen.
I 8. klasse havde de Science. Jeg synes ikke rigtig det mindede om undervisning, men mere om en slags pradken om at man skal spare pa energien. Efter lektionen var der sporgerundte og eleverne var meget nysgerrige omkring Danmark og stillede en masse interessante sporgsmal. Fx om hvem der gifter sig med hvem. Er det manden der gifter sig med kvinden eller kvinden med manden? Og hvad koster en kvinde? De spurgte om skolegang, pakladning og manerer. Bagefter gik vi uden for og de sang og dansede for os. Traditionelle maasai danse. Det var den samme dreng der sang for som for to ar siden.

I frokostpausen gik vi ud til the brickplace, der har andret sig meget. The brick mans house var vak og der var blevet bgget en ovn og nogleaf brickerne er blevet brandt. Men de fleste stod bare stablet som vi efterlod dem. Mudderpladsen var helttilgroet og det var nasten ikketil at kende. Der var en lillebitte so/vandhul med siv. Daniel fortalte at de havde sogt om penge til at begynde byggeriet, men at det ikke havde nyttet noget. Og det var kun blevet varre efter elektion-urolighederne.

Vi besogte Naomi (en pige jeg besogte flere gange den gang) og hun blev overdrevet vildt glad for at se mig. Hun fik oje pa mig pa lang afstand og lob mig i mode menshun rabte. ’Hann, you remember I????’ Og hun snublede da hun ville kramme mig. Hendes familie blev ogsa meget glad for at se mig. De sma born pa var vokset. Hendes meget smukke lillesoster var ikke sa smuk mere. Vi fik malk pa maasai-maner og jeg var lige ved at kaste op. Foj, hvor smager det darligt. Huskede det ikke som sa slemt. Vi udvekslede adresser og jeg gav hende et billede hvor vi stor sammen foran hendes hus med alle de sma soskende. Hun er 15 ar nu og har en fire maneder gammel son. Ingen far.

Jeg snakkede med Redemtas soster. Redemta er flyttet langt vak til sin mand og er blevet gift. Hendes lille son er efterladt hos sosteren fordi de hun og manden ikke ville have ham. Manden er ikke faren. Stakkels son. Nu har hun faet en ny son med manden. Sosteren fortalte, at hun allerede var gravid med ham under workcampen.
Sosteren fortalte ogsa at Naomi (den anden Naomi som deltog i campen) var flyttet hjem til sine foraldre langt vak, sa hende kunne jeg heller ikke mode. Ingen vidste ikke rigtig hvordan det gar med hende, men nogen mente at hun ogsa havde faet en son.
Men jeg modte Collins. Han havde ikke faet en son. Og han havde (heldigvis) heller ikke faet sig en kone mere. Det var ellers hans plan at udvide familien pa den led.

Vi naede desvarre ikke at bestige det lille bjerg eller ga pa zebra jagt, men Naomi fortalte at zebraerne stadig er der. Tilgengald sa vi grassende zebraere og thomsons gazeller pa matatuturen hjem.

Efter Daniels rad belsuttede vi at rejse hjem om dagen i stedet for med natbussen, sa vi naede desvarre kun en enkelt dag i Shartuka. Vi tog afsted om morgenen og havde en meget lang tur hjem. Undervejs gjorde vi holdt i Kisii, hvor vi spiste pa en restaurent med en mama, der var dybt begejstret for at have mig som gast. Vi bestilte chapati med kuku choma, men endte med ugali, sukuma og stew. Og det lykkedes mig at spise stew med fingrene. Hvad siger i sa? Er helt stolt. Tror jeg er ved at blive afrikaner. Vi stoppede ogsa i Narok hvor vi spiste nyama choma. Noj, hvor var det godt, mand. Vi var heldige at fa et stykke nasten uden ben i. Og jeg havde kod i tanderne sa jeg var ved at blive sindssyg.
Vi gjorde et stop mere. Denne gang af andre grunde. Mange andre matatuer var stoppet og folk larmede og for rundt. Silas greb mit kamera og styrtede ud. Jeg kravlede forsigtigt ud og sa en meget flad og smadret bil ligge pa hovedet. Folk var helt vilde og silas filmede. Jeg synes det var respektlost. Kunne nasten ikke holde ud at se pa det og jeg havde kvalme af at se pa det. Nogle fik vendt bilen om og folk klappede og hujede som om det var en slags forestilling. Et par stykker sprang op pa taget og begyndte at rive og fla doreren og forruden af. Det lykkedes dem at fa tre blodige men overlevne mand ud. Og folk hujede endnu mere. Og skandtes og diskuterede og larmede og hujede endnu mere. Har aldrig oplevet noget lignende. Det var SA mange mennesker og de gik helt amok. I gar var jeg med Silas pa TV-stationen for at salge videoklippet.

Da vi langt om lange var tilbage i Nairobi var det blevet for sent til at tage ud til Ben, sa vi spiste pomfritter og tog hjem til Silas. Han bor i en garrage sammen med Kiki og Julius. Man kan sgu da ikke bo i en garrage! Men det gor de altsa. Og de er nogle rigtige drengerove. De roder og sviner og lugter og der star opvask for en maned. Og alligevel er de 1000 gange mere huslige end nogen danske drenge jeg kender. De laver rigtig mad (skar mig i spakbratfingeren da jeg ville vare behjalpelig med logene) og stryger og vasker og pudser sko og har skjorten nede i bukserne (silas), nar de skal pa arbejde. Vi sa tre drengerovs film (gat om jeg kunne holde koncentrationen) og drak alkoholfri ananasol. Jeg faldt i sovn.

Nu er jeg glad for at vare hjemme hos Ben igen. Havde savnet ham.