Toilettet
Toilettet her hos Ben er maske et af de varste jeg har oplevet. Det er ca.1 m2 og af ironsheet. Med huller i. Ved ikke helt hvad hullerne skal gore godt for, men eftersom nogle born rabte mzungu en dag jeg var pa toilettet, gar jeg ud fra, at man godt kan se ind gennem hullerne. Der er et som, som skal fungere som las, men det virker ikke. Derfor er det en god ide at lade sin hand stikke ud for at markere at der er optaget hvis man ikke vil forstyres. Af netop denne grund ved folk altid nar det er mig, der er pa toilettet. Gulvet er altid vadt. Om det er tis eller ...noget andet ved jeg ikke. Og der er altid brune klatter rundt omkring. Men det kan jo ligesa godt vare mudder. Husk at smoge buksebenene op, sa det ikke kommer pa. Der er en pal man kan holde i, hvis man er ved at miste balancen. Gad vide hvor mange beskidte fingre, der har stottet sig til den pal. Lad vare med at kigge ned i hulet. Bunden er bogstaveligt talt levende. Forst troede jeg at det var tis, der bare flod lidt rundt, men nej. Det er virkelig for alvor levende og nogen gange kommer det kravlende op ad hullet. Det er forholdsvis ulakkert. Isar, nar man ser en af samme slags i kokkenet bagefter.
Husk ogsa at lukke honsene ud forst.
Badevarelset
...minder meget om toilettet bortset fra hullet. Men der er ogsa huller i vaggende. Doren sidder fast med bildak og smakker rigtig hardt, sa pas pa fingrene. Der er ingen las pa, sa det fungere sadan, at hvis der hanger noget toj hen over doren gar man ikke ind. Og hvis man er den der er der inde, haber man at andre lagger marke til det toj, man har hangt over doren. Der er sten pa gulvet sa vandet kan lobe vak. Og mudder. Sa nar man har vasket sig skal man lige huske at vaske sig igen nar man kommer ind, sa man ikke pladrer gulvet til.
Huset og kokkenet
Gulvet er af cement og vaggende er af sten. Det er ikke tosset. Doren er af blik, eller noget lignende. Man laser den med en hangelas. Taget er ogsa af blik og det larmer meget nar det regner. Og det er utat. Om dagen nar der ikke er el, kan man se alle de sma huller hvor lyset tranger ind. Desvarre ikke nok til at lyse rummet op. Om natten kan man ligge og lytte til the rat (det er i virkeligheden en mus, og der er flere end en. Har selv ligget musestille (haha) en nat og haft dem pa alle sidder og helt tat pa mit hoved), der kommer for at snaske alle krummerne og kravle ned i posen med mel og ris og spaghetti. En dag jeg la i sengen og hvilede mig, sa jeg den kravle langs loftbjalken. Musen er ikke det eneste husdyr vi har. Yes, vi har kakelakker. Rigtig, rigtig, rigtig mange. Til gengald er de sma. Mums. Og de er alle steder, isar i madvarerne.
’Haven’
...er af mudder.
torsdag den 17. juli 2008
Besøg
Kare svigermor hvor jeg dog savner din mad. Noj, hvor er jeg trat af bonner med avocado og chapati. Og hende der bager chapatierne har vist glemt opskriften. De er simpelthen sa darlige for tiden.
Kenyaner er altsa underlige pa alle punkter! I forgars fortalte Benja mig: ’Andeye (kenyaner som jeg modte i DK inden jeg tog herned) vil gerne have dig pa besog hos sine foraldre, sa i morgen kommer han og henter dig klokken 10’ Han sagde at han havde snakket med ham og sagt at det kunne jeg godt. Han havde simpelthen lige lavet en aftale pa mine vegne. Uden hverken at sporge om jeg havde lyst eller tid. Det er sgu da underligt. Jeg havde modt moren for, da jeg skulle aflevere et brev jeg havde med til hende fra DK. Og jeg vidste at Andeye og hun gerne ville have mig pa besog. Men jeg matte be Ben ringe til Andeye og lave planerne om, for jeg havde ogsa selv lavet en anden aftale.
Det endte med, at jeg modtes med Andeye (over ½ time for sent) ved Nakumat og vi gik til Kibera.
Jeg skulle modes med Silas tidligt om morgenen og jeg vagnede tidligt, men kunne ikke fa fat i ham fordi han sov lange (igen problemer med aftalte tider.) og sa lavede jeg danske pandekager med ol til mig og Benja og Anne til morgenmad og det tog 1000 ar, fordi ilden var dum. Jeg tog matatuen til Silas (konduktoren provede at bilde mig ind at billetten kostede 170 shilling. Jeg var lige ved at sporge ham om han var dum, eller hvad. Forst gav han mig en meget gammel og laset 50’er og jeg matte brokke mig for at fa den byttet. Og jeg sagde til ham at jeg ogsa meget gerne ville have 120, men han pastod at jeg havde betalt med en 100 shillingsnote. Hvor er det dog bare irriterende at vare hvid her. Na, det endte med at jeg slap med at betale de 30 shilling det koster.), men han tog pa arbejde og jeg blev tilbage med Kiki og spiste hvidt brod, inden jeg fandt Andeye, som jeg vist ligesa godt kunne ha modt allerede kl 10, som Ben ville have. Jeg spurgte ham hvordan han og Ben kunne lave en aftale pa mine vegne og det viste sig, at det ikke var ham der ville mode mig, men Benja, der ikke ville have mig hjemme om sondagen fordi han trangte til en fri dag for sig selv. Det kunne han da bare have sagt.
Na, planen var at jeg skulle spise frokost hos Mama Andeye, men det gjorde vi ikke...sa jeg var temmelig sulten. Men man beder altsa ikke folk, der bor i slummen og ingen ting har, om mad. Jeg hjalp Andeye med nogle dansklektier. Han blev gift med danske Matilde i sidste maned og de venter deres forste barn. Hold bare op. Nu venter han pa at kunne soge visa til at kunne tage tilbage til DK til ungens fodselsdag. Victor og MarieLine kom og vi fik hvidt brod og chai. Noj, hvor var jeg ved at vare sulten nu. Og jeg var sa smat begyndt at tanke pa at vende nasen hjemad fordi jeg ikke ville komme for sent hjem til Kabiria. Men det kunne jeg godt glemme, for Victor inviterede os med til fodselsdag hos en bekendts 2arige datter. Sa vi tog derover og sang fodselsdagssang og fik hvidt brod og chai. Og jeg blev mere og mere sulten og mere og mere nervos for at komme sent hjem. Jeg bad Andeye folge mig til matatuen, men han havde lovet sin mor at jeg kom forbi hendes hotel (hotel betyder mini-restaurent her) og spiste pomfritter, sa det kunne jeg jo ikke afsla. Og de var ogsa gode og jeg var meget sulten. Og jeg skulle tisse. Meget. Og jeg kunne ikke holde mig helt til Kabiria, sa Mama Andeye tog mig hen til en bekendt, der havde et toilet, der var meget vammeligt og jeg kom til at tisse pa mine fodder. Super duper. Na, endelig kom jeg til matatuen, men det var blevet for sent til at fa fat i den rigtig linie, sa jeg matte tage en anden. Og den korte en rute jeg ikke kender, sa jeg havde ingen anelse om hvor jeg var og krydsede fingre for at matatu manden og jeg snakkede om det samme sted nar jeg sagde Kivuli. Jeg flashede Benja og han hentede mig og alt var godt. Og han var trat efter sin alene-dag, sa vi droppede aftensmaden og nojedes med chai. Det var min mave ikke sa glad for.
Til gengald var der morgen-chapati til morgenmad i morges. Det er en anden dame der laver dem om morgenen og de er super gode. Mums. Men jeg var altsa super sulten, sa sa snart Ben var gaet. (Han havde glemt at jeg skulle blive hjemme og have besog af Silas) gjorde jeg klar til at lave Porrege...men tandstikkerne var vade, sa det matte jeg ogsa droppe. Men Silas kom mig til undsatning med en lighter og fire ag til en herlig omelet.
Senere tog vi til town. Silas skulle til en eller anden by nord for Embu for at lave nogle falske et eller andet. Fatter ikke hvordan Kenya fungerer, men bare han kan finde ud af det. Synes de kan tjene penge pa de mest underlige ting. Pa vejen til matatuen fik Silas pludselig den ide at vi skulle spise mave og luftror. Ved ikke fra hvilket dyr. Ko, tror jeg. Altsa her spiser man abentbart alt. Sa vi spiste mave og luftror hos en gadebiks og det smagte godt. (Ben siger jeg ma have en meget stark mave, for ikke engang han kan spise derfra uden at blive syg...det skulle jeg maske have vidst inden) Man kunne ogsa fa hjerne, men der satte jeg altsa gransen. Fik nok hjerne i Thailand. Silas spurgte kokken om han matte tage billeder og vi tog billeder og folk synes det var evigt morsomt at se en mzungu spise kenyansk. Jeg fik Silas til at tage et par billeder af gadebilledet, som jeg jo sa gerne vil vise jer. Tankte at han ville tiltrakke sig mindre opmarksomhed end mig, men der tog jeg fejl. Der kom en mand hen til os. Forst hilste han pant pa mig og gav mig handen. Sa begyndte at at rabe ad Silas og skubbe til ham. Og fra hvad jeg forstod var han sur over at vi havde taget hans billede. Og han hev i os og skubbede og var meget ubehagelig. Silas tog fat i mig og vi provede at undslippe, men en anden mand kom over og skubbede med og vi drejede rundt og Silas sa bange ud. Og folk gloede. Og sa lob vi.
Tror ikke I skal forvente at se nogle billeder fra Kabiria.
Men her er ikke sa farligt endda. Ben flyttede hertil for at komme et sikrere sted hen. Hvor han boede for oplevede han 4 gange at blive stoppet pa gaden og truet. Truet for alvor. En gang blev han stoppet af 7 unge drenge. De var pa ’ikke-faet-skag-endnu-alderen’. En af dem hold en pistol for hans pande og han kunne ikke gore andet end at lade dem tage hvad de ville. En anden gang havde han en kniv i maven og en anden i ryggen. Sa han flyttede til Kabiria hvor han forst boede ovre pa den anden side af gaden. En dag han kom hjem efter 2 ugers ’fravar’ havde nogen skaret et hul i hans dor og stjalet hans til. Alle hans ting. Det eneste der var tilbage var et par t-shirts pa gulvet og plakaterne pa vaggen. Det var aret for jeg var her og det var derfor han absolut ingenting ejede, da jeg besogte ham.
Jeg skiltes med Silas i byen og gik hen til et sted for at spise pomfritter. Tror jeg er blevet afhangig efter alle de gange silas har slabt mig med. Har jeg sagt at han spiser pomfritter to gange om dagen? Og folk gloede. Ih, hvor jeg dog elsker at blive gloet pa. Kan en mzungu virkelig spise pomfritter fra en ussel bix? Men de var gode. Og jeg gik hen i et stort supermarket som jeg plejede at komme i for at kobe passionfruitjuice for to ar siden. Det er altsa underligt at ga i supermarkedet her. Der er folk ansatte til at sta og overtale en til at kobe varerne. Det var heldigt at jeg gerne ville have en juice, ellers var jeg nok blevet nodt til at kobe den alligevel. Og det var heldigt at jeg var flad bortset fra 40 shilling, ellers var jeg blevet overtalt til at kobe hele butikken. Det var rigtig skagt at vare tilbage. Folte lidt at tiden havde staet stille mens jeg har varet vak. Eller som om det var en film jeg kunne spole frem og tilbage. Og det var skagt at ga rundt der alene. Det meste af tiden er jeg sammen med nogen af de andre, men nu kunne jeg bare daske rundt som det passede mig. Og undersoge de forskellige mangosorter og endevende koledisken for hakket svinekod (uden held) og talle at hylden med 1000 forskellige slags vaseline (Har jeg fortalt at vaseline er et vidundermiddel her, der kan bruges til alt i hele verden?) var 7 skridt lang. Jeg tog mig god tid til at vade rundt og kigge pa alle hylderne. Skagt at vare tilbage. Alle tingene var pa de samme hylder som sidst. Jeg glemte at tjekke havregrynene. Det ma jeg gore en anden dag. Jeg nod min passionfruitjuice pa vej til Bens kontor, hvor jeg hjalp med at satte markater pa nogle smykker.
I morgen starter vores Kazana Women Group Training og jeg glader mig. Jeg skal vare facilitater, hvad det sa end betyder. Det er endnu en aftale Ben har lavet pa mine vegne. Anede det ikke for jeg tilfaldigvis sa det skrevet i programmet. Sa nu er jeg lidt nervos.
Kenyaner er altsa underlige pa alle punkter! I forgars fortalte Benja mig: ’Andeye (kenyaner som jeg modte i DK inden jeg tog herned) vil gerne have dig pa besog hos sine foraldre, sa i morgen kommer han og henter dig klokken 10’ Han sagde at han havde snakket med ham og sagt at det kunne jeg godt. Han havde simpelthen lige lavet en aftale pa mine vegne. Uden hverken at sporge om jeg havde lyst eller tid. Det er sgu da underligt. Jeg havde modt moren for, da jeg skulle aflevere et brev jeg havde med til hende fra DK. Og jeg vidste at Andeye og hun gerne ville have mig pa besog. Men jeg matte be Ben ringe til Andeye og lave planerne om, for jeg havde ogsa selv lavet en anden aftale.
Det endte med, at jeg modtes med Andeye (over ½ time for sent) ved Nakumat og vi gik til Kibera.
Jeg skulle modes med Silas tidligt om morgenen og jeg vagnede tidligt, men kunne ikke fa fat i ham fordi han sov lange (igen problemer med aftalte tider.) og sa lavede jeg danske pandekager med ol til mig og Benja og Anne til morgenmad og det tog 1000 ar, fordi ilden var dum. Jeg tog matatuen til Silas (konduktoren provede at bilde mig ind at billetten kostede 170 shilling. Jeg var lige ved at sporge ham om han var dum, eller hvad. Forst gav han mig en meget gammel og laset 50’er og jeg matte brokke mig for at fa den byttet. Og jeg sagde til ham at jeg ogsa meget gerne ville have 120, men han pastod at jeg havde betalt med en 100 shillingsnote. Hvor er det dog bare irriterende at vare hvid her. Na, det endte med at jeg slap med at betale de 30 shilling det koster.), men han tog pa arbejde og jeg blev tilbage med Kiki og spiste hvidt brod, inden jeg fandt Andeye, som jeg vist ligesa godt kunne ha modt allerede kl 10, som Ben ville have. Jeg spurgte ham hvordan han og Ben kunne lave en aftale pa mine vegne og det viste sig, at det ikke var ham der ville mode mig, men Benja, der ikke ville have mig hjemme om sondagen fordi han trangte til en fri dag for sig selv. Det kunne han da bare have sagt.
Na, planen var at jeg skulle spise frokost hos Mama Andeye, men det gjorde vi ikke...sa jeg var temmelig sulten. Men man beder altsa ikke folk, der bor i slummen og ingen ting har, om mad. Jeg hjalp Andeye med nogle dansklektier. Han blev gift med danske Matilde i sidste maned og de venter deres forste barn. Hold bare op. Nu venter han pa at kunne soge visa til at kunne tage tilbage til DK til ungens fodselsdag. Victor og MarieLine kom og vi fik hvidt brod og chai. Noj, hvor var jeg ved at vare sulten nu. Og jeg var sa smat begyndt at tanke pa at vende nasen hjemad fordi jeg ikke ville komme for sent hjem til Kabiria. Men det kunne jeg godt glemme, for Victor inviterede os med til fodselsdag hos en bekendts 2arige datter. Sa vi tog derover og sang fodselsdagssang og fik hvidt brod og chai. Og jeg blev mere og mere sulten og mere og mere nervos for at komme sent hjem. Jeg bad Andeye folge mig til matatuen, men han havde lovet sin mor at jeg kom forbi hendes hotel (hotel betyder mini-restaurent her) og spiste pomfritter, sa det kunne jeg jo ikke afsla. Og de var ogsa gode og jeg var meget sulten. Og jeg skulle tisse. Meget. Og jeg kunne ikke holde mig helt til Kabiria, sa Mama Andeye tog mig hen til en bekendt, der havde et toilet, der var meget vammeligt og jeg kom til at tisse pa mine fodder. Super duper. Na, endelig kom jeg til matatuen, men det var blevet for sent til at fa fat i den rigtig linie, sa jeg matte tage en anden. Og den korte en rute jeg ikke kender, sa jeg havde ingen anelse om hvor jeg var og krydsede fingre for at matatu manden og jeg snakkede om det samme sted nar jeg sagde Kivuli. Jeg flashede Benja og han hentede mig og alt var godt. Og han var trat efter sin alene-dag, sa vi droppede aftensmaden og nojedes med chai. Det var min mave ikke sa glad for.
Til gengald var der morgen-chapati til morgenmad i morges. Det er en anden dame der laver dem om morgenen og de er super gode. Mums. Men jeg var altsa super sulten, sa sa snart Ben var gaet. (Han havde glemt at jeg skulle blive hjemme og have besog af Silas) gjorde jeg klar til at lave Porrege...men tandstikkerne var vade, sa det matte jeg ogsa droppe. Men Silas kom mig til undsatning med en lighter og fire ag til en herlig omelet.
Senere tog vi til town. Silas skulle til en eller anden by nord for Embu for at lave nogle falske et eller andet. Fatter ikke hvordan Kenya fungerer, men bare han kan finde ud af det. Synes de kan tjene penge pa de mest underlige ting. Pa vejen til matatuen fik Silas pludselig den ide at vi skulle spise mave og luftror. Ved ikke fra hvilket dyr. Ko, tror jeg. Altsa her spiser man abentbart alt. Sa vi spiste mave og luftror hos en gadebiks og det smagte godt. (Ben siger jeg ma have en meget stark mave, for ikke engang han kan spise derfra uden at blive syg...det skulle jeg maske have vidst inden) Man kunne ogsa fa hjerne, men der satte jeg altsa gransen. Fik nok hjerne i Thailand. Silas spurgte kokken om han matte tage billeder og vi tog billeder og folk synes det var evigt morsomt at se en mzungu spise kenyansk. Jeg fik Silas til at tage et par billeder af gadebilledet, som jeg jo sa gerne vil vise jer. Tankte at han ville tiltrakke sig mindre opmarksomhed end mig, men der tog jeg fejl. Der kom en mand hen til os. Forst hilste han pant pa mig og gav mig handen. Sa begyndte at at rabe ad Silas og skubbe til ham. Og fra hvad jeg forstod var han sur over at vi havde taget hans billede. Og han hev i os og skubbede og var meget ubehagelig. Silas tog fat i mig og vi provede at undslippe, men en anden mand kom over og skubbede med og vi drejede rundt og Silas sa bange ud. Og folk gloede. Og sa lob vi.
Tror ikke I skal forvente at se nogle billeder fra Kabiria.
Men her er ikke sa farligt endda. Ben flyttede hertil for at komme et sikrere sted hen. Hvor han boede for oplevede han 4 gange at blive stoppet pa gaden og truet. Truet for alvor. En gang blev han stoppet af 7 unge drenge. De var pa ’ikke-faet-skag-endnu-alderen’. En af dem hold en pistol for hans pande og han kunne ikke gore andet end at lade dem tage hvad de ville. En anden gang havde han en kniv i maven og en anden i ryggen. Sa han flyttede til Kabiria hvor han forst boede ovre pa den anden side af gaden. En dag han kom hjem efter 2 ugers ’fravar’ havde nogen skaret et hul i hans dor og stjalet hans til. Alle hans ting. Det eneste der var tilbage var et par t-shirts pa gulvet og plakaterne pa vaggen. Det var aret for jeg var her og det var derfor han absolut ingenting ejede, da jeg besogte ham.
Jeg skiltes med Silas i byen og gik hen til et sted for at spise pomfritter. Tror jeg er blevet afhangig efter alle de gange silas har slabt mig med. Har jeg sagt at han spiser pomfritter to gange om dagen? Og folk gloede. Ih, hvor jeg dog elsker at blive gloet pa. Kan en mzungu virkelig spise pomfritter fra en ussel bix? Men de var gode. Og jeg gik hen i et stort supermarket som jeg plejede at komme i for at kobe passionfruitjuice for to ar siden. Det er altsa underligt at ga i supermarkedet her. Der er folk ansatte til at sta og overtale en til at kobe varerne. Det var heldigt at jeg gerne ville have en juice, ellers var jeg nok blevet nodt til at kobe den alligevel. Og det var heldigt at jeg var flad bortset fra 40 shilling, ellers var jeg blevet overtalt til at kobe hele butikken. Det var rigtig skagt at vare tilbage. Folte lidt at tiden havde staet stille mens jeg har varet vak. Eller som om det var en film jeg kunne spole frem og tilbage. Og det var skagt at ga rundt der alene. Det meste af tiden er jeg sammen med nogen af de andre, men nu kunne jeg bare daske rundt som det passede mig. Og undersoge de forskellige mangosorter og endevende koledisken for hakket svinekod (uden held) og talle at hylden med 1000 forskellige slags vaseline (Har jeg fortalt at vaseline er et vidundermiddel her, der kan bruges til alt i hele verden?) var 7 skridt lang. Jeg tog mig god tid til at vade rundt og kigge pa alle hylderne. Skagt at vare tilbage. Alle tingene var pa de samme hylder som sidst. Jeg glemte at tjekke havregrynene. Det ma jeg gore en anden dag. Jeg nod min passionfruitjuice pa vej til Bens kontor, hvor jeg hjalp med at satte markater pa nogle smykker.
I morgen starter vores Kazana Women Group Training og jeg glader mig. Jeg skal vare facilitater, hvad det sa end betyder. Det er endnu en aftale Ben har lavet pa mine vegne. Anede det ikke for jeg tilfaldigvis sa det skrevet i programmet. Sa nu er jeg lidt nervos.
torsdag den 10. juli 2008
Shartuka
Det foles som om det er hundrede ar siden jeg har skrevet pa bloggen sidst. Er det det?
Silas fik et par ekstra fridage og vi besluttede at tage sammen til Shartuka (det var der vi var pa workcamp for to ar siden). Jeg havde en aftale med Ben om at tage dertil, men jeg turde ikke stole pa at det ville blive til noget, fordi han hele tiden laver om i planerne. Sa mig og Silas tankte at det var en chance vi ikke kunne spilde. Jeg fik ikke lige sagt til ham at Benja maske ville blive skuffet, hvis jeg tog med ham i stedet, sa han brusede bare ud med det, og Ben blev muggen. Ov. Men altsa...jeg gider ikke sta i lufthavnen uden at have gjort de ting jeg ville. Silas provede at snakke med ham pa kiembu, men ikke engang hans eget modersmal fes ind.
Vi havde en rigtig hektisk rejse. Vi skulle med bussen klokken 8 om aftenen og indtil da fes vi rundt i byen alle mulige steder jeg ikke ved hvor er. Forst var vi et sted i narheden af universitetet, vi skulle se en rugbykamp, men det endte med at vi sad og glode pa en udendors svomme-dut og bagefter spillede pool med nogle af hans venner et sted jeg ikke lige ved hvor var. Og sa vandrede vi gennem byen. Synes ikke der plejer at vare sa langt til bussen...mistanker ham lidt for at ga omvej. Han skulle kobe nogle gronne blade som man ellers kun kan fa i embu og som man tygger...sadan lidt tobakagtigt. Da vi endelig kom frem til bussen var jeg sa sindssygt trat og fuld af indtryk, at jeg allermest havde lyst til at tage hjem til Benja og sove. Og silas havde glemt at vi skulle spise pa vejen. Na, vi kobte nogle samosas og satte os til rette pa bagerste sade. Juhuu, lige et sted for koresyge mig. Vi ventede i to timer for bussen korte. Hakuna haraka kwa Kenya. (no hurry)
Det blev den langste nat i hele mit liv: Vi snakkede og hyggede os og sludrede og inhentede alle de ting vi ikke havde naet pa vores gature i parken. Vi provede at sove, men det var fuldstandig umuligt. Saderne i kenyanske busser er meget sma! Man sidder meget, meget tat. Jeg sad halvejs oven pa Silas og halvejs under en stor kampe mand (der pruttede hele natten), der sad pa nabosadet. Vejene er meget, meget, meget, meget, meget darlige og meget, meget, meget, meget hullede. Sa man skal passe pa at man ikke knalder hovedet op i loftet nar det pumper. To gange knaldede jeg foden (bare tar) ind i en aller andet metalkant, sa jeg har to store flanger nu. Og sadet var ikke fixet til ryglanet, sa i lobet af natten skred sadet ud ad. Bare et lille stykke hver gang det bumpede (dvs hele tiden). Det vi var ca. halvvejs sad jeg pa en metalpind i stedet for sadet og jeg kan godt love jer for, at mit haleben ikke er hvad det har varet.
Vi havde betalt for at kore til Kilgoris, men bussen besluttede sig for at vende om midt i det hele, sa vi blev sat af og matte finde en matatu til at tage os resten af vejen.
Endelig naede vi Kilgoris og Daniel hentede os (han er inspektoren pa Shartuka Primery School hvor vi boede dengang.) og vi gik hjem og fik morgenmad (ikke nok) og et varmt brusebad. Det er mit forste bad siden jeg kom. Vi skulle bo hos ham og folges med ham til Shartuka. Efter morgenmaden skulle Daniel i kirke. Vi var meget tratte, og undskyldte os (heldigvis). Vi besluttede i stedet at ga en tur for at gense omradet. Daniel havde sagt at Shartuka ligger 10 km fra Kilgoris (det sagde de ogsa dengang, men vi tog altid matatu nar vi skulle til kilgoris) sa vi tankte at vi jo kunne ga sa langt vi nu orkede og sa tage en matatu tilbagehvis det blev for langt. Sa vi gik. Og vi gik, og vi gik og vi gik (og vi var meget fjollede pga overtrathed). Men vi kom aldrig til Shartuka og vi blev enige om at der matte vare mindst dobbelt sa langt som Daniel sagde. Vi gik hjem igen og fik frokost. Jeg tankte at jeg da lige kunne lukke ojnene et ojeblik. Det endte med at vi sov resten af dagen. Vi vagnede inden spisetid (som jo i Kenya forst er omkring 9), spiste og gik i seng.
Jeg drak te med malk. Tank at jeg turde det efter hvor syg jeg blev af at drikke malk hos Daniel sidst. Men hushjalpen havde heldt op og jeg ville ikke vare uhoflig.
Naste dag tog vi til Shartuka og vi havde en rigtig dejlig dag. Det var SA fedt at vare tilbage. (pa vej dertil sad vi 4 personer pa forsadet. Jeg sad pa gearstangen og var den der stod for gearskiftet. Super duper). Vi startede med morgen anagt, pracis som dengang og spejderne ’optradte’ og hejste flaget og sang. Vi blev budt velkommen og de aldste elever kunne godt huske os og var meget glade for at se os. Det klappede og piftede og rabte. Det var rigtig fedt.
Jeg startede som i 2. klasse, mens Silas rendte rundt og filmede og tog billeder. I 2. klasse er de 61 elever og lareren havde svart ved at huske alle navnene. Men det var spandende at opleve endnu en skole og sammenligne med de to andre. I matematik havde de om multiplikation for forste gang og mig og Silas blev enige om, at man skulle vare temmelig kvik for at forsta larerens forklaring. Men i det mindste var der dog en forklaring og undervisningen forgik og som samtale og eksampler. Jeg tror virkelig jeg har varet uheldig med S. Pauls, for efter alle de forskellige larere jeg nu har luret pa, er S. Pauls klart den varste skole jeg nogensinde har oplevet. Undervisningen mindede meget om den pa Back to glory, dog med et noget lavere niveau. Ungerne var ikke sa gode til engelsk, men kunne dog forsta og svare pa simple sporgsmal. Undervisningen forgik delvis pa delvis pa engelsk og delvist pa Kiswahili. Det ma vare svart at starte i skole og skulle folge undervisning pa to fremmede sprog. Jeg tror at de har ekstra brug for kiswahili fordi de er vokset op med kimaasai.
Som de to andre steder jeg har varet bliver der sunget og klappet, nar der skal roses. ’Well done, well done, here is a good girl/boy. Excelent’. Den der bliver rost stiller sig op og vrikker med hofterne. Eleverne er meget ivrige for at svare, nar lareren stiller sporgsmal. Det er virkelig anderledes fra Dk hvor ungerne kun har frikvarter i tankerne. Nar lareren sporger hopper eleverne op og knipser og kan slet ikke sta stille, mens de raber ’me teacher, teacher me me’.
Der var ingen der blev slaet. Overvejer om det var er Teacher Stella, der er totalt gammeldags. Der var en dreng, der havde smuglet en majskolpe med ind og sad og spiste. Jeg havde ikke opdaget det og det forstyrrede ikke. Men nogen sladrede og han matte tage sin straf, der bestod i at lareren stillede sig ved siden af ham og sagde til hele klassen ’this is bad behavior’. Og det var nok. Uh, hvor var han flov, drengen. Han gemte sin ansigt i handerne og sad sadan resten af lektionen. (pa et tidspunkt kom mig og silas gaende forbi larervarelset og sa at en kampe flok elever la pa gulvet med ansigtet ned i stovet. Silas fik viskende spurgt hvad de havde gjort. En dreng svarede at de havde ’did a mistake’. Silas synes det var en mild straf i forhold til hvordan en larer engang fik ham til at lobe pa sine kna, frem og tilbage mange gange pa en grusset fodboldbane indtil han var hudlos. Eleverne kopierede lynhurtigt (med meget bedre hafteorden end S Pauls’ elever) nogle opgaver fra tavlen.
I 8. klasse havde de Science. Jeg synes ikke rigtig det mindede om undervisning, men mere om en slags pradken om at man skal spare pa energien. Efter lektionen var der sporgerundte og eleverne var meget nysgerrige omkring Danmark og stillede en masse interessante sporgsmal. Fx om hvem der gifter sig med hvem. Er det manden der gifter sig med kvinden eller kvinden med manden? Og hvad koster en kvinde? De spurgte om skolegang, pakladning og manerer. Bagefter gik vi uden for og de sang og dansede for os. Traditionelle maasai danse. Det var den samme dreng der sang for som for to ar siden.
I frokostpausen gik vi ud til the brickplace, der har andret sig meget. The brick mans house var vak og der var blevet bgget en ovn og nogleaf brickerne er blevet brandt. Men de fleste stod bare stablet som vi efterlod dem. Mudderpladsen var helttilgroet og det var nasten ikketil at kende. Der var en lillebitte so/vandhul med siv. Daniel fortalte at de havde sogt om penge til at begynde byggeriet, men at det ikke havde nyttet noget. Og det var kun blevet varre efter elektion-urolighederne.
Vi besogte Naomi (en pige jeg besogte flere gange den gang) og hun blev overdrevet vildt glad for at se mig. Hun fik oje pa mig pa lang afstand og lob mig i mode menshun rabte. ’Hann, you remember I????’ Og hun snublede da hun ville kramme mig. Hendes familie blev ogsa meget glad for at se mig. De sma born pa var vokset. Hendes meget smukke lillesoster var ikke sa smuk mere. Vi fik malk pa maasai-maner og jeg var lige ved at kaste op. Foj, hvor smager det darligt. Huskede det ikke som sa slemt. Vi udvekslede adresser og jeg gav hende et billede hvor vi stor sammen foran hendes hus med alle de sma soskende. Hun er 15 ar nu og har en fire maneder gammel son. Ingen far.
Jeg snakkede med Redemtas soster. Redemta er flyttet langt vak til sin mand og er blevet gift. Hendes lille son er efterladt hos sosteren fordi de hun og manden ikke ville have ham. Manden er ikke faren. Stakkels son. Nu har hun faet en ny son med manden. Sosteren fortalte, at hun allerede var gravid med ham under workcampen.
Sosteren fortalte ogsa at Naomi (den anden Naomi som deltog i campen) var flyttet hjem til sine foraldre langt vak, sa hende kunne jeg heller ikke mode. Ingen vidste ikke rigtig hvordan det gar med hende, men nogen mente at hun ogsa havde faet en son.
Men jeg modte Collins. Han havde ikke faet en son. Og han havde (heldigvis) heller ikke faet sig en kone mere. Det var ellers hans plan at udvide familien pa den led.
Vi naede desvarre ikke at bestige det lille bjerg eller ga pa zebra jagt, men Naomi fortalte at zebraerne stadig er der. Tilgengald sa vi grassende zebraere og thomsons gazeller pa matatuturen hjem.
Efter Daniels rad belsuttede vi at rejse hjem om dagen i stedet for med natbussen, sa vi naede desvarre kun en enkelt dag i Shartuka. Vi tog afsted om morgenen og havde en meget lang tur hjem. Undervejs gjorde vi holdt i Kisii, hvor vi spiste pa en restaurent med en mama, der var dybt begejstret for at have mig som gast. Vi bestilte chapati med kuku choma, men endte med ugali, sukuma og stew. Og det lykkedes mig at spise stew med fingrene. Hvad siger i sa? Er helt stolt. Tror jeg er ved at blive afrikaner. Vi stoppede ogsa i Narok hvor vi spiste nyama choma. Noj, hvor var det godt, mand. Vi var heldige at fa et stykke nasten uden ben i. Og jeg havde kod i tanderne sa jeg var ved at blive sindssyg.
Vi gjorde et stop mere. Denne gang af andre grunde. Mange andre matatuer var stoppet og folk larmede og for rundt. Silas greb mit kamera og styrtede ud. Jeg kravlede forsigtigt ud og sa en meget flad og smadret bil ligge pa hovedet. Folk var helt vilde og silas filmede. Jeg synes det var respektlost. Kunne nasten ikke holde ud at se pa det og jeg havde kvalme af at se pa det. Nogle fik vendt bilen om og folk klappede og hujede som om det var en slags forestilling. Et par stykker sprang op pa taget og begyndte at rive og fla doreren og forruden af. Det lykkedes dem at fa tre blodige men overlevne mand ud. Og folk hujede endnu mere. Og skandtes og diskuterede og larmede og hujede endnu mere. Har aldrig oplevet noget lignende. Det var SA mange mennesker og de gik helt amok. I gar var jeg med Silas pa TV-stationen for at salge videoklippet.
Da vi langt om lange var tilbage i Nairobi var det blevet for sent til at tage ud til Ben, sa vi spiste pomfritter og tog hjem til Silas. Han bor i en garrage sammen med Kiki og Julius. Man kan sgu da ikke bo i en garrage! Men det gor de altsa. Og de er nogle rigtige drengerove. De roder og sviner og lugter og der star opvask for en maned. Og alligevel er de 1000 gange mere huslige end nogen danske drenge jeg kender. De laver rigtig mad (skar mig i spakbratfingeren da jeg ville vare behjalpelig med logene) og stryger og vasker og pudser sko og har skjorten nede i bukserne (silas), nar de skal pa arbejde. Vi sa tre drengerovs film (gat om jeg kunne holde koncentrationen) og drak alkoholfri ananasol. Jeg faldt i sovn.
Nu er jeg glad for at vare hjemme hos Ben igen. Havde savnet ham.
Silas fik et par ekstra fridage og vi besluttede at tage sammen til Shartuka (det var der vi var pa workcamp for to ar siden). Jeg havde en aftale med Ben om at tage dertil, men jeg turde ikke stole pa at det ville blive til noget, fordi han hele tiden laver om i planerne. Sa mig og Silas tankte at det var en chance vi ikke kunne spilde. Jeg fik ikke lige sagt til ham at Benja maske ville blive skuffet, hvis jeg tog med ham i stedet, sa han brusede bare ud med det, og Ben blev muggen. Ov. Men altsa...jeg gider ikke sta i lufthavnen uden at have gjort de ting jeg ville. Silas provede at snakke med ham pa kiembu, men ikke engang hans eget modersmal fes ind.
Vi havde en rigtig hektisk rejse. Vi skulle med bussen klokken 8 om aftenen og indtil da fes vi rundt i byen alle mulige steder jeg ikke ved hvor er. Forst var vi et sted i narheden af universitetet, vi skulle se en rugbykamp, men det endte med at vi sad og glode pa en udendors svomme-dut og bagefter spillede pool med nogle af hans venner et sted jeg ikke lige ved hvor var. Og sa vandrede vi gennem byen. Synes ikke der plejer at vare sa langt til bussen...mistanker ham lidt for at ga omvej. Han skulle kobe nogle gronne blade som man ellers kun kan fa i embu og som man tygger...sadan lidt tobakagtigt. Da vi endelig kom frem til bussen var jeg sa sindssygt trat og fuld af indtryk, at jeg allermest havde lyst til at tage hjem til Benja og sove. Og silas havde glemt at vi skulle spise pa vejen. Na, vi kobte nogle samosas og satte os til rette pa bagerste sade. Juhuu, lige et sted for koresyge mig. Vi ventede i to timer for bussen korte. Hakuna haraka kwa Kenya. (no hurry)
Det blev den langste nat i hele mit liv: Vi snakkede og hyggede os og sludrede og inhentede alle de ting vi ikke havde naet pa vores gature i parken. Vi provede at sove, men det var fuldstandig umuligt. Saderne i kenyanske busser er meget sma! Man sidder meget, meget tat. Jeg sad halvejs oven pa Silas og halvejs under en stor kampe mand (der pruttede hele natten), der sad pa nabosadet. Vejene er meget, meget, meget, meget, meget darlige og meget, meget, meget, meget hullede. Sa man skal passe pa at man ikke knalder hovedet op i loftet nar det pumper. To gange knaldede jeg foden (bare tar) ind i en aller andet metalkant, sa jeg har to store flanger nu. Og sadet var ikke fixet til ryglanet, sa i lobet af natten skred sadet ud ad. Bare et lille stykke hver gang det bumpede (dvs hele tiden). Det vi var ca. halvvejs sad jeg pa en metalpind i stedet for sadet og jeg kan godt love jer for, at mit haleben ikke er hvad det har varet.
Vi havde betalt for at kore til Kilgoris, men bussen besluttede sig for at vende om midt i det hele, sa vi blev sat af og matte finde en matatu til at tage os resten af vejen.
Endelig naede vi Kilgoris og Daniel hentede os (han er inspektoren pa Shartuka Primery School hvor vi boede dengang.) og vi gik hjem og fik morgenmad (ikke nok) og et varmt brusebad. Det er mit forste bad siden jeg kom. Vi skulle bo hos ham og folges med ham til Shartuka. Efter morgenmaden skulle Daniel i kirke. Vi var meget tratte, og undskyldte os (heldigvis). Vi besluttede i stedet at ga en tur for at gense omradet. Daniel havde sagt at Shartuka ligger 10 km fra Kilgoris (det sagde de ogsa dengang, men vi tog altid matatu nar vi skulle til kilgoris) sa vi tankte at vi jo kunne ga sa langt vi nu orkede og sa tage en matatu tilbagehvis det blev for langt. Sa vi gik. Og vi gik, og vi gik og vi gik (og vi var meget fjollede pga overtrathed). Men vi kom aldrig til Shartuka og vi blev enige om at der matte vare mindst dobbelt sa langt som Daniel sagde. Vi gik hjem igen og fik frokost. Jeg tankte at jeg da lige kunne lukke ojnene et ojeblik. Det endte med at vi sov resten af dagen. Vi vagnede inden spisetid (som jo i Kenya forst er omkring 9), spiste og gik i seng.
Jeg drak te med malk. Tank at jeg turde det efter hvor syg jeg blev af at drikke malk hos Daniel sidst. Men hushjalpen havde heldt op og jeg ville ikke vare uhoflig.
Naste dag tog vi til Shartuka og vi havde en rigtig dejlig dag. Det var SA fedt at vare tilbage. (pa vej dertil sad vi 4 personer pa forsadet. Jeg sad pa gearstangen og var den der stod for gearskiftet. Super duper). Vi startede med morgen anagt, pracis som dengang og spejderne ’optradte’ og hejste flaget og sang. Vi blev budt velkommen og de aldste elever kunne godt huske os og var meget glade for at se os. Det klappede og piftede og rabte. Det var rigtig fedt.
Jeg startede som i 2. klasse, mens Silas rendte rundt og filmede og tog billeder. I 2. klasse er de 61 elever og lareren havde svart ved at huske alle navnene. Men det var spandende at opleve endnu en skole og sammenligne med de to andre. I matematik havde de om multiplikation for forste gang og mig og Silas blev enige om, at man skulle vare temmelig kvik for at forsta larerens forklaring. Men i det mindste var der dog en forklaring og undervisningen forgik og som samtale og eksampler. Jeg tror virkelig jeg har varet uheldig med S. Pauls, for efter alle de forskellige larere jeg nu har luret pa, er S. Pauls klart den varste skole jeg nogensinde har oplevet. Undervisningen mindede meget om den pa Back to glory, dog med et noget lavere niveau. Ungerne var ikke sa gode til engelsk, men kunne dog forsta og svare pa simple sporgsmal. Undervisningen forgik delvis pa delvis pa engelsk og delvist pa Kiswahili. Det ma vare svart at starte i skole og skulle folge undervisning pa to fremmede sprog. Jeg tror at de har ekstra brug for kiswahili fordi de er vokset op med kimaasai.
Som de to andre steder jeg har varet bliver der sunget og klappet, nar der skal roses. ’Well done, well done, here is a good girl/boy. Excelent’. Den der bliver rost stiller sig op og vrikker med hofterne. Eleverne er meget ivrige for at svare, nar lareren stiller sporgsmal. Det er virkelig anderledes fra Dk hvor ungerne kun har frikvarter i tankerne. Nar lareren sporger hopper eleverne op og knipser og kan slet ikke sta stille, mens de raber ’me teacher, teacher me me’.
Der var ingen der blev slaet. Overvejer om det var er Teacher Stella, der er totalt gammeldags. Der var en dreng, der havde smuglet en majskolpe med ind og sad og spiste. Jeg havde ikke opdaget det og det forstyrrede ikke. Men nogen sladrede og han matte tage sin straf, der bestod i at lareren stillede sig ved siden af ham og sagde til hele klassen ’this is bad behavior’. Og det var nok. Uh, hvor var han flov, drengen. Han gemte sin ansigt i handerne og sad sadan resten af lektionen. (pa et tidspunkt kom mig og silas gaende forbi larervarelset og sa at en kampe flok elever la pa gulvet med ansigtet ned i stovet. Silas fik viskende spurgt hvad de havde gjort. En dreng svarede at de havde ’did a mistake’. Silas synes det var en mild straf i forhold til hvordan en larer engang fik ham til at lobe pa sine kna, frem og tilbage mange gange pa en grusset fodboldbane indtil han var hudlos. Eleverne kopierede lynhurtigt (med meget bedre hafteorden end S Pauls’ elever) nogle opgaver fra tavlen.
I 8. klasse havde de Science. Jeg synes ikke rigtig det mindede om undervisning, men mere om en slags pradken om at man skal spare pa energien. Efter lektionen var der sporgerundte og eleverne var meget nysgerrige omkring Danmark og stillede en masse interessante sporgsmal. Fx om hvem der gifter sig med hvem. Er det manden der gifter sig med kvinden eller kvinden med manden? Og hvad koster en kvinde? De spurgte om skolegang, pakladning og manerer. Bagefter gik vi uden for og de sang og dansede for os. Traditionelle maasai danse. Det var den samme dreng der sang for som for to ar siden.
I frokostpausen gik vi ud til the brickplace, der har andret sig meget. The brick mans house var vak og der var blevet bgget en ovn og nogleaf brickerne er blevet brandt. Men de fleste stod bare stablet som vi efterlod dem. Mudderpladsen var helttilgroet og det var nasten ikketil at kende. Der var en lillebitte so/vandhul med siv. Daniel fortalte at de havde sogt om penge til at begynde byggeriet, men at det ikke havde nyttet noget. Og det var kun blevet varre efter elektion-urolighederne.
Vi besogte Naomi (en pige jeg besogte flere gange den gang) og hun blev overdrevet vildt glad for at se mig. Hun fik oje pa mig pa lang afstand og lob mig i mode menshun rabte. ’Hann, you remember I????’ Og hun snublede da hun ville kramme mig. Hendes familie blev ogsa meget glad for at se mig. De sma born pa var vokset. Hendes meget smukke lillesoster var ikke sa smuk mere. Vi fik malk pa maasai-maner og jeg var lige ved at kaste op. Foj, hvor smager det darligt. Huskede det ikke som sa slemt. Vi udvekslede adresser og jeg gav hende et billede hvor vi stor sammen foran hendes hus med alle de sma soskende. Hun er 15 ar nu og har en fire maneder gammel son. Ingen far.
Jeg snakkede med Redemtas soster. Redemta er flyttet langt vak til sin mand og er blevet gift. Hendes lille son er efterladt hos sosteren fordi de hun og manden ikke ville have ham. Manden er ikke faren. Stakkels son. Nu har hun faet en ny son med manden. Sosteren fortalte, at hun allerede var gravid med ham under workcampen.
Sosteren fortalte ogsa at Naomi (den anden Naomi som deltog i campen) var flyttet hjem til sine foraldre langt vak, sa hende kunne jeg heller ikke mode. Ingen vidste ikke rigtig hvordan det gar med hende, men nogen mente at hun ogsa havde faet en son.
Men jeg modte Collins. Han havde ikke faet en son. Og han havde (heldigvis) heller ikke faet sig en kone mere. Det var ellers hans plan at udvide familien pa den led.
Vi naede desvarre ikke at bestige det lille bjerg eller ga pa zebra jagt, men Naomi fortalte at zebraerne stadig er der. Tilgengald sa vi grassende zebraere og thomsons gazeller pa matatuturen hjem.
Efter Daniels rad belsuttede vi at rejse hjem om dagen i stedet for med natbussen, sa vi naede desvarre kun en enkelt dag i Shartuka. Vi tog afsted om morgenen og havde en meget lang tur hjem. Undervejs gjorde vi holdt i Kisii, hvor vi spiste pa en restaurent med en mama, der var dybt begejstret for at have mig som gast. Vi bestilte chapati med kuku choma, men endte med ugali, sukuma og stew. Og det lykkedes mig at spise stew med fingrene. Hvad siger i sa? Er helt stolt. Tror jeg er ved at blive afrikaner. Vi stoppede ogsa i Narok hvor vi spiste nyama choma. Noj, hvor var det godt, mand. Vi var heldige at fa et stykke nasten uden ben i. Og jeg havde kod i tanderne sa jeg var ved at blive sindssyg.
Vi gjorde et stop mere. Denne gang af andre grunde. Mange andre matatuer var stoppet og folk larmede og for rundt. Silas greb mit kamera og styrtede ud. Jeg kravlede forsigtigt ud og sa en meget flad og smadret bil ligge pa hovedet. Folk var helt vilde og silas filmede. Jeg synes det var respektlost. Kunne nasten ikke holde ud at se pa det og jeg havde kvalme af at se pa det. Nogle fik vendt bilen om og folk klappede og hujede som om det var en slags forestilling. Et par stykker sprang op pa taget og begyndte at rive og fla doreren og forruden af. Det lykkedes dem at fa tre blodige men overlevne mand ud. Og folk hujede endnu mere. Og skandtes og diskuterede og larmede og hujede endnu mere. Har aldrig oplevet noget lignende. Det var SA mange mennesker og de gik helt amok. I gar var jeg med Silas pa TV-stationen for at salge videoklippet.
Da vi langt om lange var tilbage i Nairobi var det blevet for sent til at tage ud til Ben, sa vi spiste pomfritter og tog hjem til Silas. Han bor i en garrage sammen med Kiki og Julius. Man kan sgu da ikke bo i en garrage! Men det gor de altsa. Og de er nogle rigtige drengerove. De roder og sviner og lugter og der star opvask for en maned. Og alligevel er de 1000 gange mere huslige end nogen danske drenge jeg kender. De laver rigtig mad (skar mig i spakbratfingeren da jeg ville vare behjalpelig med logene) og stryger og vasker og pudser sko og har skjorten nede i bukserne (silas), nar de skal pa arbejde. Vi sa tre drengerovs film (gat om jeg kunne holde koncentrationen) og drak alkoholfri ananasol. Jeg faldt i sovn.
Nu er jeg glad for at vare hjemme hos Ben igen. Havde savnet ham.
fredag den 4. juli 2008
Back to Glory
De to sidste dage har jeg varet pa besog pa Back to Glory Achievers School, der er en dyr privatskole i narheden af Benjamins hus. Jeg ville opleve forskellen pa ’min’ skole og en skole for de riges born. Og den var virkelig betydeligt bedre end S. Pauls. Onsdag havde jeg mat med 5. og 7. klasse, engelsk med 8. og C.R.E (kristendom) med 4. klasse. Undervisningen var meget, meget bedre. Faktisk umiddelbart af rigtig god kvalitet og hojt niveau. (i 7. og 8. matte jeg ligefrem koncentrere mig for at folge med). Det var ikke bare afskrivning fra tavlen, som i min skole, men rigtig agte undervisning og dialog mellem larer og elever. Jeg har ogsa indtrykket af at larerne her er dygtigere end i S. Pauls og pa trods af ’manglende’ afstraffelse var eleverne meget roligere og der var meget bedre arbejdsmoral.
Eleverne moder kl. 8 om morgenen og de aldste har forst fri halv 7. noj hvor var jeg trat da dagen var slut. Det er bare sent. Om eftermiddagen havde 7. og 8. klasse Games og jeg var med in the fields to play. Forst var der atletik og bagefter fodbold og netbold (noget nar basket). Jeg larte en flok at spille rundbold og stikbold og det var super skagt, og de gik meget hojt op i det. De larte mig ogsa jordens mest kedeligt spil (nastefter smorklat). To kaster en tennisbold til hinanden og en flok i midten forsoger ikke at blive ramt. Bliver man ramt ryger man ud. Og sa noget med nogle point jeg ikke fattede.
Den mest tydelige forskel er de ydre forhold. Det var tydeligt at, at bornene her kommer fra bedre stillede familier. Ingen lugtende unger, med hullet toj og snotnaser. Alle med velfriserede kroller og pudsede sko. Mange af dem havde ovenikobet smykker. Ogsa selve skolen var bedre. Stor og flot og ny. Med store lokaler (dog med aben ovre gavl ind til naboklassen, sa der var meget stoj) hvor lyset kan komme ind af vinduerne, store javne tavler og siddepladser til alle. Alle bornene har deres egne boger. Rigtige tekstboger, med billeder og opgaver. Ikke kun kladehafter. De har ogsa penalhuse med passer, pencil, rulers og det hele. Deres toiletter er bedre end hjemme hos Ben, og ogsa bedevarelserne til kosteleverne (hvis sovesal desvarre brandte ned i sidste uge). Og madresser til de mindste klasser at sove til middag pa. (i S Pauls sad de bare ved bordene og sov...gat hvor mange der kunne sove i den larm!?) Skolen har et kokken. Der er frokost til alle hver dag og porrege formiddag og eftermiddag.
Torsdag fulgte jeg 2. klasse hele dagen og det var virkelig spandende. De startede dagen med at gennemga hjemmearbejdet. (ja virkelig...). Det i sig selv er jo kampe anderledes end i S. Pauls, hvor larerne bare rettede kladehafterne og sa ellers bare ’bedre held naste gang’. Her havde eleverne en chance for at forsta deres fejl. Desuden var lektierne anderledes og mere varierede. Ikke bare satningermed manglende ord, men forskellige opgaver som fx. Understreg navneordet eller skrive om til datid. Og der var ingen valgmuligheder. Men de kopierede dog fra tavlen. Maske er det eneste de mangler pa Back to Glory opgave boger, sa de kunne spare noget tid. Og sa en anden kampe stor forskel. Eleverne i 2. klasse var sa gode til engelsk, at det narmest var flydende og i hvert fald ligesa gode som mig, sa jeg kunne fore rigtige samtaler med dem og joke. Jeg snakkede med dem om hvad de laver nar de kommer hjem fra skole. De fortalte om forskellige pligter som vask og opvask og om at se yndlingstegnefilm og livretter og om hvor mange rum deres hjem har. Og det er ikke kun med mig de snakkede engelsk. De snakkede ogsa indbyrdes og nar de havde Kiswahili, kom de nogle gange til at sla over i engelsk. Alle larerne taler ogsa engelsk indbyrdes, sa jeg tror bare det smitter af pa bornene.
Efter gennemgang af hjemmearbejdet havde vi engelsk. Bornene laste fra en tekstbog og dannede forskellige satninger af de nye ord og begreber fra teksten. Vi gjorde det bade falles og i par. (lag lige marke til hvor meget den type undervisning minder om undervisningen i den danske folkeskole). Bagefter talte vi om teksten og loste opgaver individuelt. Kiswahiliundervisningen foregik pa samme made. Efter porrege havde de fransk og de var ogsa her betydeligt bedre end eleverne pa S Pauls.
Alle larerne pa Back to Glory er bedre til at sorge for at eleverne fanger deres pointer. De gar ikke for hurtigt frem og sporger ind til eleverne og giver eksempler. Nar det er nodvendigt oversatter de, sa alle forstar. Sikke en forskel fra S. Pauls.
Om eftermiddagen gik vi ud i skolegarden for at lege og danse. Jeg ville lare dem BankeBankeBof, men lareren kom mig i forkobet med nojagtig samme leg under navnet Dog and Goose. Sa provede jeg med Delfik og Laks (en leg jeg har stor succes med til svomning), men det gik helt i kage fordi de var for mange.
Tilbage i klassen kopierede ungerne lektierne fra tavlen. Og sa var der domt hair salon. Noj, hvor de pillede. Jeg sad og snakkede med lareren og pludselig havde de pillet min fletning op og var igang med tusind forskellige frisurer pa en gang. Pigerne diskuterede langden og farven og blodheden og skalne og viskede til hinanden, at de ville onske de havde mit har. Det kan jeg nu ikke forsta, for det er helt vildt fedtet. Fletningen kan holde uden elastik.
Da 2. klasse var gaet hjem, gik jeg over og havde kemi med 7. Jeg larte lidt om destilation jeg ellers for langst havde glemt. Snakkede med lareren bagefter om at jeg synes undervisningen her er anderledes end i DK. Jeg havade lagt marke til, at lareren serverer alle factsne for eleverne, sa de ikke behover at tanke selv. Fx lavede de ikke selv forsogene (learning by doing), men hun lavede det og fortalte dem alt hvad der skete. Hun var enig med mig i at det var bedre pa den danske made, men havde et problem med at skaffe nok materialer til dem alle og med manglende laboratorium. Eleverne var meget interesserede i dansk skolegang og regering, sa klokken var mange inden jeg kom hjem.
Mandag og tirsdag var jeg sammen med Silas igen. Vi spiste pomfritter og kyllingekras og la ellers bare i parken og sludrede. Det er rart med lidt smalltalk, nar man bor sammen med en mand, der er meget alvorlig altid. Tirsdag forlod jeg parken og den skonne smalltalk tidligt for attage med Ben, Herbert og Thogo til Kiberia for at holde mode med Bens Women Group. Med til modet var Casey fra Australien, der skal arbejde med kvinderne i 2 uger. Fatter ikke helt hvad hendes arbejde handler om, men maske tager jeg med hende pa et tidspunkt for at finde ud af det. Modet var temmelig kedeligt (skulle ha blevet i parken med Silas), men det var godt at mode de kvinder Ben taler sa meget om.
Nu sidder jeg pa kontoret der har faet en hylde og et par plakater. Det pyntede. Vi sad i hundrede ar og ventede pa at komme ind, fordi manden med hovednoglen ikke var kommet. Fatter ikke hvorfor de ikke har hver deres nogle. Bygningen har sikkerhedsvagter og der er i sar en vagt, der har tjekket mig mange gange. Og hver eneste gang sporger hun mig hvad jeg har i min taske, og hver eneste gang svarer jeg at jeg har mit kamera og min blok og min skjorte. Men i dag var det anderledes. I dag sagde hun ’Habari, du har dit kamera, din blok og din skjorte, kom bare ind’. Haha.
Jeg skal ha skrevet en rapport om mit ophold pa S. Pauls, men jeg gider ikke rigtig. (ville hellere have besogt 1. og preunit, men det ma jeg sa gore en anden dag) Vil hellere vente til weekenden hvor jeg skal vare alene hjemme mens Ben ordner forskellige ting. Blandt andet skal han hente Anne fra frankrig i lufthavnen. Hun skal bo hos os, og jeg haber der er plads. Det er allerede meget trangt nu.
Eleverne moder kl. 8 om morgenen og de aldste har forst fri halv 7. noj hvor var jeg trat da dagen var slut. Det er bare sent. Om eftermiddagen havde 7. og 8. klasse Games og jeg var med in the fields to play. Forst var der atletik og bagefter fodbold og netbold (noget nar basket). Jeg larte en flok at spille rundbold og stikbold og det var super skagt, og de gik meget hojt op i det. De larte mig ogsa jordens mest kedeligt spil (nastefter smorklat). To kaster en tennisbold til hinanden og en flok i midten forsoger ikke at blive ramt. Bliver man ramt ryger man ud. Og sa noget med nogle point jeg ikke fattede.
Den mest tydelige forskel er de ydre forhold. Det var tydeligt at, at bornene her kommer fra bedre stillede familier. Ingen lugtende unger, med hullet toj og snotnaser. Alle med velfriserede kroller og pudsede sko. Mange af dem havde ovenikobet smykker. Ogsa selve skolen var bedre. Stor og flot og ny. Med store lokaler (dog med aben ovre gavl ind til naboklassen, sa der var meget stoj) hvor lyset kan komme ind af vinduerne, store javne tavler og siddepladser til alle. Alle bornene har deres egne boger. Rigtige tekstboger, med billeder og opgaver. Ikke kun kladehafter. De har ogsa penalhuse med passer, pencil, rulers og det hele. Deres toiletter er bedre end hjemme hos Ben, og ogsa bedevarelserne til kosteleverne (hvis sovesal desvarre brandte ned i sidste uge). Og madresser til de mindste klasser at sove til middag pa. (i S Pauls sad de bare ved bordene og sov...gat hvor mange der kunne sove i den larm!?) Skolen har et kokken. Der er frokost til alle hver dag og porrege formiddag og eftermiddag.
Torsdag fulgte jeg 2. klasse hele dagen og det var virkelig spandende. De startede dagen med at gennemga hjemmearbejdet. (ja virkelig...). Det i sig selv er jo kampe anderledes end i S. Pauls, hvor larerne bare rettede kladehafterne og sa ellers bare ’bedre held naste gang’. Her havde eleverne en chance for at forsta deres fejl. Desuden var lektierne anderledes og mere varierede. Ikke bare satningermed manglende ord, men forskellige opgaver som fx. Understreg navneordet eller skrive om til datid. Og der var ingen valgmuligheder. Men de kopierede dog fra tavlen. Maske er det eneste de mangler pa Back to Glory opgave boger, sa de kunne spare noget tid. Og sa en anden kampe stor forskel. Eleverne i 2. klasse var sa gode til engelsk, at det narmest var flydende og i hvert fald ligesa gode som mig, sa jeg kunne fore rigtige samtaler med dem og joke. Jeg snakkede med dem om hvad de laver nar de kommer hjem fra skole. De fortalte om forskellige pligter som vask og opvask og om at se yndlingstegnefilm og livretter og om hvor mange rum deres hjem har. Og det er ikke kun med mig de snakkede engelsk. De snakkede ogsa indbyrdes og nar de havde Kiswahili, kom de nogle gange til at sla over i engelsk. Alle larerne taler ogsa engelsk indbyrdes, sa jeg tror bare det smitter af pa bornene.
Efter gennemgang af hjemmearbejdet havde vi engelsk. Bornene laste fra en tekstbog og dannede forskellige satninger af de nye ord og begreber fra teksten. Vi gjorde det bade falles og i par. (lag lige marke til hvor meget den type undervisning minder om undervisningen i den danske folkeskole). Bagefter talte vi om teksten og loste opgaver individuelt. Kiswahiliundervisningen foregik pa samme made. Efter porrege havde de fransk og de var ogsa her betydeligt bedre end eleverne pa S Pauls.
Alle larerne pa Back to Glory er bedre til at sorge for at eleverne fanger deres pointer. De gar ikke for hurtigt frem og sporger ind til eleverne og giver eksempler. Nar det er nodvendigt oversatter de, sa alle forstar. Sikke en forskel fra S. Pauls.
Om eftermiddagen gik vi ud i skolegarden for at lege og danse. Jeg ville lare dem BankeBankeBof, men lareren kom mig i forkobet med nojagtig samme leg under navnet Dog and Goose. Sa provede jeg med Delfik og Laks (en leg jeg har stor succes med til svomning), men det gik helt i kage fordi de var for mange.
Tilbage i klassen kopierede ungerne lektierne fra tavlen. Og sa var der domt hair salon. Noj, hvor de pillede. Jeg sad og snakkede med lareren og pludselig havde de pillet min fletning op og var igang med tusind forskellige frisurer pa en gang. Pigerne diskuterede langden og farven og blodheden og skalne og viskede til hinanden, at de ville onske de havde mit har. Det kan jeg nu ikke forsta, for det er helt vildt fedtet. Fletningen kan holde uden elastik.
Da 2. klasse var gaet hjem, gik jeg over og havde kemi med 7. Jeg larte lidt om destilation jeg ellers for langst havde glemt. Snakkede med lareren bagefter om at jeg synes undervisningen her er anderledes end i DK. Jeg havade lagt marke til, at lareren serverer alle factsne for eleverne, sa de ikke behover at tanke selv. Fx lavede de ikke selv forsogene (learning by doing), men hun lavede det og fortalte dem alt hvad der skete. Hun var enig med mig i at det var bedre pa den danske made, men havde et problem med at skaffe nok materialer til dem alle og med manglende laboratorium. Eleverne var meget interesserede i dansk skolegang og regering, sa klokken var mange inden jeg kom hjem.
Mandag og tirsdag var jeg sammen med Silas igen. Vi spiste pomfritter og kyllingekras og la ellers bare i parken og sludrede. Det er rart med lidt smalltalk, nar man bor sammen med en mand, der er meget alvorlig altid. Tirsdag forlod jeg parken og den skonne smalltalk tidligt for attage med Ben, Herbert og Thogo til Kiberia for at holde mode med Bens Women Group. Med til modet var Casey fra Australien, der skal arbejde med kvinderne i 2 uger. Fatter ikke helt hvad hendes arbejde handler om, men maske tager jeg med hende pa et tidspunkt for at finde ud af det. Modet var temmelig kedeligt (skulle ha blevet i parken med Silas), men det var godt at mode de kvinder Ben taler sa meget om.
Nu sidder jeg pa kontoret der har faet en hylde og et par plakater. Det pyntede. Vi sad i hundrede ar og ventede pa at komme ind, fordi manden med hovednoglen ikke var kommet. Fatter ikke hvorfor de ikke har hver deres nogle. Bygningen har sikkerhedsvagter og der er i sar en vagt, der har tjekket mig mange gange. Og hver eneste gang sporger hun mig hvad jeg har i min taske, og hver eneste gang svarer jeg at jeg har mit kamera og min blok og min skjorte. Men i dag var det anderledes. I dag sagde hun ’Habari, du har dit kamera, din blok og din skjorte, kom bare ind’. Haha.
Jeg skal ha skrevet en rapport om mit ophold pa S. Pauls, men jeg gider ikke rigtig. (ville hellere have besogt 1. og preunit, men det ma jeg sa gore en anden dag) Vil hellere vente til weekenden hvor jeg skal vare alene hjemme mens Ben ordner forskellige ting. Blandt andet skal han hente Anne fra frankrig i lufthavnen. Hun skal bo hos os, og jeg haber der er plads. Det er allerede meget trangt nu.
mandag den 30. juni 2008
Gensyn, skoleafslutnig og flytteprojekt
YES YES. Endelig lykkedes det mig at mode Silas. Og hvor var det bare super duper godt at se ham. Havde virkelig savnet ham. Vi havde aftalt at modes pa Campus, men pludselig stod han bare pa gaden. Han lignede sig selv, bare med lysere hud og en manglende tand. Jeg fik tjekket mail, og vi overlod Benja til sig selv for at finde et sted Silas kunne spise morgenmad. (pomfritter med chilisovs og kyllingekras. Jeg smagte, men kunne ikke smage at det var kylling) Og sa gik vi bare rundt i Nairobi hele dagen og sludrede. Vi gik over i Uhuru park og sad lidt der og sa gik vi rundt igen. Vi gik tilbage pa morgenmadsstedet og spiste chicken necks. Jeg troede han jokede som altid, da han sagde jeg skulle spise knoglen, men han mente det, og jeg havde kyllingeknogle i tanderne resten af dagen. Vi havde en rigtig hyggelig dag og jeg tror ikke jeg har grinet sa meget siden jeg kom.
Det var sidste dag i skolen i fredags. Jeg havde taget nogle kopisider med til de mindste born som de farvelagde. Det var et helvede. Der var ikke nok til alle og farveblyanterne var vildt darlige og knakkede, sa jeg havde fast spidsejob. Puha, de unger larmer bare sa sindssygt forfardeligt meget. Og de slas og raber og maser og skubber. Jeg havde kameraet med og ville tage billeder, men de fleste blev SA darlige fordi de skubbede sa meget og satte fingrene pa linsen. Jeg fik aldrig afsluttet mit Vikinge emne, men jeg orkede det heller ikke, fordi de andre gange bare har varet rent kaos. Til gengald fik jeg gennemfort noget mat med dem, som jeg havde gaet og spekuleret pa. Jeg havde fornemmet at de ikke rigtig havde forstaelse for 10-talssystemet og ville derfor prove at lave noget med dem, som vi pa seminariet har snakket om er godt for forstaelsen af talsystemer. Det gik sadan set meget fint og ungerne hyggede sig og de fleste forstod hvad meningen med det var, men jeg kunne marke pa Teacher Stella at hun syntes at det var noget pjat, sa...ja, jeg forte det ikke rigtig videre. Om eftermiddagen kom Ben og Thogo og Stanely (som jeg troede hed Cliff og som er ham der matte blive inden dore i en uge pga urolighederne i
Kibera) og vi holdt afskedsparty med balloner og slik og saft og kaos.
Vi sang og dansede og jeg larte dem allesammen den der andssvage 'en lille and med vinger'. Det var skide skagt og ungerne var glade.
Bagefter opdagede jeg at Ben havde filmet mig...det var sa knap sa skagt, men vi grinede meget af det.
Det gor mig glad nar bornene er glade. Jeg tror ikke de har verdens nemmeste tilvarelse. De fleste har ikke rad til skoleuniform eller til skole fee (det er sa her Ben trader til...nok en gang) og deres toj er hullet og beskidt. De lugter heller ikke super godt og deres tander er brune. Der er ogsa enormt stort fravar. Pa min 2. sidste dag, kom en pige jeg aldrig har set for og et par dage inden kom en anden pige i to dage. De er nogle rigtige snotunger, der er forkolede alle sammen.
Ih, hvor kommer jeg altsa til at savne nogle af dem. Jeg naede ikke at lare alle at kende (de er ca. 50) men alle fra forste og anden klasse og et par stykker fra pre unit.
Hvis ikke det var fordi jeg ikke kan holde T. Stella ud mere og den kedelige undervisningsform (det er sa trivielt at det i fredags lykkedes mig at undervise i Kiswahili uden selv at forsta hvad jeg underviste om) var jeg blevet der langere tid for at vare sammen med ungerne. Jeg kunne ikke holde ud af blive der langere under de forhold. Vi har to sma rum af bolgeblik og uden lys. I det ene rum er 1. klasse og nusery class. Det er som en blanding mellem vuggestue og skole. Med savl og snot og gradende smaborn, der darligt har lart at tale endnu. Fatter ikke at man putter dem i skole sa tidligt. I det andet rum er 2. klasse og pre unit. Det er ikke til at undervise nogen af stederne, for de sma born render rundt og leger og larerne taler og snakker i telefon og ammer og griner. Jeg haber jeg kan komme til at besoge en anden skole for se skolesystemet fra en anden vinkel. Jeg var ikke klar over at det var en stakkels skole jeg skulle ned til, men jeg havde i forvejen habet at kunne besoge nogle forskellige typer skoler for at danne mig et bredere indtryk af forholdene her. Ben har en ven, der er security guard pa en dyr privatskole. Vi var ovre at snakke med ham sidste lordag, sa jeg haber jeg kan komme og besoge dem og overvare deres undervisning.
Kommer lige i tanker om noget om T stella jeg heller ikke kan holde ud. Hun hoster med tungen ud af munden. Og nar vi spiser frokost taler hun med mad i munden sa risene flyver til alle sider. Bagefter fejer hun bordet for sovs og ris (der er flojet ud af munden pa hende) sa det ryger over pa mig. Jeg har spist sammen med hende hver dag pa nar en dag hvor jeg gik med Teacher Patricia hjem for at se hvor hun boede. Hun bor meget darligt. Hendes hus er af iron sheets og ca 10 km2. Hun bor der sammen med sine fire born. Hun har kun undervist pa skolen siden marts. Hun kom til Ngando efter at vare flygtet fra urolighederne i Nakuru. Hun fortalte mig om hvordan hendes mand stak af under krigen og efterlod hende med bornene i det usikre omrade. Fra sit vindue kunne de se luoerne narme sig huset og satte ild til alting og drabe folk pa vejen. Sa hun bandt sin baby pa ryggen og tog sin 4-arige datter i handen og flygtede. De gik i en uge. Og de tradte pa lig. De kunne ikke tage matatu fordi de var bange for at blive drabt hvis de blev opdaget af luoerne, sa de matte ga hele vejen. Uden mad.
Den sidste uge er fransklareren kommet efter skole for at folge mig hjem. Han sagde han ville have mig til at lare ham at svomme og til gengald ville lare mig Kiswahili. Fint nok. Vi gik hele vejen og jeg larte en masse og fatter nu meget mere nar jeg lytter til folks samtaler.Det er meget rart. Na, men han fulgte mig helt til doren, hvilket abenbart er unormalt i Kenya, sa Ben gloede noget da jeg fortalte det og T. Stella og T. Patricia gloede og grinede. Han gik med ind og skrev ned hvad vi havde snakket om pa Kiswahili, sa jeg kunne ove mig. Fint nok, men sa begyndte han at fortalle mig hvor sod og dejlig jeg er hvor smukke mine ojne er. Jeg bliver sindssyg. Det var SA ubehageligt og det var bare ov, at han kom igen hver eftermiddag for at 'give me a push'. Han ville modes med mig privat en lordag og undervise mig, men jeg naede heldigvis ikke at lave en aftale med ham. Puha.
Nu har jeg lige opdaget at Ben har en masse Kiswahili materiale pa computeren. Bedre sent end aldrig.
Nakupenda kama nyama choma.
Lordag var vaskedag igen og Ben gav mig et vaskekursus fordi han ikke var tilfreds med de stromper jeg havde vasket. Nu ved jeg hvorfor alle kenyanere jeg har modt har hard hud i handfladerne. Fuck, det gjorde ondt og jeg er hudlos pa tommelfingrene. Men hvis jeg bliver ved kan jeg snart skore gronsager pa min pegefinger.
Jeg lavede danske pandekager til morgenmad. Vi har spist kenyanske pandekager, men de er tykke og lavet pa vand.
Sa fik jeg lavet nogle flere halskader og snakket lidt med Kamua. Det er godt nok lange siden. Han har ikke varet hjemme de sidste par uger.
Han vil flytte tilbage til Nakuru, sa jeg far nok ikke set sa meget mere til ham.
I dag har vi varet pa jagt efter et hus til Ben. Han vil gerne flytte fordi sikkerheden her ikke er sa god. (og sa ma jeg hellere lade vare med at fortalle mere for ikke at gore nogen nervose.) Forst gik det helt ad helvedes til og Ben var sur og muggen. Men sa modte vi securityvennen (det var vist ikke et tilfalde, men ingen havde bare fortalt mig om aftalen), der tog os med hen til en familie, der vil flytte. De inviterede os pa frokost, men det endte med at jeg var den eneste der spiste. Det syntes jeg var temmelig pinligt, men nu havde de jo ost op til mig, sa jeg matte hellere bare spise. (og her skal det tilfojes, at jeg er glad for at jeg har ovet mig i at spise med fingrene). Men det var super godt. Det var lige pracis sadan et hus vi havde ledt efter. Vi har varet en milion steder uden held. Det skulle vare et hus med bedre sikkerhed og med elektricitet hele dognet og med toilet og bad indenfor (de to sidste er dog ikke opfyldt i det hus vi nu fandt, men det er jeg egentlig kun glad for, for de indendors bad og wc vi indtil videre har set har varet sa darlige at jeg prefer udendors selv med gron lort hver morgen) og med et ekstra rum, sa der er plads til at have overnattende gaster (jeg sover pa gulvet hvor vi bor nu). Ben vil gerne have mulighed for at lade frivillige fra YVC bo hos sig som et slags hostel, sa han kan tjene lidt penge og sa de frivillige kan spare lidt ved ikke at skulle betale for hotel. Desuden skulle de vare tattere pa matatu-stoppestedet (igen af sikkerhedsmassige arsager) sa han kan arbejde til senere og ikke behover at ga en halv time til huset. Jeg haber det bliver til noget.
Sa flytter vi maske i lobet af denne uge.
Det var sidste dag i skolen i fredags. Jeg havde taget nogle kopisider med til de mindste born som de farvelagde. Det var et helvede. Der var ikke nok til alle og farveblyanterne var vildt darlige og knakkede, sa jeg havde fast spidsejob. Puha, de unger larmer bare sa sindssygt forfardeligt meget. Og de slas og raber og maser og skubber. Jeg havde kameraet med og ville tage billeder, men de fleste blev SA darlige fordi de skubbede sa meget og satte fingrene pa linsen. Jeg fik aldrig afsluttet mit Vikinge emne, men jeg orkede det heller ikke, fordi de andre gange bare har varet rent kaos. Til gengald fik jeg gennemfort noget mat med dem, som jeg havde gaet og spekuleret pa. Jeg havde fornemmet at de ikke rigtig havde forstaelse for 10-talssystemet og ville derfor prove at lave noget med dem, som vi pa seminariet har snakket om er godt for forstaelsen af talsystemer. Det gik sadan set meget fint og ungerne hyggede sig og de fleste forstod hvad meningen med det var, men jeg kunne marke pa Teacher Stella at hun syntes at det var noget pjat, sa...ja, jeg forte det ikke rigtig videre. Om eftermiddagen kom Ben og Thogo og Stanely (som jeg troede hed Cliff og som er ham der matte blive inden dore i en uge pga urolighederne i
Kibera) og vi holdt afskedsparty med balloner og slik og saft og kaos.
Vi sang og dansede og jeg larte dem allesammen den der andssvage 'en lille and med vinger'. Det var skide skagt og ungerne var glade.
Bagefter opdagede jeg at Ben havde filmet mig...det var sa knap sa skagt, men vi grinede meget af det.
Det gor mig glad nar bornene er glade. Jeg tror ikke de har verdens nemmeste tilvarelse. De fleste har ikke rad til skoleuniform eller til skole fee (det er sa her Ben trader til...nok en gang) og deres toj er hullet og beskidt. De lugter heller ikke super godt og deres tander er brune. Der er ogsa enormt stort fravar. Pa min 2. sidste dag, kom en pige jeg aldrig har set for og et par dage inden kom en anden pige i to dage. De er nogle rigtige snotunger, der er forkolede alle sammen.
Ih, hvor kommer jeg altsa til at savne nogle af dem. Jeg naede ikke at lare alle at kende (de er ca. 50) men alle fra forste og anden klasse og et par stykker fra pre unit.
Hvis ikke det var fordi jeg ikke kan holde T. Stella ud mere og den kedelige undervisningsform (det er sa trivielt at det i fredags lykkedes mig at undervise i Kiswahili uden selv at forsta hvad jeg underviste om) var jeg blevet der langere tid for at vare sammen med ungerne. Jeg kunne ikke holde ud af blive der langere under de forhold. Vi har to sma rum af bolgeblik og uden lys. I det ene rum er 1. klasse og nusery class. Det er som en blanding mellem vuggestue og skole. Med savl og snot og gradende smaborn, der darligt har lart at tale endnu. Fatter ikke at man putter dem i skole sa tidligt. I det andet rum er 2. klasse og pre unit. Det er ikke til at undervise nogen af stederne, for de sma born render rundt og leger og larerne taler og snakker i telefon og ammer og griner. Jeg haber jeg kan komme til at besoge en anden skole for se skolesystemet fra en anden vinkel. Jeg var ikke klar over at det var en stakkels skole jeg skulle ned til, men jeg havde i forvejen habet at kunne besoge nogle forskellige typer skoler for at danne mig et bredere indtryk af forholdene her. Ben har en ven, der er security guard pa en dyr privatskole. Vi var ovre at snakke med ham sidste lordag, sa jeg haber jeg kan komme og besoge dem og overvare deres undervisning.
Kommer lige i tanker om noget om T stella jeg heller ikke kan holde ud. Hun hoster med tungen ud af munden. Og nar vi spiser frokost taler hun med mad i munden sa risene flyver til alle sider. Bagefter fejer hun bordet for sovs og ris (der er flojet ud af munden pa hende) sa det ryger over pa mig. Jeg har spist sammen med hende hver dag pa nar en dag hvor jeg gik med Teacher Patricia hjem for at se hvor hun boede. Hun bor meget darligt. Hendes hus er af iron sheets og ca 10 km2. Hun bor der sammen med sine fire born. Hun har kun undervist pa skolen siden marts. Hun kom til Ngando efter at vare flygtet fra urolighederne i Nakuru. Hun fortalte mig om hvordan hendes mand stak af under krigen og efterlod hende med bornene i det usikre omrade. Fra sit vindue kunne de se luoerne narme sig huset og satte ild til alting og drabe folk pa vejen. Sa hun bandt sin baby pa ryggen og tog sin 4-arige datter i handen og flygtede. De gik i en uge. Og de tradte pa lig. De kunne ikke tage matatu fordi de var bange for at blive drabt hvis de blev opdaget af luoerne, sa de matte ga hele vejen. Uden mad.
Den sidste uge er fransklareren kommet efter skole for at folge mig hjem. Han sagde han ville have mig til at lare ham at svomme og til gengald ville lare mig Kiswahili. Fint nok. Vi gik hele vejen og jeg larte en masse og fatter nu meget mere nar jeg lytter til folks samtaler.Det er meget rart. Na, men han fulgte mig helt til doren, hvilket abenbart er unormalt i Kenya, sa Ben gloede noget da jeg fortalte det og T. Stella og T. Patricia gloede og grinede. Han gik med ind og skrev ned hvad vi havde snakket om pa Kiswahili, sa jeg kunne ove mig. Fint nok, men sa begyndte han at fortalle mig hvor sod og dejlig jeg er hvor smukke mine ojne er. Jeg bliver sindssyg. Det var SA ubehageligt og det var bare ov, at han kom igen hver eftermiddag for at 'give me a push'. Han ville modes med mig privat en lordag og undervise mig, men jeg naede heldigvis ikke at lave en aftale med ham. Puha.
Nu har jeg lige opdaget at Ben har en masse Kiswahili materiale pa computeren. Bedre sent end aldrig.
Nakupenda kama nyama choma.
Lordag var vaskedag igen og Ben gav mig et vaskekursus fordi han ikke var tilfreds med de stromper jeg havde vasket. Nu ved jeg hvorfor alle kenyanere jeg har modt har hard hud i handfladerne. Fuck, det gjorde ondt og jeg er hudlos pa tommelfingrene. Men hvis jeg bliver ved kan jeg snart skore gronsager pa min pegefinger.
Jeg lavede danske pandekager til morgenmad. Vi har spist kenyanske pandekager, men de er tykke og lavet pa vand.
Sa fik jeg lavet nogle flere halskader og snakket lidt med Kamua. Det er godt nok lange siden. Han har ikke varet hjemme de sidste par uger.
Han vil flytte tilbage til Nakuru, sa jeg far nok ikke set sa meget mere til ham.
I dag har vi varet pa jagt efter et hus til Ben. Han vil gerne flytte fordi sikkerheden her ikke er sa god. (og sa ma jeg hellere lade vare med at fortalle mere for ikke at gore nogen nervose.) Forst gik det helt ad helvedes til og Ben var sur og muggen. Men sa modte vi securityvennen (det var vist ikke et tilfalde, men ingen havde bare fortalt mig om aftalen), der tog os med hen til en familie, der vil flytte. De inviterede os pa frokost, men det endte med at jeg var den eneste der spiste. Det syntes jeg var temmelig pinligt, men nu havde de jo ost op til mig, sa jeg matte hellere bare spise. (og her skal det tilfojes, at jeg er glad for at jeg har ovet mig i at spise med fingrene). Men det var super godt. Det var lige pracis sadan et hus vi havde ledt efter. Vi har varet en milion steder uden held. Det skulle vare et hus med bedre sikkerhed og med elektricitet hele dognet og med toilet og bad indenfor (de to sidste er dog ikke opfyldt i det hus vi nu fandt, men det er jeg egentlig kun glad for, for de indendors bad og wc vi indtil videre har set har varet sa darlige at jeg prefer udendors selv med gron lort hver morgen) og med et ekstra rum, sa der er plads til at have overnattende gaster (jeg sover pa gulvet hvor vi bor nu). Ben vil gerne have mulighed for at lade frivillige fra YVC bo hos sig som et slags hostel, sa han kan tjene lidt penge og sa de frivillige kan spare lidt ved ikke at skulle betale for hotel. Desuden skulle de vare tattere pa matatu-stoppestedet (igen af sikkerhedsmassige arsager) sa han kan arbejde til senere og ikke behover at ga en halv time til huset. Jeg haber det bliver til noget.
Sa flytter vi maske i lobet af denne uge.
mandag den 23. juni 2008
22.06.08 Sweet Bananas, Paradise Lost og Kaffe
Havde lige indstillet mig pa at skulle kede mig hele dagen alene i fredags. Men sa kom Thogo pa uanmeldt besog. Han havde hvidt brod og sweet bananas med. (de har omkring 13 forskellige typer bananer. Ben har forklaret mig om 9 indtil videre, men det er ikke til at finde ud af. Troede det var sweet bananas vi havde i skabet, men det var det sa abentbart ikke...De griner af mig nar jeg ikke kan kende forskel pa dem. Dem vi har i skabet er fyldt med brune pletter, men er ikke modne). Det var rigtig hyggeligt at have besog af Thogo. Fik ikke sagt ordentligt farvel til ham efter campen sidst. Han tog hjem tidligere og fik slem malaria og sa sa jeg ham kun en enkelt gang meget kort. Jeg havde slet ikke regnet med at se ham denne gang, for jeg vidste ikke at han havde sa meget med Ben at gore. Men han er med i YVC og var blandt andet med pa bornehjemmet. Thogo blev et stykke tid og det endte med, at Ben overlod arbejdet til ham og blev hjemme. Sa vi slappede bare af hele dagen. Og han fortalte mig historier fra sin barndom. Det synes jeg er spandende at hore om. Han voksede op pa landet. Hans mor og far havde en kaffeplantage og han har brugt sa meget af sit liv pa at plukke kaffe, at han har svoret, at nar han flytter tilbage til det land han har efter sin far, sa vil han falde alle kaffeplanterne. Han hader kaffe. Han havde sin egen bananpalme, da han var barn. Dens bananer var morkerode. Anede ikke at der fandtes rode bananer. Nar han kunne slippe af sted med det pjakkede han fra skole for at tage med sin mor pa markedet for at salge bananer. Pengene skulle bruges til at lonne kaffeplukkerne. De var 12 born i familien, men han havde et sarligt forhold til sin far. Han har fortalt om hvordan han gik ud til ham i marken efter skole med frokost til ham og bagefter hjalp ham, mens de sludrede. Da faren dode gik familien i oplosning og de tolv born blev spredt for alle vinde og matte klare sig selv derfra.
Nogle gange kommer naboen ind til mig med lille Christian. Sa passer jeg ham indtil hun kommer tilbage. Han er 6 mdr og meget sod. Han har allerede pulsfornemmelse. Fatter det ikke. Han vrikker pa 1 og 3 og vifter med armene pa 8. delene. Men han lytter selvfolgelig ogsa til reggae hele dagen altid.
I dag er det Benjas fodselsdag, hurra hurra hurra.
Vi har fejret dagen med hjemmelavede mandazi og en tur til et sted der hedder Paradise Lost. Det ligger lidt nord for Nairobi og er bare et sted med noget natur. Af en eller anden grund er det bare varmt nar man kommer ud af byen. Jeg havde jo ikke lige tankt pa at det kunne vare sa varmt og fyldt med sol, nar det er overskyet og koldt her. Nu er jeg blevet solskoldet. Vi gik i gennem bushen. Jeg troede at bushen var sadan lidt orkenagtigt med stovede buske. Men det havde jeg sa misforstaet. Den her bush var sadan lidt jungleagtig, bare mindre. Vi sejlede i en robad pa en so pa jagt efter en kingfisher. Ben er helt vildt darlig til at padle. Det kan vist godt betale sig at sejle kajak hvis man vil vare god til at padle.
Kameler fra La Santa ga hjem! Jeg har set en rigtig kamel. Sadan en er edermanme stor. Hjalp!. Den gik bare der og grassede saden lidt hyggeligt for sig selv.
Paradise Lost var fin, men egentlig kunne jeg bedre lide gaturen dertil. Vi gik gennem en kaffeplantage og Ben viste mig hvordan man plukker kaffebonnerne og hvordan man kan se om de er modne.
Nogle gange kommer naboen ind til mig med lille Christian. Sa passer jeg ham indtil hun kommer tilbage. Han er 6 mdr og meget sod. Han har allerede pulsfornemmelse. Fatter det ikke. Han vrikker pa 1 og 3 og vifter med armene pa 8. delene. Men han lytter selvfolgelig ogsa til reggae hele dagen altid.
I dag er det Benjas fodselsdag, hurra hurra hurra.
Vi har fejret dagen med hjemmelavede mandazi og en tur til et sted der hedder Paradise Lost. Det ligger lidt nord for Nairobi og er bare et sted med noget natur. Af en eller anden grund er det bare varmt nar man kommer ud af byen. Jeg havde jo ikke lige tankt pa at det kunne vare sa varmt og fyldt med sol, nar det er overskyet og koldt her. Nu er jeg blevet solskoldet. Vi gik i gennem bushen. Jeg troede at bushen var sadan lidt orkenagtigt med stovede buske. Men det havde jeg sa misforstaet. Den her bush var sadan lidt jungleagtig, bare mindre. Vi sejlede i en robad pa en so pa jagt efter en kingfisher. Ben er helt vildt darlig til at padle. Det kan vist godt betale sig at sejle kajak hvis man vil vare god til at padle.
Kameler fra La Santa ga hjem! Jeg har set en rigtig kamel. Sadan en er edermanme stor. Hjalp!. Den gik bare der og grassede saden lidt hyggeligt for sig selv.
Paradise Lost var fin, men egentlig kunne jeg bedre lide gaturen dertil. Vi gik gennem en kaffeplantage og Ben viste mig hvordan man plukker kaffebonnerne og hvordan man kan se om de er modne.
19.06.08 malaria og undervisning
Ben har malaria. Han tog pa hospitalet igar og blev testet. Sa nu tager han en masse medicin (pillerne har de mest sindssyge farver) og nu har han det bedre. Men jeg ma indromme at jeg naede at blive nervos. Han var taget pa hopitalet, men blev afvist. Han bad mig om at komme tidligt hjem fra skole fordi han havde det sa darligt. Jeg fandt ham halvt bevidstlos, med feber. Hvordan kan hospitalet afvise ham, nar han er sa syg. Nu har han det heldigvis bedre.
Jeg tror jeg ma lave en liste over alle de ting jeg kommer til at odelagge her. Det er sa pinligt. En af de forste dage smed jeg opvaskevandet ud omme bagved og kom til at smide opvaskesvampen med. Og et par dage senere lavede jeg samme nummer med en ske. I morges kom jeg til at smadre hans termokande og rive doren af ud til badevarelset. Igar var jeg lige ved at flense hans sengeforhang. Og sa kom jeg til at knakke hans lommelygte forleden dag.
Na, jeg fik gennemfort mn undervisning om Dk i skolen i gar, men jeg synes ikke ligefrem det var en kampe succes. Forst viste jeg dem landkortet og flaget og fortalte om forskellige ting. Sa skrev jeg ti meget simple satninger, fx The people who live in Denmark are called_____(danes, cows), men det var skrammende sa darlige de var til det. Temmelig mange af dem svarede 'cows.' Men i det mindste fik jeg da brugt lidt af det jeg havde forberedt og bornene synes det var sjovt...og det er jo ogsa vigtigt.
Jeg tror jeg ma lave en liste over alle de ting jeg kommer til at odelagge her. Det er sa pinligt. En af de forste dage smed jeg opvaskevandet ud omme bagved og kom til at smide opvaskesvampen med. Og et par dage senere lavede jeg samme nummer med en ske. I morges kom jeg til at smadre hans termokande og rive doren af ud til badevarelset. Igar var jeg lige ved at flense hans sengeforhang. Og sa kom jeg til at knakke hans lommelygte forleden dag.
Na, jeg fik gennemfort mn undervisning om Dk i skolen i gar, men jeg synes ikke ligefrem det var en kampe succes. Forst viste jeg dem landkortet og flaget og fortalte om forskellige ting. Sa skrev jeg ti meget simple satninger, fx The people who live in Denmark are called_____(danes, cows), men det var skrammende sa darlige de var til det. Temmelig mange af dem svarede 'cows.' Men i det mindste fik jeg da brugt lidt af det jeg havde forberedt og bornene synes det var sjovt...og det er jo ogsa vigtigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)