Jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme! Jeg er i skole og jeg følger ikke med. Det er fordi det er et kedeligt oplæg og det er for svært, ikke fordi jeg i tankerne stadig befinder mig i Kenya. Nøj, tænk at det skulle ske, at jeg landede. Jeg skriver oven i købet æ'er, ø'er og å'er. Jeg er holdt op med at tale engelsk til alle og enhver, og jeg drømmer igen på dansk.
Det har taget sin tid, men jeg er langt om længe faldet til og jeg har fået bearbejdet nogle af alle de psykisk invaderende oplevelser jeg har været udsat for. Tingene er kommet lidt på afstand.
De første uge var hårdest og jeg rent ud sagt hadede Danmark. Sådan havde jeg det ikke sidste gang jeg var af sted, hvor jeg opdagede hvor dejlig et sted Danmark er og fik lyst til at invitere alle mine internationale venner hertil. Denne gang kom jeg hjem og følte at DK var et fremmed land og danskerne mine fjender. Jeg gik rundt som en zombie med nerverne uden på pelsen og kunne eksplodere i tårer hvert øjeblik.
Jeg havde ikke lyst til at lave noget som helst. Jeg ville bare tilbage. Jeg ville hjem.
Men jeg måtte jo videre, og Cristina og jeg gik igang med at planlægge en tur til Sverige. Vi tog toget til Hässleholm og begav os ud på en skøn vandretur gennem de smukke svenske skove og landskaber. Vi vandrede i 3 dage og overnattede undervejs på en tilfældig mark og på øde shelterpladser i skoven. Vi hyggede os gevaldigt og jeg fik tid til at tygge mine oplevelser igennem endnu engang. Og jeg satte mig til rette i hjemturstoget som en ny og genfødt dansker.
Skolestarten var hård. Jeg var bestemt ikke klar. Jeg var blevet i tvivl om det var det jeg ville. Hvad skal jeg rende rundt for i den danske folkeskole og knokle med danske unger, der vil skide på deres skolegang, når Kiberas udsatte børn virkelig mangler mig i deres billedskole? Og hvorfor skal jeg (som jeg burde netop nu) diskutere brugen af statistikundervisning i folkeskolen, når jeg kunne diskutere fordelingen af midlerne til h.h.v Kvindegruppe, børnehjem og sportsaktiviteter for gadebørn?
Men nu er jeg startet og det er godt. Jeg har genfundet interessen for de fleste fag igen og jeg glæder mig til jeg om kort tid skal starte planlægningen af mit næste praktikforløb, hvor jeg skal ud i musik og idræt. Desuden er jeg glad for min danske hverdag. Jeg sætter stor pris på at vågne op til mit 'familien kakkebøf-liv' med Cristina om morgenen og drikke te til morgenmaden og over aftenens lektie-'hygge' og samtale om dagens tanker og oplevelser.
Og hvad så nu? Jeg er glad igen og fyldt med gåpåmod. Jeg har masser af planer for den nærmeste fremtid og jeg glæder mig meget og glæder mig over at jeg har muligheden for at gøre de ting jeg har lyst til. Nu har jeg snart fødselsdag og jeg glæder mig til at lave kenyansk mad til jer, der kommer. Jeg har næsten dagligt kontakt med Silas, der er flyttet hjem til Embu og kan berette at livet i Kenya går videre på godt og ondt. Jeg føler mig priviligeret. Livet i kenya er ikke en dans på lutter lagkage.
onsdag den 10. september 2008
fredag den 8. august 2008
Et mode med DK
Sa er jeg vel tilbage i Danmark. Flyveturen gik let og nasten smertefrit. Turen fra Nairobi til London gik virkelig hurtigt og jeg aner ikke hvad jeg fik tiden til at ga med. Maske var jeg bare for fyldt med tanker til at marke hvord lang tid det egentlig tog. Jeg sad ved siden af en bristisk pige, der var pa vej pa BESOG hos sin familie i UK. Hun var larer i Nakuru og havde boet der i tre ar sammen med sin forlovede, der driver en blomsterfarm. Kunne altsa ikke lade vare med at vare misundelig.
Og sa naede jeg til London, hvor jeg fik at vide at min flyver allerede havde forladt gaten. Skal jeg absolut altid have problemer nar jeg skal ud at flyve? Og han virkede bare sa rolig ham der fortalte mig det. Pa gransen til ligeglad. Men bare rolig, der var alligevel styr pa det og jeg kom frem til at det vist hele tiden havde varet meningen at jeg skulle pa flyet senere. Turen fra London til Copenhagen var tilgengald nok den varste flyvetur jeg nogensinde har oplevet. Folte at den varede for evigt og samtidig gik det alt for hurtigt. Jeg onskede virkelig at piloten ville anoncere at de havde besluttet at flyve til Nairobi i stedet for til Copenhagen. Men det gjorde han ikke, og tarene strommede ned over mine kinder.
Og det var ikke sjovt at komme hjem. og det er ikke sjovt at vare hjemme. Har hermed faet bekraftet at 'Ude godt, hjemme bedst' ikke holder en meter. Det skal nok komme med tiden, men lige nu foler jeg at Dk ikke har noget at tilbyde mig. Hvad skal jeg med svommeundervisning og studie nar jeg kunne vare blevet hos mine venner.
Fredag og Lordag var jeg med Thogo i Kibera. Jeg havde hjulpet ham lidt (meget lidt) med at starte et projekt op som vi sa startede lige inden jeg tog af sted. Andayes bror er med i et projekt i Kibera, der gar ud pa at holde born og unge beskaftiget med forskellige aktiviteter for at holde dem vak fra gaden og kriminalitet. Der har varet sa mange ulykker og tragiske historier om born, der bliver slaet ihjel eller dor fordi de spiser forgiftet mad de finder omkring i skraldebunkerne. Derfor vil gruppen gore alt for at holde dem vak fra gaderne og fra skraldebunkerne. Maneden inden jeg kom var tre unge blevet slaet ihjel og en enkelt dod af rottegift. Gruppen arrangere alverdensforskellige aktiviteter, der foregar hver eftermiddag, sa bornene kan komme efter skole. Alt fra fodbold til teater og dans. De deltager i de aktiviteter de har interesse og talent for. Om aftenen kan alle 72 born komme og fa aftensmad. Der er ikke sarlig meget mad, men forhabentlig nok til at holde dem vak fra skraldebunkerne. De har kun reserser til 72 born. Gad vide hvad der bliver af resten. De kan sa passe sig selv.
Og hvor kommer Thogos projekt sa ind i billedet? Jo, Thogo er kunstner og hans projekt skal handle om Art & Environment som han vil undervise Kiberabornene i hver fredag og lordag. Og sa gik det los lige inden jeg tog af sted. Vi modte bornene i en skole og udleverede papir og blyanter. Forste dag stod bare pa tegning, sa Thogo kunne danne sig et overblik over hvordan og hvorledes. Dagen efter havde vi farver med dem ogsa og bornene var helt vilde. Og nogle af dem var rigtig dygtige. Med tiden vil Thogo undervise dem i teknikker og farvelare og sa videre og gennem kunsten skal de lare om environment og om andre aktuelle problematiker (fx fattigdom, sygdom og dod) de star over for i deres liv i slummen.
Ellers brugte jeg de sidste dag pa at gore mig klar til at tage af sted. Men det blev jeg aldrig.
Tog pa markedet i al hast, naede ikke bananmarkedet, som jeg ellers havde gladet mig til. Naede heller ikke at modes med Rose, som jeg ville have kobt nogle smykker af. og naede i det hele taget slet ikke noget. Tilbragte de sidste par dage hos Silas, Kiki og Julius og det var hyggeligt men meget trist. vi lavede mad og fjollede og grad.
Det var hardt at sige farvel til Benjamin. Jeg hentede mine ting hos ham om lordagen efter Artproject. Havde kobt mandazier med hjem og vi drak chai og spiste sweet bananas og jeg kunne bestemt ikke tage mig sammen til at tage af sted. Vi sang en dansk sang og grinede af Bens forfardelige udtale. Jeg skrev sangen ned i en af hans utallige sma boger sa han kan huske den og synge den med bornene.
Jeg tog mig sammen og vi gik til bussen og tarene strommede og bussen kom alt for hurtigt. Et hurtigt kram og farvel
Det var ligesa hardt at sige farvel til Silas. Vi sov pa hotel i byen den sidste nat for at vare tattere pa lufthavnen, og jeg fik mit forste varme brusebad i 2 maneder. Mit har blev meget rent og blodt. Jeg sov rigtig darligt.
Vi ventede pa bussen, men den kom ikke. Sa fandt vi en biks og spise pomfritter. De var ikke sarligt gode, blev vi engige om. Bussen kom stadig ikke, sa det endte med at vi tog en dyr taxi. og sa havde vi kun et splitsekund til at sige farvel hvis ikke Silas skulle efterlades af taxaen, der korte med det samme.
Et hurtigt kram og farvel.
Og nu er jeg tilbage i Dk, der er lige sa gra og kold og regnfuld som Kenya. Tilgengald er her fyldt med blege, hvide mennesker med pant, dyrt toj og shoppinggenet klistret fast i panden. Og en afrikansk mand med sin lille, juicedrikkende, krolharede son hjalper ikke ligefrem pa min 'hjemve'.
Men det skal nok komme. Og jeg er meget glad for at vare hjemme hos jer allesammen igen...Skal bare lige falde lidt til og komme mig over en fantastisk oplevelse.
Og sa naede jeg til London, hvor jeg fik at vide at min flyver allerede havde forladt gaten. Skal jeg absolut altid have problemer nar jeg skal ud at flyve? Og han virkede bare sa rolig ham der fortalte mig det. Pa gransen til ligeglad. Men bare rolig, der var alligevel styr pa det og jeg kom frem til at det vist hele tiden havde varet meningen at jeg skulle pa flyet senere. Turen fra London til Copenhagen var tilgengald nok den varste flyvetur jeg nogensinde har oplevet. Folte at den varede for evigt og samtidig gik det alt for hurtigt. Jeg onskede virkelig at piloten ville anoncere at de havde besluttet at flyve til Nairobi i stedet for til Copenhagen. Men det gjorde han ikke, og tarene strommede ned over mine kinder.
Og det var ikke sjovt at komme hjem. og det er ikke sjovt at vare hjemme. Har hermed faet bekraftet at 'Ude godt, hjemme bedst' ikke holder en meter. Det skal nok komme med tiden, men lige nu foler jeg at Dk ikke har noget at tilbyde mig. Hvad skal jeg med svommeundervisning og studie nar jeg kunne vare blevet hos mine venner.
Fredag og Lordag var jeg med Thogo i Kibera. Jeg havde hjulpet ham lidt (meget lidt) med at starte et projekt op som vi sa startede lige inden jeg tog af sted. Andayes bror er med i et projekt i Kibera, der gar ud pa at holde born og unge beskaftiget med forskellige aktiviteter for at holde dem vak fra gaden og kriminalitet. Der har varet sa mange ulykker og tragiske historier om born, der bliver slaet ihjel eller dor fordi de spiser forgiftet mad de finder omkring i skraldebunkerne. Derfor vil gruppen gore alt for at holde dem vak fra gaderne og fra skraldebunkerne. Maneden inden jeg kom var tre unge blevet slaet ihjel og en enkelt dod af rottegift. Gruppen arrangere alverdensforskellige aktiviteter, der foregar hver eftermiddag, sa bornene kan komme efter skole. Alt fra fodbold til teater og dans. De deltager i de aktiviteter de har interesse og talent for. Om aftenen kan alle 72 born komme og fa aftensmad. Der er ikke sarlig meget mad, men forhabentlig nok til at holde dem vak fra skraldebunkerne. De har kun reserser til 72 born. Gad vide hvad der bliver af resten. De kan sa passe sig selv.
Og hvor kommer Thogos projekt sa ind i billedet? Jo, Thogo er kunstner og hans projekt skal handle om Art & Environment som han vil undervise Kiberabornene i hver fredag og lordag. Og sa gik det los lige inden jeg tog af sted. Vi modte bornene i en skole og udleverede papir og blyanter. Forste dag stod bare pa tegning, sa Thogo kunne danne sig et overblik over hvordan og hvorledes. Dagen efter havde vi farver med dem ogsa og bornene var helt vilde. Og nogle af dem var rigtig dygtige. Med tiden vil Thogo undervise dem i teknikker og farvelare og sa videre og gennem kunsten skal de lare om environment og om andre aktuelle problematiker (fx fattigdom, sygdom og dod) de star over for i deres liv i slummen.
Ellers brugte jeg de sidste dag pa at gore mig klar til at tage af sted. Men det blev jeg aldrig.
Tog pa markedet i al hast, naede ikke bananmarkedet, som jeg ellers havde gladet mig til. Naede heller ikke at modes med Rose, som jeg ville have kobt nogle smykker af. og naede i det hele taget slet ikke noget. Tilbragte de sidste par dage hos Silas, Kiki og Julius og det var hyggeligt men meget trist. vi lavede mad og fjollede og grad.
Det var hardt at sige farvel til Benjamin. Jeg hentede mine ting hos ham om lordagen efter Artproject. Havde kobt mandazier med hjem og vi drak chai og spiste sweet bananas og jeg kunne bestemt ikke tage mig sammen til at tage af sted. Vi sang en dansk sang og grinede af Bens forfardelige udtale. Jeg skrev sangen ned i en af hans utallige sma boger sa han kan huske den og synge den med bornene.
Jeg tog mig sammen og vi gik til bussen og tarene strommede og bussen kom alt for hurtigt. Et hurtigt kram og farvel
Det var ligesa hardt at sige farvel til Silas. Vi sov pa hotel i byen den sidste nat for at vare tattere pa lufthavnen, og jeg fik mit forste varme brusebad i 2 maneder. Mit har blev meget rent og blodt. Jeg sov rigtig darligt.
Vi ventede pa bussen, men den kom ikke. Sa fandt vi en biks og spise pomfritter. De var ikke sarligt gode, blev vi engige om. Bussen kom stadig ikke, sa det endte med at vi tog en dyr taxi. og sa havde vi kun et splitsekund til at sige farvel hvis ikke Silas skulle efterlades af taxaen, der korte med det samme.
Et hurtigt kram og farvel.
Og nu er jeg tilbage i Dk, der er lige sa gra og kold og regnfuld som Kenya. Tilgengald er her fyldt med blege, hvide mennesker med pant, dyrt toj og shoppinggenet klistret fast i panden. Og en afrikansk mand med sin lille, juicedrikkende, krolharede son hjalper ikke ligefrem pa min 'hjemve'.
Men det skal nok komme. Og jeg er meget glad for at vare hjemme hos jer allesammen igen...Skal bare lige falde lidt til og komme mig over en fantastisk oplevelse.
torsdag den 31. juli 2008
Arrested in paradise
Sa lykkedes det mig alligevel at komme ud at rejse.
Embu:
Det lykkedes Benjamin at skaffe penge til at rejse til Embu, sa vi drog af sted sidste mandag. Ih hvor havde vi bare en god tur og hvor var det bare fedt at se hvor han er vokset op og se hans land, hvor bornehjemmet skal bygges. Farmen er I midten af en bananjungle og der fror sa meget frugt og andet spiseligt, at jeg…min mave var ikke helt sig selv. Ben har sit eget lille hus pa morens land og nar man kigger ud af vinduet kan man ikke se andet end bananer. Et stykke fra huset er hans stykke land og det er fyldt med kaffe. Sa var der omrader med majs, sugarcane, avocado, flere bananer, miraa (khat), gras til koerne, endnu flere bananer (jeg er nasten blevet ekspert I banansorter og I at skaldne planterne fra hinanden.) og passionfrugt og mango og …alt.Vi holdt et mode med hans mor og den aldste hjemmeboende bror (det er altid den aldste hjemmeboende, der er overhovedet.) om projektet og de var meget begejstrede.
Vi tog af sted fra Nairobi og jeg havde glemt at tage rene bukser pa. Det var lidt pinligt, men det var der jo ikke noget at gore ved. Desuden var det ligemeget, for Ben skramte livet af mig, da han sagde at vi skulle gore holdt et sted pa vejen for at kobe et skort til mig, fordi jeg som pige ikke kunne besoge hans gamle mor med bukser pa. Jeg naede at protestere hojlydt I bussen og klage min nod og trygle om at det I det mindste sa skulle vare af den slags som kvinderne bare slynger rundt om sig, inden det gik op for mig at han jokede.
Pa vejen korte vi forbi en ananasplantage, hvilket virkelig er noget af et sarsyn. Efter ananasserne var det rismarkernes tur og vi kobte ris af en pige, der stak dem ind ad vinduet I matatuen. Alle passagerene I matatuen var embu og snakken gik pa livet los pa Kiembu, der virkelig lyder sjovt og mere hullabullaagtigt end Kiswahilli fordi det er rent Bantu og ikke blandet med arabisk eller andet gojl. Vi hyggede os pa vejen, med reggae I orerne Ben som sightseeing guide.
I Embu ventede vi endnu en evighed pa at matatuen skulle genfyldes og sa fortsatte vi videre ud pa landet. Vi endte I en lille bitte by hvor vi modtes med Benjas Bror og gik I supermarkedet for at kobe 4 x brod, ris, stegefedt, og sukker til de forskellige hjemmeboende familimedlemmer. Her er det en tradition at man tager madvarer med som gave nar man kommer hjem pa besog. Sidste del af rejsen var endnu en tur med matatu langere ud pa landet og sa en lang vandretur endnu langere ud pa landet og det var blevet meget morkt.
Vi blevet taget I mod og budt velkommen af et hav af brodre og sostre og nevoer og niecer og jeg ved ikke hvad. Jeg fandt aldrig ud af hvem der var hvad, men Ben har utallige nevoer der er aldre end han selv fordi hans aldste soskende er gamle. Han er selv nr. 10 I rakken. Hans lillebror Nyaga (ja, han hedder sorme ogsa struds ligesom Silas, som ogsa er Embu) og en af nevoerne, Kimanthe, er pa min alder og vi hyggede os med kortspil, kyllingeslagtning og gature.
Vi spiste et kampe maltid mad inden vi gik I seng.
Jeg vagnede naste morgen med en meget stor trang til at komme pa toilettet, men jeg kunne ikke finde noget papir, sa jeg matte klemme balderne sammen
Vi spiste morgenmad bestaende af chai og hvidt brod med avocado. Vi spiste et par bananer og majs inden vi gik en tur for at mode lillesosteren pa markedet. Her fik vi bananer og majs og flere bananer og appelsiner inden vi sammen med sosteren gik hjem til hendes hus for at drikke chai og spiste hvidt brod med avocado og bananer.
Vi forlod sosteren for at ga til en anden soster. Her fik vi flere bananer og chai og en mystisk gron meget tung ret. Den bestod af kartofler, kasava, bananer, majs og bonner. Kan nogen gatte om min mave var ved at vare dobbel fuld? Bagefter fik vi bananer. Sweet bananas. Rigtig rigtig mange. Ben forklarede sosteren at vi ikke kunne blive for lange, for vi havde lovet moren at vare hjemme for at spise frokost. Sa vi gik og var hjemme ud pa eftermiddagen. Jeg troede jeg slap for frokost fordi vi I en tur I plantagen. Men nej, vi skulle bare ud I majsmarken for at plukke majs og sukkerror, som vi gik hjem og spiste, mens vi ventede pa at frokosten blev varmet. Frokosten var den mest gra ret jeg I mit liv har set. Den bested af kartofler, kasava og bananer og noget kod. Det smagte ok…man skulle bare ikke kigge pa farven eller konsistensen. Vi rejste os for at ga ind og hvile os og sla mave. Det lykkedes Ben, men Nyaga stoppede mig pa vejen. Han sendte mig over til sosterens hus hvor jeg fik nogle flere majskolber. Puha. Jeg satte mig pa en stol og spiste dem og drak chai mens jeg snakkede med Kimanthe og hjalp ham med at slagte en kylling. Puh, hvor lugter slagtet kylling dog akelt. For s***n. Han skar tarmen, maven og den der dut der lugter ud og resten kom I gryden. Ingenting skal ga til spilde. Jeg kunne ikke overskue at skulle spise mere. Men det blev jeg nodt til, for Kimanthes mor bod pa chai (har jeg sagt at hovedbestandelen I Chai er fed malk, sa det matter forholdvis meget.) og mango, inden vi gik over I morens hus og spiste kyllingen med kartofler og ris. Jeg havde virkelig svart ved at spise kyllingekodet. Jeg ved ikke lige hvad det er, men jeg bryder mig altsa ikke om frisk kylling, der er kogt. Det fandt jeg ogsa ud af I 2006. Endelig slap jeg for at spise mere, for nu var det sengetid.
Jeg vagnede klokken 5 naste morgen og matte lobe pa toilettet. Og jeg havde stadig ikke fundet noget toiletpapir. Hvad gor man sa? Man plukker et bananpalmeblad pa vejen. Det kan bestemt ikke anbefales, for det flakker.
Jeg drak chai og spiste hvidt brod med avocado med Benja og Nyaga inden jeg blev inviteret ind til Kimanthe I hans kokken for at spise majs og drikke chai. Vi lavede pommes fritter, og jeg spiste dem allesammen, for han ville ikke selv have nogen. De var gode. Og sa pakkede vi. En kampe sak med bananer af forskellige sorter, majs, miraa, og hvad mere…? Og sa sad jeg lidt I kokkenet hos moren og spiste majs inden vi skulle af sted. Men ikke nok med majs. Jeg fik ogsa en kampe portion ris. Det var ikke sa slemt, indtil hun haldte suppe kogt pa resterne fra garsdagens kylling over. Og I den supper var ikke mindre end kyllingens fod. Anede simpelhen ikke hvad jeg skulle gore. Silas har fortalt mig at foden virkelig er mums I Embu, sa jeg folte mig meget uhoflig da jeg spiste uden om den. Jeg ville gerne…men den lugtede og den lignede en skallet drage og…jeg kunne simpelthen ikke fa mig selv til det.
Lamu:
Lamu er paradis. Intet mindre. Der er ikke meget at sige om turen dertil ud over at den var meget meget lang og meget meget kedelig og meget meget trattende. 8 timer til malindi fra Nairobi og sa 7 timer mere derfra til Lamu. Pa vejen sa vi en flok bavianer krydse vejen og den storste flok koer jeg nogensinde har set. Hold da op. Andaye fortalte at der er normalt for cuchierne (eller hvordan det staves) at have mange mange koer. Og sa sa vi nogle traditionelle hytter. De har ingen vagge, men bare stratag…hvis ikke man ved bedre skulle man tro at det bare var en hostak af den type der er pa gamle grimme danske malerier.
Vi tog en bad ud til Lamu og fandt et hotel som lige passede til hvad vi havde lyst til. Der var kokken, sa vi lavede selv mad og jeg er nu ekspert I at lave ugali.
Der er noget magisk over Lamu by. Der er ingen biler. Kun asler. Der er et gammel Swahili ordsprog, der siger, at en mand uden et asel er et asel. Gaderne er sa smalle at der heller ikke er plads til andet end et asel. Alle bygningerne er holdt I en gammeldags arabisk/Swahili stil med flade tage (vi spiste morgenmad pa taget mens vi kiggede ud over havet) og kalkede vagge. Swahilierne er muslimer og hele byen og alle folkene straler af Swahilikultur. Der er virkelig en fed atmosfare. Mandende barer lange kjortler og muslim-hatte og kvinderne er enten I burkaer eller smukke farvestralende torklader der hanger henslangt over haret sadan pa en lidt tilfaldig made. pigernes skoleuniformer er tilpasset religionen, hvilket ser ret sjovt ud. Bukser under kjolerne og matchende burkaer eller torklader. Moskerne ringer ind (hvad er det nu det hedder) 5 gange om dagen og Taarab-musikken (traditional Swahili musik) flyder ud I gaderne som arabisk magi. Man kan ogsa se pa Swahilierne at kulturen er dannet som et resultat af arabernes ‘indtrangen’. Nogle af dem har slet ikke kroller og de fleste er meget lyse I huden…nogle helt hvide eller ‘araberfarvede’. Mange af dem er meget smukke.
Langs stranden ligger de arabisk dhow for anker. Sondag tog vi pa heldagstur sammen med et japans par (gud…eller skulle jeg sige allah…hvor er japanere darlige til engelsk…maske er det fordi de skal lare 3 forskellige skriftsystemer I skolen og derfor ikke har tid til engelsk) en rasta-fyr med kampelange dreads, en dreng og en kaptajn med den traditionelle mande-nederdel. Det var en virkelig fed tur. Saden en dhow kunne jeg altsa godt tanke mig. Vi sejlede I mangrooveskoven og vi stak fodderne I vandet og folte vinden blase I hardet. Om eftermiddagen satte vi anker og smed fiskesnorrene I vandet. Vi (dvs kaptajnen og drengen) fangede to fisk som vi stegte over bal pa stranden spiste til frokost og den japanske pige fangede en vaskeagte ballonfisk. Tank…den kan virkelig puste sig op sadan en. Det var skagt at se.
En anden skon ting ved Lamu er stranden. Noj, hvor er det smukt. Har aldrig for set sa smuk en strand. Og den blev bare ved og ved og ved. Vi naede aldrig at komme langere end til starten af den og den blev ved sa langt jeg kunne se og langere. Og er der ellers udsigt over det indiske ocean. Det sa sa stort ud. Folte nasten at jeg kunne se helt til Indien. Og det var varmt og salt. Kunne blive I for evigt og bare ligge og flyde og marke bolgerne bare mig mens jeg kiggede op I den bla himmel. En rigtig godt strand. Et lille kort stykke med lavt vand, sa man kunne sidde og bare sidde og nyde der eller lege I bolgerne og sa ellers dybt, sa man kunne svomme sig en rigtig tur. Jeg svommede en tur ud til en o, og var bange for hajerne pa vejen. Haha. Fra oen kunne jeg springe pa hovedet I fordi det blev dybt sa hurtigt. Vi solede os pa stranden og jeg underviste Andaye I dansk. Det har vi haft meget sjov med. Vi hyggede os rigtig meget. Omkring 100 meter inde I landet rejste sandmankerne sig som en orken af hvidt sand. Sa blodt som pa postkort og meget smukt. Jeg vadede op pa en hoj banke og nod den smukke udsigt ud over landskabet. Kamelerne kom vandrende langs vandkanten.
Aftenerne tilbragte vi pa taget med stearinlys, miraa og kokosnod-vin. Det smager rigtig darligt, men det var hyggeligt og meget eksotisk.
Og sa er jeg blevet solskoldet. Jeg havde virkelig ikke troet at det nogensinde skulle ske igen. Troede jeg var for fornuftig til det. Men for soren, den Lamuske sol er skarp.
Og jeg er ikke bare blevet lidt solskoldet. Jeg er sa rod at de indfodte kaldte mig lobster. Og det gor SA ondt. Jeg la vagen det meste af natten og busturen hjem var et helvede pga af ryglanet kombineret med hullede vejen. Og som en ekstra gode valgte chauforen at kore off road pa noget af strakningen.
Pa hjemturen stoppede vi I Mombasa (kenyas anden storste by.) I stedet for malindi. Vi forlod med vemod lamu tidligt om morgen og var I Mombassa klokken 14. og her begyndt mararidtet som en voldsom contrast til Lamus himmelske tilvarelse. Vi steg ud af bussen og Andaye stilte mig og poser og tasker pa en trappe mens han ville kobe noget I en lille gadebutik. Det naste jeg sa, var at to politimand slabte af sted med ham. Og der stod jeg med alle vores ting. Jeg fik en fremmed mand til at hjalpe mig med at bare og vi skyndte os efter en kampende Andaye. Politiet I Kenya er meget….for at sige det lige ud: nogle svin. Silas har for fortalt om hvordan han blev anholdt for at skyde genvej og matte betale 6000 Ksh for at ungga at ryge I fangsel. Nu var det sa Andayes skyld. Politimandende kunne ikke lide hans bukser. Hvor blev jeg sur. Vi blev stoppet ind I en tuktuk (ikke engang en politibil). Chauforen kunne ikke gore andet end at kore hvor hen politiet ville. Han skulle jo nodig end I samme situation som os. Benjamin har forklaret mig om rettighederne I forbindelse med uretfardige anholdelser og jeg gjorde mit for at true politiet, men lige lidt hjalp det. Det endte med at de tvang ham til at skifte bukser og han matte betale. Resten af dagen var han rystet og vi var meget meget tratte. Det var en rigtig darlig oplevelse og helt sikkert varre end da mig og silas blev antastet af de ubehagelige gutter.
Vi korte med tuktukmanden tilbage til kiosken og de locale undskyldte over for mig. Det kunne de jo ligesom ikke gore for. Politiet er hadet af alle civile kenyanere. Selv Silas hader sin politibror. Politiet skyder uden grund og de skyder for at drabe. Og sa laver de tonsvis af illegale anholdelser for at skaffe penge til fx deres frokost. Stanely har fortalt mig om hvordan de nogle gange kommer og plyndre deres boder I kibera. Der er ikke noget at gore andet end at give dem varerne og starte pa en frisk bagefter. Politimand bor altid I beskyttede boliger og de fardes aldrig I civilt blandt almindelig kenyaner. Gor de det, bliver de drabt. For mig betyder politiet sikkerhed…her betyder politiet fare og usikkerhed.
Vi besogte makuna woodcraft market. Et stort omrader hvor alle de beromte travarer bliver fremstillet. Det var spandende at ga rundt og se hvordan diverse giraffer, masker og maasaifigure blev til. Bagefter osede vi lidt rundt I den tilhorende butik hvor de solgte ud af de fardige ting, inden vi tog hjem til Andayes fatter og drak chai og spiste hvidt brod efterfulgt af dejlig ugali med sukuma til aftensmad.. Sa gik turen hjem til Nairobi.
Embu:
Det lykkedes Benjamin at skaffe penge til at rejse til Embu, sa vi drog af sted sidste mandag. Ih hvor havde vi bare en god tur og hvor var det bare fedt at se hvor han er vokset op og se hans land, hvor bornehjemmet skal bygges. Farmen er I midten af en bananjungle og der fror sa meget frugt og andet spiseligt, at jeg…min mave var ikke helt sig selv. Ben har sit eget lille hus pa morens land og nar man kigger ud af vinduet kan man ikke se andet end bananer. Et stykke fra huset er hans stykke land og det er fyldt med kaffe. Sa var der omrader med majs, sugarcane, avocado, flere bananer, miraa (khat), gras til koerne, endnu flere bananer (jeg er nasten blevet ekspert I banansorter og I at skaldne planterne fra hinanden.) og passionfrugt og mango og …alt.Vi holdt et mode med hans mor og den aldste hjemmeboende bror (det er altid den aldste hjemmeboende, der er overhovedet.) om projektet og de var meget begejstrede.
Vi tog af sted fra Nairobi og jeg havde glemt at tage rene bukser pa. Det var lidt pinligt, men det var der jo ikke noget at gore ved. Desuden var det ligemeget, for Ben skramte livet af mig, da han sagde at vi skulle gore holdt et sted pa vejen for at kobe et skort til mig, fordi jeg som pige ikke kunne besoge hans gamle mor med bukser pa. Jeg naede at protestere hojlydt I bussen og klage min nod og trygle om at det I det mindste sa skulle vare af den slags som kvinderne bare slynger rundt om sig, inden det gik op for mig at han jokede.
Pa vejen korte vi forbi en ananasplantage, hvilket virkelig er noget af et sarsyn. Efter ananasserne var det rismarkernes tur og vi kobte ris af en pige, der stak dem ind ad vinduet I matatuen. Alle passagerene I matatuen var embu og snakken gik pa livet los pa Kiembu, der virkelig lyder sjovt og mere hullabullaagtigt end Kiswahilli fordi det er rent Bantu og ikke blandet med arabisk eller andet gojl. Vi hyggede os pa vejen, med reggae I orerne Ben som sightseeing guide.
I Embu ventede vi endnu en evighed pa at matatuen skulle genfyldes og sa fortsatte vi videre ud pa landet. Vi endte I en lille bitte by hvor vi modtes med Benjas Bror og gik I supermarkedet for at kobe 4 x brod, ris, stegefedt, og sukker til de forskellige hjemmeboende familimedlemmer. Her er det en tradition at man tager madvarer med som gave nar man kommer hjem pa besog. Sidste del af rejsen var endnu en tur med matatu langere ud pa landet og sa en lang vandretur endnu langere ud pa landet og det var blevet meget morkt.
Vi blevet taget I mod og budt velkommen af et hav af brodre og sostre og nevoer og niecer og jeg ved ikke hvad. Jeg fandt aldrig ud af hvem der var hvad, men Ben har utallige nevoer der er aldre end han selv fordi hans aldste soskende er gamle. Han er selv nr. 10 I rakken. Hans lillebror Nyaga (ja, han hedder sorme ogsa struds ligesom Silas, som ogsa er Embu) og en af nevoerne, Kimanthe, er pa min alder og vi hyggede os med kortspil, kyllingeslagtning og gature.
Vi spiste et kampe maltid mad inden vi gik I seng.
Jeg vagnede naste morgen med en meget stor trang til at komme pa toilettet, men jeg kunne ikke finde noget papir, sa jeg matte klemme balderne sammen
Vi spiste morgenmad bestaende af chai og hvidt brod med avocado. Vi spiste et par bananer og majs inden vi gik en tur for at mode lillesosteren pa markedet. Her fik vi bananer og majs og flere bananer og appelsiner inden vi sammen med sosteren gik hjem til hendes hus for at drikke chai og spiste hvidt brod med avocado og bananer.
Vi forlod sosteren for at ga til en anden soster. Her fik vi flere bananer og chai og en mystisk gron meget tung ret. Den bestod af kartofler, kasava, bananer, majs og bonner. Kan nogen gatte om min mave var ved at vare dobbel fuld? Bagefter fik vi bananer. Sweet bananas. Rigtig rigtig mange. Ben forklarede sosteren at vi ikke kunne blive for lange, for vi havde lovet moren at vare hjemme for at spise frokost. Sa vi gik og var hjemme ud pa eftermiddagen. Jeg troede jeg slap for frokost fordi vi I en tur I plantagen. Men nej, vi skulle bare ud I majsmarken for at plukke majs og sukkerror, som vi gik hjem og spiste, mens vi ventede pa at frokosten blev varmet. Frokosten var den mest gra ret jeg I mit liv har set. Den bested af kartofler, kasava og bananer og noget kod. Det smagte ok…man skulle bare ikke kigge pa farven eller konsistensen. Vi rejste os for at ga ind og hvile os og sla mave. Det lykkedes Ben, men Nyaga stoppede mig pa vejen. Han sendte mig over til sosterens hus hvor jeg fik nogle flere majskolber. Puha. Jeg satte mig pa en stol og spiste dem og drak chai mens jeg snakkede med Kimanthe og hjalp ham med at slagte en kylling. Puh, hvor lugter slagtet kylling dog akelt. For s***n. Han skar tarmen, maven og den der dut der lugter ud og resten kom I gryden. Ingenting skal ga til spilde. Jeg kunne ikke overskue at skulle spise mere. Men det blev jeg nodt til, for Kimanthes mor bod pa chai (har jeg sagt at hovedbestandelen I Chai er fed malk, sa det matter forholdvis meget.) og mango, inden vi gik over I morens hus og spiste kyllingen med kartofler og ris. Jeg havde virkelig svart ved at spise kyllingekodet. Jeg ved ikke lige hvad det er, men jeg bryder mig altsa ikke om frisk kylling, der er kogt. Det fandt jeg ogsa ud af I 2006. Endelig slap jeg for at spise mere, for nu var det sengetid.
Jeg vagnede klokken 5 naste morgen og matte lobe pa toilettet. Og jeg havde stadig ikke fundet noget toiletpapir. Hvad gor man sa? Man plukker et bananpalmeblad pa vejen. Det kan bestemt ikke anbefales, for det flakker.
Jeg drak chai og spiste hvidt brod med avocado med Benja og Nyaga inden jeg blev inviteret ind til Kimanthe I hans kokken for at spise majs og drikke chai. Vi lavede pommes fritter, og jeg spiste dem allesammen, for han ville ikke selv have nogen. De var gode. Og sa pakkede vi. En kampe sak med bananer af forskellige sorter, majs, miraa, og hvad mere…? Og sa sad jeg lidt I kokkenet hos moren og spiste majs inden vi skulle af sted. Men ikke nok med majs. Jeg fik ogsa en kampe portion ris. Det var ikke sa slemt, indtil hun haldte suppe kogt pa resterne fra garsdagens kylling over. Og I den supper var ikke mindre end kyllingens fod. Anede simpelhen ikke hvad jeg skulle gore. Silas har fortalt mig at foden virkelig er mums I Embu, sa jeg folte mig meget uhoflig da jeg spiste uden om den. Jeg ville gerne…men den lugtede og den lignede en skallet drage og…jeg kunne simpelthen ikke fa mig selv til det.
Lamu:
Lamu er paradis. Intet mindre. Der er ikke meget at sige om turen dertil ud over at den var meget meget lang og meget meget kedelig og meget meget trattende. 8 timer til malindi fra Nairobi og sa 7 timer mere derfra til Lamu. Pa vejen sa vi en flok bavianer krydse vejen og den storste flok koer jeg nogensinde har set. Hold da op. Andaye fortalte at der er normalt for cuchierne (eller hvordan det staves) at have mange mange koer. Og sa sa vi nogle traditionelle hytter. De har ingen vagge, men bare stratag…hvis ikke man ved bedre skulle man tro at det bare var en hostak af den type der er pa gamle grimme danske malerier.
Vi tog en bad ud til Lamu og fandt et hotel som lige passede til hvad vi havde lyst til. Der var kokken, sa vi lavede selv mad og jeg er nu ekspert I at lave ugali.
Der er noget magisk over Lamu by. Der er ingen biler. Kun asler. Der er et gammel Swahili ordsprog, der siger, at en mand uden et asel er et asel. Gaderne er sa smalle at der heller ikke er plads til andet end et asel. Alle bygningerne er holdt I en gammeldags arabisk/Swahili stil med flade tage (vi spiste morgenmad pa taget mens vi kiggede ud over havet) og kalkede vagge. Swahilierne er muslimer og hele byen og alle folkene straler af Swahilikultur. Der er virkelig en fed atmosfare. Mandende barer lange kjortler og muslim-hatte og kvinderne er enten I burkaer eller smukke farvestralende torklader der hanger henslangt over haret sadan pa en lidt tilfaldig made. pigernes skoleuniformer er tilpasset religionen, hvilket ser ret sjovt ud. Bukser under kjolerne og matchende burkaer eller torklader. Moskerne ringer ind (hvad er det nu det hedder) 5 gange om dagen og Taarab-musikken (traditional Swahili musik) flyder ud I gaderne som arabisk magi. Man kan ogsa se pa Swahilierne at kulturen er dannet som et resultat af arabernes ‘indtrangen’. Nogle af dem har slet ikke kroller og de fleste er meget lyse I huden…nogle helt hvide eller ‘araberfarvede’. Mange af dem er meget smukke.
Langs stranden ligger de arabisk dhow for anker. Sondag tog vi pa heldagstur sammen med et japans par (gud…eller skulle jeg sige allah…hvor er japanere darlige til engelsk…maske er det fordi de skal lare 3 forskellige skriftsystemer I skolen og derfor ikke har tid til engelsk) en rasta-fyr med kampelange dreads, en dreng og en kaptajn med den traditionelle mande-nederdel. Det var en virkelig fed tur. Saden en dhow kunne jeg altsa godt tanke mig. Vi sejlede I mangrooveskoven og vi stak fodderne I vandet og folte vinden blase I hardet. Om eftermiddagen satte vi anker og smed fiskesnorrene I vandet. Vi (dvs kaptajnen og drengen) fangede to fisk som vi stegte over bal pa stranden spiste til frokost og den japanske pige fangede en vaskeagte ballonfisk. Tank…den kan virkelig puste sig op sadan en. Det var skagt at se.
En anden skon ting ved Lamu er stranden. Noj, hvor er det smukt. Har aldrig for set sa smuk en strand. Og den blev bare ved og ved og ved. Vi naede aldrig at komme langere end til starten af den og den blev ved sa langt jeg kunne se og langere. Og er der ellers udsigt over det indiske ocean. Det sa sa stort ud. Folte nasten at jeg kunne se helt til Indien. Og det var varmt og salt. Kunne blive I for evigt og bare ligge og flyde og marke bolgerne bare mig mens jeg kiggede op I den bla himmel. En rigtig godt strand. Et lille kort stykke med lavt vand, sa man kunne sidde og bare sidde og nyde der eller lege I bolgerne og sa ellers dybt, sa man kunne svomme sig en rigtig tur. Jeg svommede en tur ud til en o, og var bange for hajerne pa vejen. Haha. Fra oen kunne jeg springe pa hovedet I fordi det blev dybt sa hurtigt. Vi solede os pa stranden og jeg underviste Andaye I dansk. Det har vi haft meget sjov med. Vi hyggede os rigtig meget. Omkring 100 meter inde I landet rejste sandmankerne sig som en orken af hvidt sand. Sa blodt som pa postkort og meget smukt. Jeg vadede op pa en hoj banke og nod den smukke udsigt ud over landskabet. Kamelerne kom vandrende langs vandkanten.
Aftenerne tilbragte vi pa taget med stearinlys, miraa og kokosnod-vin. Det smager rigtig darligt, men det var hyggeligt og meget eksotisk.
Og sa er jeg blevet solskoldet. Jeg havde virkelig ikke troet at det nogensinde skulle ske igen. Troede jeg var for fornuftig til det. Men for soren, den Lamuske sol er skarp.
Og jeg er ikke bare blevet lidt solskoldet. Jeg er sa rod at de indfodte kaldte mig lobster. Og det gor SA ondt. Jeg la vagen det meste af natten og busturen hjem var et helvede pga af ryglanet kombineret med hullede vejen. Og som en ekstra gode valgte chauforen at kore off road pa noget af strakningen.
Pa hjemturen stoppede vi I Mombasa (kenyas anden storste by.) I stedet for malindi. Vi forlod med vemod lamu tidligt om morgen og var I Mombassa klokken 14. og her begyndt mararidtet som en voldsom contrast til Lamus himmelske tilvarelse. Vi steg ud af bussen og Andaye stilte mig og poser og tasker pa en trappe mens han ville kobe noget I en lille gadebutik. Det naste jeg sa, var at to politimand slabte af sted med ham. Og der stod jeg med alle vores ting. Jeg fik en fremmed mand til at hjalpe mig med at bare og vi skyndte os efter en kampende Andaye. Politiet I Kenya er meget….for at sige det lige ud: nogle svin. Silas har for fortalt om hvordan han blev anholdt for at skyde genvej og matte betale 6000 Ksh for at ungga at ryge I fangsel. Nu var det sa Andayes skyld. Politimandende kunne ikke lide hans bukser. Hvor blev jeg sur. Vi blev stoppet ind I en tuktuk (ikke engang en politibil). Chauforen kunne ikke gore andet end at kore hvor hen politiet ville. Han skulle jo nodig end I samme situation som os. Benjamin har forklaret mig om rettighederne I forbindelse med uretfardige anholdelser og jeg gjorde mit for at true politiet, men lige lidt hjalp det. Det endte med at de tvang ham til at skifte bukser og han matte betale. Resten af dagen var han rystet og vi var meget meget tratte. Det var en rigtig darlig oplevelse og helt sikkert varre end da mig og silas blev antastet af de ubehagelige gutter.
Vi korte med tuktukmanden tilbage til kiosken og de locale undskyldte over for mig. Det kunne de jo ligesom ikke gore for. Politiet er hadet af alle civile kenyanere. Selv Silas hader sin politibror. Politiet skyder uden grund og de skyder for at drabe. Og sa laver de tonsvis af illegale anholdelser for at skaffe penge til fx deres frokost. Stanely har fortalt mig om hvordan de nogle gange kommer og plyndre deres boder I kibera. Der er ikke noget at gore andet end at give dem varerne og starte pa en frisk bagefter. Politimand bor altid I beskyttede boliger og de fardes aldrig I civilt blandt almindelig kenyaner. Gor de det, bliver de drabt. For mig betyder politiet sikkerhed…her betyder politiet fare og usikkerhed.
Vi besogte makuna woodcraft market. Et stort omrader hvor alle de beromte travarer bliver fremstillet. Det var spandende at ga rundt og se hvordan diverse giraffer, masker og maasaifigure blev til. Bagefter osede vi lidt rundt I den tilhorende butik hvor de solgte ud af de fardige ting, inden vi tog hjem til Andayes fatter og drak chai og spiste hvidt brod efterfulgt af dejlig ugali med sukuma til aftensmad.. Sa gik turen hjem til Nairobi.
søndag den 20. juli 2008
Kazana training, Flyttedag og Drengerovshygge
Jeg fandt aldrig ud af hvad det vil sige at vare facilitater. Men uanset hvad det var, var det rov sygt. Vi tog tidligt af sted men kom alligevel sent, for vi skulle forbi nakumat og kobe en speciel blok og vaseline. Og da vi ankom til the training hall var vi over halvanden time for sent pa den og all the women sad og ventede pa os. Men det var sadan set ligegyldigt, at vi var for sent pa den, for Mwachofi, som skulle vare underviseren var heller ikke kommet, sa vi satte os sammen med kvinderne og ventede med dem. Ben havde lavet et skema over dagene og han satte Stano til at kopiere det over pa et stort stykke pap, og hange det op, hvilket jeg synes var temmelig spild af arbejde, eftersom planen allerede var skredet. Tea break skulle vare klokken halv elleve, men vi drak teen for undervisningen overhovedet begynde. (der var I ovrigt et krydderi I jeg ikke kunne lide…ov…og pouline gav mig en ekstra kop.) Na, endelig kom Mwachofi og undervisningen begyndte. Jeg var ikke voldsomt imponeret for det var bare en slags pradken, ligesom sa ellers ofte. Og jeg havde jordens mest kedelige dag nogen sinde. Jeg sad bare. Og sad. Og sad og sad og sad. Og fattede ikke en bjalde af hvad der foregik. Har ikke sa lang tid tilbage her, sa jeg er begyndt at tanke over hvordan jeg bruger min tid. Denne dag var helt sikkert spild, sa jeg besluttede at jeg ikke gad at bruge resten af ugen der. Det ville vare total spild af god kenyatid. I stedet ville jeg bruge tiden pa Silas og sa tage til Kazana-undervisning nar han tog pa arbejde. Sa sadan blev det. De andre dage kom jeg lige inden frokost (gat om det var med vilje) og fik pilau og andre Swahili-specialiteter. (Pilau er en risret med kod og salat pa toppen og sa en masse krydderier. Et af krydderierne smagte meget meget meget darligt. Pa gransen til Peru-darligt, sa jeg matte kampe for at fa det ned. Men den sidste dag fik vi ogsa pilau og da smagte det fint.) Eftermiddagene brugte jeg sa til at sidde og glo pa undervisningen, men var dog klog nok til at medbringe min bog, sa jeg havde noget at underholde mig selv med. Shit hvor er det kedeligt at vare til undervisning, der foregar pa Kiswahili. Forstod absolut ingenting. Men det var alligevel lidt interessant at se hvordan undervisning af voksne foregar her. Jeg kan fortalle jer, at det foregar pracis som undervisning af born. Bare uden straf. Pa et tidspunkt var jeg underviseren med mr Mwega som translater. Kvinderne ville vide om kvindernes forhold I dk og om der findes women groups I dk ogsa. De spurgte om enker gifter sig med den afdode mands bror (det gor luoerne her, og de er derfor den tripe der er mest infectet by aids).
Desuden var det super duper koldt. Havde shorts pa, hvilket absolut ikke var godt nok. Havde Bens jumper pa og jacobs seje jakke udenover. Men lige meget hjalp det. Noj, mand. Dagen efter tog jeg bukser pa. og det var super varmt. Men sadan skal det jo vare. En af kvinderne gav mig et stykke…om…noget, der smager af sukker. Det er vist restproduktet nar man laver sukker. Og noj, hvor var det sodt. Alt alt alt for sodt. Og det var et kampe stykke. Anede ikke vad skulle gore ved det og jeg kunne ikke fa mig selv til bare at sluge det. Forst provede jeg at smide det ud ad vinduet, men opdagede i sidste ojeblik, at det var nogens vaskeplads uden for vinduet. Heldivis fandt jeg et sted med nogle sten (sukkerdimsen lignede en mellemting mellem en sten og kolort) hvor jeg smed det da ingen kiggede.
Den sidste traning-dag kom jeg lidt tidligere, fordi jeg havde darlig samvittighed over at vare kommet sa sent de to dage inden. De to sidste dag af traningen var det Mr Benedict, der underviste. Kan virkelig ikke komme mig over at en mand kan hedder saden…men det kan man abenbart her. Desuden kan jeg ikke komme mig over at han kan tale dansk. Ikke bare saden ‘god morgen’-agtigt, men rigtigt. Nok til at jeg kan sporge ham om noget og fa svar og omvendt. Han kan mere dansk end jeg kan Kiswa og han har ikke engang varet i Danmark. Nej, egentlig er det ikke dansk, men norsk, men pga hans afroaccent er det nasten ikke til at hore forskel. Hans undervisning var virkelig god. Ikke bare pradiken, men rigtig undervisning med gruppearbejde og det hele. Han var helt klart den bedste af de tre undervisere. Det synes kvinderne ogsa, horte jeg dem sige. Han er ogsa professionel og lever af at undervise voksne og unge I microfinans og andre emner, der er vigtige nar man vil starte noget business-halloj. Argerligt at Y.V.C ikke havde rad til at have ham som undervisning hele ugen. Men jeg tror at kvinderne fik rigtig meget ud af det. Og de var rigtig glade. Da vi holdt afslutning var det med dans og sang og de var helt vilde. De laver saden nogle hyle-lyde, nar de er glade og tilfredse og jeg var lige ved at blive dov af al den hylen. Alle kvinderne fik et diplom for deltagelse. Jeg haber det lykkes dem at komme videre med deres planer. Det kunne vare godt for dem. Sa de kunne fa en bedre levestandard. De fleste af dem er enker og resten er bedstemodre, der star tilbage med bornebornene efter foraldrenes dod. Nogle af dem havde bornene med til undervisningen. De rendte bare rundt og passede sig selv. Lidt som en vuggestue uden padagoer. Modrene tager sig ikke af dem nar de larmer og grader, sa der var virkelig meget stoj. Jeg legede lidt med nogle af dem. Synes det er synd at de bare er overladt til sig selv.
Med til undervisningen var ogsa en mand der hedder Christoffer. En grum mand. Han var ikke inviteret, men dukkede bare op. Ingen kan lide ham. Hver gang han sagde noget, blev kvinderne tavse og sendte blikke til hinanden og Ben. Han fungerer som Ben i Kazanas tidligere gruppe JECK, men han snod dem og brugte deres penge. Til sidst belsuttede nogle af JECK-kvinderne at starte pa en frisk under navnet Kazana med hjalp fra Ben. Sa Christoffer kom bare til undervisningen for at spionere. Det var temmelig ubehageligt.
Det er skagt nar kenyanere holder undervisning. Bade til Kazana-undervisning og I skolen. Jeg har endnu ikke modt en larer eller bare en der taler voer for en gruppe, der ikke gor det: Nar de forklarer haver de tonen pa det andet sidste ord i satningen og trakker det lidt ud og sa er det meningen at at flokken skal afslutte satningen. Fx
; larer: copenhagen is the capital city ooooof…? Flokken: of Denmark. Og det er uden undtagelse. Det er konstant og hele tiden. Og det lyder simpelthen SA dumt. Bagefter gentager de det og maske gentager lareren igen en gang, men uden at have tonen. Denne skik medforer, at flokken meget ofte taler oven i lareren nar han taler. Ogsa nar det maske ikke lige var meningen. Sa ofte er halvdelen af satningerne i undervisningssituationer fordoblet. Det lyder ret dumt.. En der virkelig har ‘taget skade’ af denne skik, er Herbert. Det er til tider meget svart at tale med ham fordi han forsager at gatte hvad jeg vil sige og sa fordobler han mig. Det er bare svart at koncentrere sig, sa. Isar nar han gatter forkert. Nogle gange tvivler jeg pa at han overhovedet fanger pointen I det jeg siger. Han er I ovrigt I Uganda pa workcamp nu. Han kommer hjem dagen inden jeg tager af sted.
Sa er vi endelig flyttet. Endelig. Havde virkelig ikke regnet med at det nogensinde ville ske. Men det lykkedes. Vi kom hjem om fredagen efter undervisningen og begyndte at pakke ned. Ben sagde at vi skulle flytte tidligt naste morgen. Jeg tankte at that would not gonna happen. For Mwachofi (det er hans hus vi har overtaget) skulle flytte ud samme dag som vi skulle flytte ind og tro pa at han kunne na at flytte ud tidligt nok til at vi kunne flytte ind tidligt. Na…men jeg matte jo bare vente og se. Han havde bedt Andaye og Stano om at komme klokken 7 for at hjalpe til. Jeg skar plakater ned fra vaggen med en kniv. Det var limet fast og Ben ville beholde dem. Han havde temmelig mange ting hangende pa vaggene. Deriblandt et stor uldtappe. Og bag alle disse ting var fyldt med edderkoppelig. Ov, mand. Der var super beskidt og jeg nos og nos og nos og nos. men nu har jeg varet her I nasten 2 maneder og har endnu ikke set ham tore stov af. Han vasker kun gulv. Og sengetojet er det samme som da jeg kom. Jeg gik I seng og Ben pakkede videre. Da jeg vagnede om morgenen var hele huset pakket ned I plastikposer og tasker. Og Ben fortalte at han lige havde snakket med Mwachofi, der sagde han var I Meru (et godt stykke nord for Embu). I Meru…og hele huset var pakket ned. Fuck. Jeg vidste det bare. Og jeg mistede habet pa at vi nogen sinde ville komme nogen steder. Ben sagde at han ville lade huset vare pakket ned indtil det lykkedes. Andaye og Stano kom og vi ventede. Mwachofi var pa vej…sagde han. Sa vi ventede. Og ventede og ventede. Og ventede. Og sa spiste vi hvidt brod og drak chai og ventede lidt mere. Og sa ringe Mwachofi og sagde at nu var han pa vej…sa vi begyndte at ga hjem til ham for at modes med ham der. Og sa sad vi der og ventede. Og ventede. Og ventede. Men det er vi kenyanere jo sa gode til. Og Mwachofi ringede igen og sagde at nu var han pa vej. Sa vi ventede lidt mere. Endelig kom han. Men han havde ikke KVDA’s van med, som vi skulle have flyttet med, sa vi ringede efter en lokal flyttemand og sa ventede vi lidt mere inden han kom. Men sa gik det ellers starkt. For soren hvor de bare kunne flytte hurtigt. Vi lassede alle Bens ting op pa ladet og sa sad jeg uden pa ladet da vi flyttede. Ikke I eller pa ladet, som mig og Cristina gjorde I Thailand, men uden pa ladet. Hangende. Og det var sjovt. Sadan noget ville aldrig ske I Dk (ligesom det aldrig ville ske at vi flyttede en luftmadress uden at tomme den for luft eller som det aldrig ville ske at vi flyttede ind I et hus uden at den gamle ejer flyttede ud forst. Men fordi KVDA-vanen ikke kom ville Mwachofi ikke flytte ud, sa nu bor vi der allesammen med en masse ting og en masse rod. Han skal flytte I dag I stedet. Nu ma vi se vhad det bliver til. Jeg tror ikke pa noget for jeg ser det.) Jeg hang der sammen med Stano og den ene flyttemand og folk tabte underkaben nar de sa mig. Og alle havde samme sporgsmal hangende over hovedet. ‘how can det lade sig gore, at en mzungu ikke sidder pa forsadet’. Og de gloede helt vildt. Har set mange ‘mwafikans’ hange pa flyttelas og ingen lor. Men nu hviskede de og stak hovederne samme og kaldte venner og familie ud pa gaden for at glo med. Men hvem ved…maske var det I virkeligheden flyttemanden de kiggede pa…han smsede mens han hang der.
Men nu bor vi altsa det. Et sikkert sted. Det er underligt, at to steder, sa tat pa hinanden kan vare sa forskellige med hensyn til sikkerhed. Kabiria og Satelite, hvor vi bor nu, er naboomrader. Huset er tat pa city hoppaen og man skal ind kannem en gate for at komme ind. Perten lukkes klokken ti, sa man behover ikke vare bange for at ga ud at tisse om aftenen. Det er slut med at tisse I en balje om natten.
Garden er belagt med cemten og der er render til vandet, sa der ikke er sjaskvadt over det hele. Og ingen mudder. Skont. Sa det er bliver meget lettere at vaske go opholde sig udendors. Maske nar jeg oven I kobet at blive brun inden jeg kommer hjem om to uger (gud hvor er tiden gaet hurtigt…og ih hvor jeg savner silas allerede). I garden er ogsa en vandhane med rent vand. Sa ikke mere noget med at hente muddervand fra bronden eller lobe tor for drikkevand fordi man ikek kan fa fat I den gut, der henter det fra Kivuli. Men der er kun vand I hanen om lordagen, sa gad vide hvad man gor hvis man lober tor midt pa ugen. Til gengald er der elektricitet dognet rundt hele ugen og det er jo ligefrem luksus.
Toilettet er meget renere end det I det gamle hus. Vaggene er af sten og gulvet er af cement uden lort og mudder pa. Men der er ingen huller I vaggende sa der er super duper morkt sa det er svart at se om man har ramt hullet og om man er fardig med at torre sig. Hullet er ogsa mindre, hvilket ikke gor det lettere. Og sa er der to store sten at sta pa og den ene er los sa det er svart at holde balancen. Puha…maske er jeg ikke helt kenyaner endnu alligevel.
Badet er ogsa bedre. Men ogsa uden huller med som til at hange tojet pa. og der er en las, sa ingen kommer ind. Gulvet er ogsa her af cement og uden mudder og det er javnt sa man ikke falder og sa er der en rende vandet kan lobe fra af. Jeg havde masser af dejligt varmt vand og jeg havde lant en stor balje af Mwachofi sa jeg sad ned og lod som om jeg tog et dejligt karbad pa strandengen.
Selve huset er ogsa bedre. Det er ikke sarlig meget storre end det gamle, men der er to rum, sa man ikke behover at sove i stuen. Det er praktisk nar man, som Ben, vil have et slags hostel for voluteers med plads til fem besogende. Men indtil videre har han kun en seng. Kokkenet er meget lille, men der er i det mindste et kokken. Det er ca 2 meter langt og lidt over en halv meter bredt. Og sa er der vinduer. Et i hvert rum, sa man kan se noget indenfor selvom det er om dagen. Men det kan selvfalgelig vare det samme, nar der ogsa er el hele dagen. Vaggene er af sten og malet med maling, der ikke smitter af, og der er ingen grafiti.loftet er et rigtig loft, selvom det skalder og ligner noget der kunne falde ned nar som helst. Doren er af jern og bedre end den i det gamle hus. Med en bedre las. Der er ogsa en voksdug pa gulvet, men den er bedre, sa man ligefrem kan have lyst til at have bare tar.
Og hvad fik jeg sa tiden til at ga med i sidste uge nar jeg ikke var til Kazana training? Tirsdag vaskede jeg har og det var virkelig dejligt og virkelig tiltrangt. Jeg satte vand over mens jeg ventede pa at Silas skulle komme pa besog. Og sa gik jeg ned for at kobe et taletidskort fordi jeg ville sende en sms til min prutti. Og selvfolgelig modte jeg den vemmelige mand pa vejen. Puha. Han gjorde ikke andet end hilse, men det var ogsa mere end nok til at skramme mig. Og jeg modte ham selvfolgelig pa vejen tilbage igen. Og hvofor var det sa lige at jeg var nodt til at kobe et taletidskort og ikke brugte det som Ben havde kobt til mig dagen i forvejen? Jo, det skal jeg sige jer. Jeg havde revet det i 7 stykker. Det er dumt, det ved jeg godt. Men jeg er sa vandt til at Ben og Thogo giver mig deres aflagte kort og billetter og alt ting, sa jeg nulrer dem eller river dem i stykker. Og det kort ben gav mig hvad allerede skrabet, sa jeg troede det var tomt. Forst sagde jeg tak...og folte mig dum...men sa opdagede jeg at han selv havde et andet kort og sa folte jeg mig endnu mere dum, for da havde jeg allerede odelagt det. Og jeg folte mig for dum til at sporge Ben, sa jeg gemte bare stumperne og habede jeg vilel vare i stand til at samle dem igen senere.
Silas kom og mit har var rent og mine tar. Og vi lavde spejlag, for vi havde ikke andet at lave. Og sa fulgtes vi til matatuen og spiste indvolde igen.
Onsdag tog jeg hjem til ham og vi sa drengerovsfilm fordi vi ikke havde andet at lave. Men det var hyggeligt.
Jeg kan ikke huske hvilken dag det var, men jeg tog hjem til Silas igen efter Kazana. Jeg havde aftalt med Andaye at modes, men han var i town og kom forst til Kibera senere. Sa matte jeg jo vente, selvom Ben ikke var vild med at jeg skulle komme sent hjem. Jeg ville sove hos, Silas, men Julius og Kiki havde nogle stridigheder, sa det var ikke sikkert jeg kunne. Vi sa endnu en drengerovsfilm og sa gik sa ud til Ngong vejen for at hente Andaye. Silas og han kendte engang hinanden, sa nu gladede de sig til at modes igen. Vi drak te og spiste for en gang skyld ikke hvidt brod, for vi havde ikke noget. Men vi snakkede og det var hyggeligt. Andaye tager til Kuria i aften, men nar han kommer hjem om et par dage skal vi ses igen. Jeg spurgte til nogle store ar han har pa handen og armen og han fortalte om engang han og Victor og en anden ven tog til Kakamega for at besoge Victors familie. De boede hos onklens et eller andet og det var sa langt ude pa landet som man overhovedet kan komme og folk troede de havde penge, fordi de kom fra Nairobi. Langt ude pa landet er der ingen strom, sa det var morkt da det bankede pa doren om natten. Broren eller hvad han var spurgte om hvem det var. Ingen svarede og broren sagde at han ikke ville lukke ham ind hvis han ikke svarede. Men bare for sjov, for de troede det var en ven. Han abnede doren og stak forsigtigt hovedet ud for at kigge, men nogen slog ham i hovedet med et jernror og han bevimede. Victor og venen flygtede ud ad bagdoren (med syv mand i halene), men Andaye naede det ikke, for han blev angrebet af en fyr med en panga (stor kviv til at falde traer med) De kampede og fyren huggede ud efter Andayes hoved. Andaye tog fra med handerne og pangaen huggede et snit i armen og nasten hele vejen gennem tommelfingeren mellem den og pejefingeren. Han siger, han ikek lagde marke til det for efter kampen og at han ikke kunne marke smarten for senere hvor han bare folte det som varme. Han havde sin telefon hangende om halsen og det blev hans redning, for han ramte en knap, sa den lyste og fyren provede at tage den, hvilket gav ham tid til at sla ham i gulvet. Han smed telefonen fra sig og fyren lob efter den. Det endte med at fyren tog sin panga og stak af. Ved ikke lige hvad der blev af Victor og vennen men de kom i hvert fald tilbage for at tage sig af Andaye. Og eftersom de var meget langt ude pa landet var der ikke lige noget hospital i narheden. Sa de slabte ham han til den lokale (hekse)dokter, der for en gangs skyld var meget fordrukken. Og han havde ingen lagemidler, sa han syede handen samme med nal og trad fra konens syaske.
Efter Andaye var taget hjem til Kibera, sa vi en drengerovsfilm mere. Jeg er ved at vare hardet. Og Silas lovede at jeg kunne sove der alligevel sa jeg ikke behovede at tage sent hjem til Kabiria. Det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af efter kameraepisoden. Og det endte med at vi sa endnu en drengerovsfilm og fik besog en naboen Purity, der blev der hele aftenen. Det var super hyggeligt, selvom de kenyanere snakker sa frygtelig meget Kiswa. Men sa snakkede jeg bare dansk og jeg fangede da nogle pointer og kunne godt grine med. Vi holdt press-ups konkurence og Purity vandt bestemt ikke. Silas er ikke sa stark mere som for to ar siden og han klarede sig darligere end Julius...isar nar jeg stod pa ryggen af ham. Og sa lavede vi mad. Silas skraldede kartofler, men jeg synes at han lavede skralderne for tykke sa der gik for meget til spilde, sa jeg tog over, men han synes jeg var for langsom og var bange for at jeg skulle skare mig igen, sa han tog over igen. Og klokken blev 23 for vi spiste. Og sa sa vi en film mere og gik i seng. Julius og Purity i hans seng og mig og silas i den anden. Men Kiki havde taget den ene madress (sengen har to meget meget tynde madresser) til at ligge pa gulvet, sa jeg sov SA darligt. Kunne marke hver eneste lamel og jeg var sa om om morgenen. Og sa har de altsa en rigtig underlig skik her i huset. De hore musik om natten. Det er altsa forholdsvis svart at falde i sovn til techno, men ....ja...
Og sa er det ikke altid de spiser morgenmad. Sa jeg klemte et stykke tor ugali ned fra dagen for og var meget glad for at fa Pilau da jeg endelig kom til Kazana. Maske var det derfor den smagte bedre.
Nu sidder jeg her hos Silas og skriver. Silas er pa arbejde. Jeg kunne vel bare have brugt Benjas computer, men Silas havde bedt mig komme inden han skulle af sted. Og jeg gad ikke stene derhjemme hele dagen mens Ban bare vasker toj og pakker ud. Og jeg gider ikke vente pa at Mwachofi skal flytte ud. Selvom det da kunne var ok...gider bare ikke vente mere. Sa kan jeg ligesa godt stene her. Jeg har taget min bog med. Vi har spist Ugali med chickenstew og det gik fint med at spise med fingrene. Og jeg har vasket op for dem. Noj, hvor det trangte. Kunne ikke holde ud at kigge pa alle de tallerkener mere. De havde ikke vasket op i en uge og det lugtede bare darligt. Nu er her fint. Bortset fra de nye tallerkener efter frokosten. Og en ven kom og gav mig et glas Cola...naede ikke at sige nej tak, sa nu har jeg ondt i maven.
Na, jeg har noget arbejde jeg skal lave for Y.V.C, sa det tror jeg jeg vil gore.
Desuden var det super duper koldt. Havde shorts pa, hvilket absolut ikke var godt nok. Havde Bens jumper pa og jacobs seje jakke udenover. Men lige meget hjalp det. Noj, mand. Dagen efter tog jeg bukser pa. og det var super varmt. Men sadan skal det jo vare. En af kvinderne gav mig et stykke…om…noget, der smager af sukker. Det er vist restproduktet nar man laver sukker. Og noj, hvor var det sodt. Alt alt alt for sodt. Og det var et kampe stykke. Anede ikke vad skulle gore ved det og jeg kunne ikke fa mig selv til bare at sluge det. Forst provede jeg at smide det ud ad vinduet, men opdagede i sidste ojeblik, at det var nogens vaskeplads uden for vinduet. Heldivis fandt jeg et sted med nogle sten (sukkerdimsen lignede en mellemting mellem en sten og kolort) hvor jeg smed det da ingen kiggede.
Den sidste traning-dag kom jeg lidt tidligere, fordi jeg havde darlig samvittighed over at vare kommet sa sent de to dage inden. De to sidste dag af traningen var det Mr Benedict, der underviste. Kan virkelig ikke komme mig over at en mand kan hedder saden…men det kan man abenbart her. Desuden kan jeg ikke komme mig over at han kan tale dansk. Ikke bare saden ‘god morgen’-agtigt, men rigtigt. Nok til at jeg kan sporge ham om noget og fa svar og omvendt. Han kan mere dansk end jeg kan Kiswa og han har ikke engang varet i Danmark. Nej, egentlig er det ikke dansk, men norsk, men pga hans afroaccent er det nasten ikke til at hore forskel. Hans undervisning var virkelig god. Ikke bare pradiken, men rigtig undervisning med gruppearbejde og det hele. Han var helt klart den bedste af de tre undervisere. Det synes kvinderne ogsa, horte jeg dem sige. Han er ogsa professionel og lever af at undervise voksne og unge I microfinans og andre emner, der er vigtige nar man vil starte noget business-halloj. Argerligt at Y.V.C ikke havde rad til at have ham som undervisning hele ugen. Men jeg tror at kvinderne fik rigtig meget ud af det. Og de var rigtig glade. Da vi holdt afslutning var det med dans og sang og de var helt vilde. De laver saden nogle hyle-lyde, nar de er glade og tilfredse og jeg var lige ved at blive dov af al den hylen. Alle kvinderne fik et diplom for deltagelse. Jeg haber det lykkes dem at komme videre med deres planer. Det kunne vare godt for dem. Sa de kunne fa en bedre levestandard. De fleste af dem er enker og resten er bedstemodre, der star tilbage med bornebornene efter foraldrenes dod. Nogle af dem havde bornene med til undervisningen. De rendte bare rundt og passede sig selv. Lidt som en vuggestue uden padagoer. Modrene tager sig ikke af dem nar de larmer og grader, sa der var virkelig meget stoj. Jeg legede lidt med nogle af dem. Synes det er synd at de bare er overladt til sig selv.
Med til undervisningen var ogsa en mand der hedder Christoffer. En grum mand. Han var ikke inviteret, men dukkede bare op. Ingen kan lide ham. Hver gang han sagde noget, blev kvinderne tavse og sendte blikke til hinanden og Ben. Han fungerer som Ben i Kazanas tidligere gruppe JECK, men han snod dem og brugte deres penge. Til sidst belsuttede nogle af JECK-kvinderne at starte pa en frisk under navnet Kazana med hjalp fra Ben. Sa Christoffer kom bare til undervisningen for at spionere. Det var temmelig ubehageligt.
Det er skagt nar kenyanere holder undervisning. Bade til Kazana-undervisning og I skolen. Jeg har endnu ikke modt en larer eller bare en der taler voer for en gruppe, der ikke gor det: Nar de forklarer haver de tonen pa det andet sidste ord i satningen og trakker det lidt ud og sa er det meningen at at flokken skal afslutte satningen. Fx
; larer: copenhagen is the capital city ooooof…? Flokken: of Denmark. Og det er uden undtagelse. Det er konstant og hele tiden. Og det lyder simpelthen SA dumt. Bagefter gentager de det og maske gentager lareren igen en gang, men uden at have tonen. Denne skik medforer, at flokken meget ofte taler oven i lareren nar han taler. Ogsa nar det maske ikke lige var meningen. Sa ofte er halvdelen af satningerne i undervisningssituationer fordoblet. Det lyder ret dumt.. En der virkelig har ‘taget skade’ af denne skik, er Herbert. Det er til tider meget svart at tale med ham fordi han forsager at gatte hvad jeg vil sige og sa fordobler han mig. Det er bare svart at koncentrere sig, sa. Isar nar han gatter forkert. Nogle gange tvivler jeg pa at han overhovedet fanger pointen I det jeg siger. Han er I ovrigt I Uganda pa workcamp nu. Han kommer hjem dagen inden jeg tager af sted.
Sa er vi endelig flyttet. Endelig. Havde virkelig ikke regnet med at det nogensinde ville ske. Men det lykkedes. Vi kom hjem om fredagen efter undervisningen og begyndte at pakke ned. Ben sagde at vi skulle flytte tidligt naste morgen. Jeg tankte at that would not gonna happen. For Mwachofi (det er hans hus vi har overtaget) skulle flytte ud samme dag som vi skulle flytte ind og tro pa at han kunne na at flytte ud tidligt nok til at vi kunne flytte ind tidligt. Na…men jeg matte jo bare vente og se. Han havde bedt Andaye og Stano om at komme klokken 7 for at hjalpe til. Jeg skar plakater ned fra vaggen med en kniv. Det var limet fast og Ben ville beholde dem. Han havde temmelig mange ting hangende pa vaggene. Deriblandt et stor uldtappe. Og bag alle disse ting var fyldt med edderkoppelig. Ov, mand. Der var super beskidt og jeg nos og nos og nos og nos. men nu har jeg varet her I nasten 2 maneder og har endnu ikke set ham tore stov af. Han vasker kun gulv. Og sengetojet er det samme som da jeg kom. Jeg gik I seng og Ben pakkede videre. Da jeg vagnede om morgenen var hele huset pakket ned I plastikposer og tasker. Og Ben fortalte at han lige havde snakket med Mwachofi, der sagde han var I Meru (et godt stykke nord for Embu). I Meru…og hele huset var pakket ned. Fuck. Jeg vidste det bare. Og jeg mistede habet pa at vi nogen sinde ville komme nogen steder. Ben sagde at han ville lade huset vare pakket ned indtil det lykkedes. Andaye og Stano kom og vi ventede. Mwachofi var pa vej…sagde han. Sa vi ventede. Og ventede og ventede. Og ventede. Og sa spiste vi hvidt brod og drak chai og ventede lidt mere. Og sa ringe Mwachofi og sagde at nu var han pa vej…sa vi begyndte at ga hjem til ham for at modes med ham der. Og sa sad vi der og ventede. Og ventede. Og ventede. Men det er vi kenyanere jo sa gode til. Og Mwachofi ringede igen og sagde at nu var han pa vej. Sa vi ventede lidt mere. Endelig kom han. Men han havde ikke KVDA’s van med, som vi skulle have flyttet med, sa vi ringede efter en lokal flyttemand og sa ventede vi lidt mere inden han kom. Men sa gik det ellers starkt. For soren hvor de bare kunne flytte hurtigt. Vi lassede alle Bens ting op pa ladet og sa sad jeg uden pa ladet da vi flyttede. Ikke I eller pa ladet, som mig og Cristina gjorde I Thailand, men uden pa ladet. Hangende. Og det var sjovt. Sadan noget ville aldrig ske I Dk (ligesom det aldrig ville ske at vi flyttede en luftmadress uden at tomme den for luft eller som det aldrig ville ske at vi flyttede ind I et hus uden at den gamle ejer flyttede ud forst. Men fordi KVDA-vanen ikke kom ville Mwachofi ikke flytte ud, sa nu bor vi der allesammen med en masse ting og en masse rod. Han skal flytte I dag I stedet. Nu ma vi se vhad det bliver til. Jeg tror ikke pa noget for jeg ser det.) Jeg hang der sammen med Stano og den ene flyttemand og folk tabte underkaben nar de sa mig. Og alle havde samme sporgsmal hangende over hovedet. ‘how can det lade sig gore, at en mzungu ikke sidder pa forsadet’. Og de gloede helt vildt. Har set mange ‘mwafikans’ hange pa flyttelas og ingen lor. Men nu hviskede de og stak hovederne samme og kaldte venner og familie ud pa gaden for at glo med. Men hvem ved…maske var det I virkeligheden flyttemanden de kiggede pa…han smsede mens han hang der.
Men nu bor vi altsa det. Et sikkert sted. Det er underligt, at to steder, sa tat pa hinanden kan vare sa forskellige med hensyn til sikkerhed. Kabiria og Satelite, hvor vi bor nu, er naboomrader. Huset er tat pa city hoppaen og man skal ind kannem en gate for at komme ind. Perten lukkes klokken ti, sa man behover ikke vare bange for at ga ud at tisse om aftenen. Det er slut med at tisse I en balje om natten.
Garden er belagt med cemten og der er render til vandet, sa der ikke er sjaskvadt over det hele. Og ingen mudder. Skont. Sa det er bliver meget lettere at vaske go opholde sig udendors. Maske nar jeg oven I kobet at blive brun inden jeg kommer hjem om to uger (gud hvor er tiden gaet hurtigt…og ih hvor jeg savner silas allerede). I garden er ogsa en vandhane med rent vand. Sa ikke mere noget med at hente muddervand fra bronden eller lobe tor for drikkevand fordi man ikek kan fa fat I den gut, der henter det fra Kivuli. Men der er kun vand I hanen om lordagen, sa gad vide hvad man gor hvis man lober tor midt pa ugen. Til gengald er der elektricitet dognet rundt hele ugen og det er jo ligefrem luksus.
Toilettet er meget renere end det I det gamle hus. Vaggene er af sten og gulvet er af cement uden lort og mudder pa. Men der er ingen huller I vaggende sa der er super duper morkt sa det er svart at se om man har ramt hullet og om man er fardig med at torre sig. Hullet er ogsa mindre, hvilket ikke gor det lettere. Og sa er der to store sten at sta pa og den ene er los sa det er svart at holde balancen. Puha…maske er jeg ikke helt kenyaner endnu alligevel.
Badet er ogsa bedre. Men ogsa uden huller med som til at hange tojet pa. og der er en las, sa ingen kommer ind. Gulvet er ogsa her af cement og uden mudder og det er javnt sa man ikke falder og sa er der en rende vandet kan lobe fra af. Jeg havde masser af dejligt varmt vand og jeg havde lant en stor balje af Mwachofi sa jeg sad ned og lod som om jeg tog et dejligt karbad pa strandengen.
Selve huset er ogsa bedre. Det er ikke sarlig meget storre end det gamle, men der er to rum, sa man ikke behover at sove i stuen. Det er praktisk nar man, som Ben, vil have et slags hostel for voluteers med plads til fem besogende. Men indtil videre har han kun en seng. Kokkenet er meget lille, men der er i det mindste et kokken. Det er ca 2 meter langt og lidt over en halv meter bredt. Og sa er der vinduer. Et i hvert rum, sa man kan se noget indenfor selvom det er om dagen. Men det kan selvfalgelig vare det samme, nar der ogsa er el hele dagen. Vaggene er af sten og malet med maling, der ikke smitter af, og der er ingen grafiti.loftet er et rigtig loft, selvom det skalder og ligner noget der kunne falde ned nar som helst. Doren er af jern og bedre end den i det gamle hus. Med en bedre las. Der er ogsa en voksdug pa gulvet, men den er bedre, sa man ligefrem kan have lyst til at have bare tar.
Og hvad fik jeg sa tiden til at ga med i sidste uge nar jeg ikke var til Kazana training? Tirsdag vaskede jeg har og det var virkelig dejligt og virkelig tiltrangt. Jeg satte vand over mens jeg ventede pa at Silas skulle komme pa besog. Og sa gik jeg ned for at kobe et taletidskort fordi jeg ville sende en sms til min prutti. Og selvfolgelig modte jeg den vemmelige mand pa vejen. Puha. Han gjorde ikke andet end hilse, men det var ogsa mere end nok til at skramme mig. Og jeg modte ham selvfolgelig pa vejen tilbage igen. Og hvofor var det sa lige at jeg var nodt til at kobe et taletidskort og ikke brugte det som Ben havde kobt til mig dagen i forvejen? Jo, det skal jeg sige jer. Jeg havde revet det i 7 stykker. Det er dumt, det ved jeg godt. Men jeg er sa vandt til at Ben og Thogo giver mig deres aflagte kort og billetter og alt ting, sa jeg nulrer dem eller river dem i stykker. Og det kort ben gav mig hvad allerede skrabet, sa jeg troede det var tomt. Forst sagde jeg tak...og folte mig dum...men sa opdagede jeg at han selv havde et andet kort og sa folte jeg mig endnu mere dum, for da havde jeg allerede odelagt det. Og jeg folte mig for dum til at sporge Ben, sa jeg gemte bare stumperne og habede jeg vilel vare i stand til at samle dem igen senere.
Silas kom og mit har var rent og mine tar. Og vi lavde spejlag, for vi havde ikke andet at lave. Og sa fulgtes vi til matatuen og spiste indvolde igen.
Onsdag tog jeg hjem til ham og vi sa drengerovsfilm fordi vi ikke havde andet at lave. Men det var hyggeligt.
Jeg kan ikke huske hvilken dag det var, men jeg tog hjem til Silas igen efter Kazana. Jeg havde aftalt med Andaye at modes, men han var i town og kom forst til Kibera senere. Sa matte jeg jo vente, selvom Ben ikke var vild med at jeg skulle komme sent hjem. Jeg ville sove hos, Silas, men Julius og Kiki havde nogle stridigheder, sa det var ikke sikkert jeg kunne. Vi sa endnu en drengerovsfilm og sa gik sa ud til Ngong vejen for at hente Andaye. Silas og han kendte engang hinanden, sa nu gladede de sig til at modes igen. Vi drak te og spiste for en gang skyld ikke hvidt brod, for vi havde ikke noget. Men vi snakkede og det var hyggeligt. Andaye tager til Kuria i aften, men nar han kommer hjem om et par dage skal vi ses igen. Jeg spurgte til nogle store ar han har pa handen og armen og han fortalte om engang han og Victor og en anden ven tog til Kakamega for at besoge Victors familie. De boede hos onklens et eller andet og det var sa langt ude pa landet som man overhovedet kan komme og folk troede de havde penge, fordi de kom fra Nairobi. Langt ude pa landet er der ingen strom, sa det var morkt da det bankede pa doren om natten. Broren eller hvad han var spurgte om hvem det var. Ingen svarede og broren sagde at han ikke ville lukke ham ind hvis han ikke svarede. Men bare for sjov, for de troede det var en ven. Han abnede doren og stak forsigtigt hovedet ud for at kigge, men nogen slog ham i hovedet med et jernror og han bevimede. Victor og venen flygtede ud ad bagdoren (med syv mand i halene), men Andaye naede det ikke, for han blev angrebet af en fyr med en panga (stor kviv til at falde traer med) De kampede og fyren huggede ud efter Andayes hoved. Andaye tog fra med handerne og pangaen huggede et snit i armen og nasten hele vejen gennem tommelfingeren mellem den og pejefingeren. Han siger, han ikek lagde marke til det for efter kampen og at han ikke kunne marke smarten for senere hvor han bare folte det som varme. Han havde sin telefon hangende om halsen og det blev hans redning, for han ramte en knap, sa den lyste og fyren provede at tage den, hvilket gav ham tid til at sla ham i gulvet. Han smed telefonen fra sig og fyren lob efter den. Det endte med at fyren tog sin panga og stak af. Ved ikke lige hvad der blev af Victor og vennen men de kom i hvert fald tilbage for at tage sig af Andaye. Og eftersom de var meget langt ude pa landet var der ikke lige noget hospital i narheden. Sa de slabte ham han til den lokale (hekse)dokter, der for en gangs skyld var meget fordrukken. Og han havde ingen lagemidler, sa han syede handen samme med nal og trad fra konens syaske.
Efter Andaye var taget hjem til Kibera, sa vi en drengerovsfilm mere. Jeg er ved at vare hardet. Og Silas lovede at jeg kunne sove der alligevel sa jeg ikke behovede at tage sent hjem til Kabiria. Det skulle jeg bestemt ikke nyde noget af efter kameraepisoden. Og det endte med at vi sa endnu en drengerovsfilm og fik besog en naboen Purity, der blev der hele aftenen. Det var super hyggeligt, selvom de kenyanere snakker sa frygtelig meget Kiswa. Men sa snakkede jeg bare dansk og jeg fangede da nogle pointer og kunne godt grine med. Vi holdt press-ups konkurence og Purity vandt bestemt ikke. Silas er ikke sa stark mere som for to ar siden og han klarede sig darligere end Julius...isar nar jeg stod pa ryggen af ham. Og sa lavede vi mad. Silas skraldede kartofler, men jeg synes at han lavede skralderne for tykke sa der gik for meget til spilde, sa jeg tog over, men han synes jeg var for langsom og var bange for at jeg skulle skare mig igen, sa han tog over igen. Og klokken blev 23 for vi spiste. Og sa sa vi en film mere og gik i seng. Julius og Purity i hans seng og mig og silas i den anden. Men Kiki havde taget den ene madress (sengen har to meget meget tynde madresser) til at ligge pa gulvet, sa jeg sov SA darligt. Kunne marke hver eneste lamel og jeg var sa om om morgenen. Og sa har de altsa en rigtig underlig skik her i huset. De hore musik om natten. Det er altsa forholdsvis svart at falde i sovn til techno, men ....ja...
Og sa er det ikke altid de spiser morgenmad. Sa jeg klemte et stykke tor ugali ned fra dagen for og var meget glad for at fa Pilau da jeg endelig kom til Kazana. Maske var det derfor den smagte bedre.
Nu sidder jeg her hos Silas og skriver. Silas er pa arbejde. Jeg kunne vel bare have brugt Benjas computer, men Silas havde bedt mig komme inden han skulle af sted. Og jeg gad ikke stene derhjemme hele dagen mens Ban bare vasker toj og pakker ud. Og jeg gider ikke vente pa at Mwachofi skal flytte ud. Selvom det da kunne var ok...gider bare ikke vente mere. Sa kan jeg ligesa godt stene her. Jeg har taget min bog med. Vi har spist Ugali med chickenstew og det gik fint med at spise med fingrene. Og jeg har vasket op for dem. Noj, hvor det trangte. Kunne ikke holde ud at kigge pa alle de tallerkener mere. De havde ikke vasket op i en uge og det lugtede bare darligt. Nu er her fint. Bortset fra de nye tallerkener efter frokosten. Og en ven kom og gav mig et glas Cola...naede ikke at sige nej tak, sa nu har jeg ondt i maven.
Na, jeg har noget arbejde jeg skal lave for Y.V.C, sa det tror jeg jeg vil gore.
torsdag den 17. juli 2008
Her bor vi
Toilettet
Toilettet her hos Ben er maske et af de varste jeg har oplevet. Det er ca.1 m2 og af ironsheet. Med huller i. Ved ikke helt hvad hullerne skal gore godt for, men eftersom nogle born rabte mzungu en dag jeg var pa toilettet, gar jeg ud fra, at man godt kan se ind gennem hullerne. Der er et som, som skal fungere som las, men det virker ikke. Derfor er det en god ide at lade sin hand stikke ud for at markere at der er optaget hvis man ikke vil forstyres. Af netop denne grund ved folk altid nar det er mig, der er pa toilettet. Gulvet er altid vadt. Om det er tis eller ...noget andet ved jeg ikke. Og der er altid brune klatter rundt omkring. Men det kan jo ligesa godt vare mudder. Husk at smoge buksebenene op, sa det ikke kommer pa. Der er en pal man kan holde i, hvis man er ved at miste balancen. Gad vide hvor mange beskidte fingre, der har stottet sig til den pal. Lad vare med at kigge ned i hulet. Bunden er bogstaveligt talt levende. Forst troede jeg at det var tis, der bare flod lidt rundt, men nej. Det er virkelig for alvor levende og nogen gange kommer det kravlende op ad hullet. Det er forholdsvis ulakkert. Isar, nar man ser en af samme slags i kokkenet bagefter.
Husk ogsa at lukke honsene ud forst.
Badevarelset
...minder meget om toilettet bortset fra hullet. Men der er ogsa huller i vaggende. Doren sidder fast med bildak og smakker rigtig hardt, sa pas pa fingrene. Der er ingen las pa, sa det fungere sadan, at hvis der hanger noget toj hen over doren gar man ikke ind. Og hvis man er den der er der inde, haber man at andre lagger marke til det toj, man har hangt over doren. Der er sten pa gulvet sa vandet kan lobe vak. Og mudder. Sa nar man har vasket sig skal man lige huske at vaske sig igen nar man kommer ind, sa man ikke pladrer gulvet til.
Huset og kokkenet
Gulvet er af cement og vaggende er af sten. Det er ikke tosset. Doren er af blik, eller noget lignende. Man laser den med en hangelas. Taget er ogsa af blik og det larmer meget nar det regner. Og det er utat. Om dagen nar der ikke er el, kan man se alle de sma huller hvor lyset tranger ind. Desvarre ikke nok til at lyse rummet op. Om natten kan man ligge og lytte til the rat (det er i virkeligheden en mus, og der er flere end en. Har selv ligget musestille (haha) en nat og haft dem pa alle sidder og helt tat pa mit hoved), der kommer for at snaske alle krummerne og kravle ned i posen med mel og ris og spaghetti. En dag jeg la i sengen og hvilede mig, sa jeg den kravle langs loftbjalken. Musen er ikke det eneste husdyr vi har. Yes, vi har kakelakker. Rigtig, rigtig, rigtig mange. Til gengald er de sma. Mums. Og de er alle steder, isar i madvarerne.
’Haven’
...er af mudder.
Toilettet her hos Ben er maske et af de varste jeg har oplevet. Det er ca.1 m2 og af ironsheet. Med huller i. Ved ikke helt hvad hullerne skal gore godt for, men eftersom nogle born rabte mzungu en dag jeg var pa toilettet, gar jeg ud fra, at man godt kan se ind gennem hullerne. Der er et som, som skal fungere som las, men det virker ikke. Derfor er det en god ide at lade sin hand stikke ud for at markere at der er optaget hvis man ikke vil forstyres. Af netop denne grund ved folk altid nar det er mig, der er pa toilettet. Gulvet er altid vadt. Om det er tis eller ...noget andet ved jeg ikke. Og der er altid brune klatter rundt omkring. Men det kan jo ligesa godt vare mudder. Husk at smoge buksebenene op, sa det ikke kommer pa. Der er en pal man kan holde i, hvis man er ved at miste balancen. Gad vide hvor mange beskidte fingre, der har stottet sig til den pal. Lad vare med at kigge ned i hulet. Bunden er bogstaveligt talt levende. Forst troede jeg at det var tis, der bare flod lidt rundt, men nej. Det er virkelig for alvor levende og nogen gange kommer det kravlende op ad hullet. Det er forholdsvis ulakkert. Isar, nar man ser en af samme slags i kokkenet bagefter.
Husk ogsa at lukke honsene ud forst.
Badevarelset
...minder meget om toilettet bortset fra hullet. Men der er ogsa huller i vaggende. Doren sidder fast med bildak og smakker rigtig hardt, sa pas pa fingrene. Der er ingen las pa, sa det fungere sadan, at hvis der hanger noget toj hen over doren gar man ikke ind. Og hvis man er den der er der inde, haber man at andre lagger marke til det toj, man har hangt over doren. Der er sten pa gulvet sa vandet kan lobe vak. Og mudder. Sa nar man har vasket sig skal man lige huske at vaske sig igen nar man kommer ind, sa man ikke pladrer gulvet til.
Huset og kokkenet
Gulvet er af cement og vaggende er af sten. Det er ikke tosset. Doren er af blik, eller noget lignende. Man laser den med en hangelas. Taget er ogsa af blik og det larmer meget nar det regner. Og det er utat. Om dagen nar der ikke er el, kan man se alle de sma huller hvor lyset tranger ind. Desvarre ikke nok til at lyse rummet op. Om natten kan man ligge og lytte til the rat (det er i virkeligheden en mus, og der er flere end en. Har selv ligget musestille (haha) en nat og haft dem pa alle sidder og helt tat pa mit hoved), der kommer for at snaske alle krummerne og kravle ned i posen med mel og ris og spaghetti. En dag jeg la i sengen og hvilede mig, sa jeg den kravle langs loftbjalken. Musen er ikke det eneste husdyr vi har. Yes, vi har kakelakker. Rigtig, rigtig, rigtig mange. Til gengald er de sma. Mums. Og de er alle steder, isar i madvarerne.
’Haven’
...er af mudder.
Besøg
Kare svigermor hvor jeg dog savner din mad. Noj, hvor er jeg trat af bonner med avocado og chapati. Og hende der bager chapatierne har vist glemt opskriften. De er simpelthen sa darlige for tiden.
Kenyaner er altsa underlige pa alle punkter! I forgars fortalte Benja mig: ’Andeye (kenyaner som jeg modte i DK inden jeg tog herned) vil gerne have dig pa besog hos sine foraldre, sa i morgen kommer han og henter dig klokken 10’ Han sagde at han havde snakket med ham og sagt at det kunne jeg godt. Han havde simpelthen lige lavet en aftale pa mine vegne. Uden hverken at sporge om jeg havde lyst eller tid. Det er sgu da underligt. Jeg havde modt moren for, da jeg skulle aflevere et brev jeg havde med til hende fra DK. Og jeg vidste at Andeye og hun gerne ville have mig pa besog. Men jeg matte be Ben ringe til Andeye og lave planerne om, for jeg havde ogsa selv lavet en anden aftale.
Det endte med, at jeg modtes med Andeye (over ½ time for sent) ved Nakumat og vi gik til Kibera.
Jeg skulle modes med Silas tidligt om morgenen og jeg vagnede tidligt, men kunne ikke fa fat i ham fordi han sov lange (igen problemer med aftalte tider.) og sa lavede jeg danske pandekager med ol til mig og Benja og Anne til morgenmad og det tog 1000 ar, fordi ilden var dum. Jeg tog matatuen til Silas (konduktoren provede at bilde mig ind at billetten kostede 170 shilling. Jeg var lige ved at sporge ham om han var dum, eller hvad. Forst gav han mig en meget gammel og laset 50’er og jeg matte brokke mig for at fa den byttet. Og jeg sagde til ham at jeg ogsa meget gerne ville have 120, men han pastod at jeg havde betalt med en 100 shillingsnote. Hvor er det dog bare irriterende at vare hvid her. Na, det endte med at jeg slap med at betale de 30 shilling det koster.), men han tog pa arbejde og jeg blev tilbage med Kiki og spiste hvidt brod, inden jeg fandt Andeye, som jeg vist ligesa godt kunne ha modt allerede kl 10, som Ben ville have. Jeg spurgte ham hvordan han og Ben kunne lave en aftale pa mine vegne og det viste sig, at det ikke var ham der ville mode mig, men Benja, der ikke ville have mig hjemme om sondagen fordi han trangte til en fri dag for sig selv. Det kunne han da bare have sagt.
Na, planen var at jeg skulle spise frokost hos Mama Andeye, men det gjorde vi ikke...sa jeg var temmelig sulten. Men man beder altsa ikke folk, der bor i slummen og ingen ting har, om mad. Jeg hjalp Andeye med nogle dansklektier. Han blev gift med danske Matilde i sidste maned og de venter deres forste barn. Hold bare op. Nu venter han pa at kunne soge visa til at kunne tage tilbage til DK til ungens fodselsdag. Victor og MarieLine kom og vi fik hvidt brod og chai. Noj, hvor var jeg ved at vare sulten nu. Og jeg var sa smat begyndt at tanke pa at vende nasen hjemad fordi jeg ikke ville komme for sent hjem til Kabiria. Men det kunne jeg godt glemme, for Victor inviterede os med til fodselsdag hos en bekendts 2arige datter. Sa vi tog derover og sang fodselsdagssang og fik hvidt brod og chai. Og jeg blev mere og mere sulten og mere og mere nervos for at komme sent hjem. Jeg bad Andeye folge mig til matatuen, men han havde lovet sin mor at jeg kom forbi hendes hotel (hotel betyder mini-restaurent her) og spiste pomfritter, sa det kunne jeg jo ikke afsla. Og de var ogsa gode og jeg var meget sulten. Og jeg skulle tisse. Meget. Og jeg kunne ikke holde mig helt til Kabiria, sa Mama Andeye tog mig hen til en bekendt, der havde et toilet, der var meget vammeligt og jeg kom til at tisse pa mine fodder. Super duper. Na, endelig kom jeg til matatuen, men det var blevet for sent til at fa fat i den rigtig linie, sa jeg matte tage en anden. Og den korte en rute jeg ikke kender, sa jeg havde ingen anelse om hvor jeg var og krydsede fingre for at matatu manden og jeg snakkede om det samme sted nar jeg sagde Kivuli. Jeg flashede Benja og han hentede mig og alt var godt. Og han var trat efter sin alene-dag, sa vi droppede aftensmaden og nojedes med chai. Det var min mave ikke sa glad for.
Til gengald var der morgen-chapati til morgenmad i morges. Det er en anden dame der laver dem om morgenen og de er super gode. Mums. Men jeg var altsa super sulten, sa sa snart Ben var gaet. (Han havde glemt at jeg skulle blive hjemme og have besog af Silas) gjorde jeg klar til at lave Porrege...men tandstikkerne var vade, sa det matte jeg ogsa droppe. Men Silas kom mig til undsatning med en lighter og fire ag til en herlig omelet.
Senere tog vi til town. Silas skulle til en eller anden by nord for Embu for at lave nogle falske et eller andet. Fatter ikke hvordan Kenya fungerer, men bare han kan finde ud af det. Synes de kan tjene penge pa de mest underlige ting. Pa vejen til matatuen fik Silas pludselig den ide at vi skulle spise mave og luftror. Ved ikke fra hvilket dyr. Ko, tror jeg. Altsa her spiser man abentbart alt. Sa vi spiste mave og luftror hos en gadebiks og det smagte godt. (Ben siger jeg ma have en meget stark mave, for ikke engang han kan spise derfra uden at blive syg...det skulle jeg maske have vidst inden) Man kunne ogsa fa hjerne, men der satte jeg altsa gransen. Fik nok hjerne i Thailand. Silas spurgte kokken om han matte tage billeder og vi tog billeder og folk synes det var evigt morsomt at se en mzungu spise kenyansk. Jeg fik Silas til at tage et par billeder af gadebilledet, som jeg jo sa gerne vil vise jer. Tankte at han ville tiltrakke sig mindre opmarksomhed end mig, men der tog jeg fejl. Der kom en mand hen til os. Forst hilste han pant pa mig og gav mig handen. Sa begyndte at at rabe ad Silas og skubbe til ham. Og fra hvad jeg forstod var han sur over at vi havde taget hans billede. Og han hev i os og skubbede og var meget ubehagelig. Silas tog fat i mig og vi provede at undslippe, men en anden mand kom over og skubbede med og vi drejede rundt og Silas sa bange ud. Og folk gloede. Og sa lob vi.
Tror ikke I skal forvente at se nogle billeder fra Kabiria.
Men her er ikke sa farligt endda. Ben flyttede hertil for at komme et sikrere sted hen. Hvor han boede for oplevede han 4 gange at blive stoppet pa gaden og truet. Truet for alvor. En gang blev han stoppet af 7 unge drenge. De var pa ’ikke-faet-skag-endnu-alderen’. En af dem hold en pistol for hans pande og han kunne ikke gore andet end at lade dem tage hvad de ville. En anden gang havde han en kniv i maven og en anden i ryggen. Sa han flyttede til Kabiria hvor han forst boede ovre pa den anden side af gaden. En dag han kom hjem efter 2 ugers ’fravar’ havde nogen skaret et hul i hans dor og stjalet hans til. Alle hans ting. Det eneste der var tilbage var et par t-shirts pa gulvet og plakaterne pa vaggen. Det var aret for jeg var her og det var derfor han absolut ingenting ejede, da jeg besogte ham.
Jeg skiltes med Silas i byen og gik hen til et sted for at spise pomfritter. Tror jeg er blevet afhangig efter alle de gange silas har slabt mig med. Har jeg sagt at han spiser pomfritter to gange om dagen? Og folk gloede. Ih, hvor jeg dog elsker at blive gloet pa. Kan en mzungu virkelig spise pomfritter fra en ussel bix? Men de var gode. Og jeg gik hen i et stort supermarket som jeg plejede at komme i for at kobe passionfruitjuice for to ar siden. Det er altsa underligt at ga i supermarkedet her. Der er folk ansatte til at sta og overtale en til at kobe varerne. Det var heldigt at jeg gerne ville have en juice, ellers var jeg nok blevet nodt til at kobe den alligevel. Og det var heldigt at jeg var flad bortset fra 40 shilling, ellers var jeg blevet overtalt til at kobe hele butikken. Det var rigtig skagt at vare tilbage. Folte lidt at tiden havde staet stille mens jeg har varet vak. Eller som om det var en film jeg kunne spole frem og tilbage. Og det var skagt at ga rundt der alene. Det meste af tiden er jeg sammen med nogen af de andre, men nu kunne jeg bare daske rundt som det passede mig. Og undersoge de forskellige mangosorter og endevende koledisken for hakket svinekod (uden held) og talle at hylden med 1000 forskellige slags vaseline (Har jeg fortalt at vaseline er et vidundermiddel her, der kan bruges til alt i hele verden?) var 7 skridt lang. Jeg tog mig god tid til at vade rundt og kigge pa alle hylderne. Skagt at vare tilbage. Alle tingene var pa de samme hylder som sidst. Jeg glemte at tjekke havregrynene. Det ma jeg gore en anden dag. Jeg nod min passionfruitjuice pa vej til Bens kontor, hvor jeg hjalp med at satte markater pa nogle smykker.
I morgen starter vores Kazana Women Group Training og jeg glader mig. Jeg skal vare facilitater, hvad det sa end betyder. Det er endnu en aftale Ben har lavet pa mine vegne. Anede det ikke for jeg tilfaldigvis sa det skrevet i programmet. Sa nu er jeg lidt nervos.
Kenyaner er altsa underlige pa alle punkter! I forgars fortalte Benja mig: ’Andeye (kenyaner som jeg modte i DK inden jeg tog herned) vil gerne have dig pa besog hos sine foraldre, sa i morgen kommer han og henter dig klokken 10’ Han sagde at han havde snakket med ham og sagt at det kunne jeg godt. Han havde simpelthen lige lavet en aftale pa mine vegne. Uden hverken at sporge om jeg havde lyst eller tid. Det er sgu da underligt. Jeg havde modt moren for, da jeg skulle aflevere et brev jeg havde med til hende fra DK. Og jeg vidste at Andeye og hun gerne ville have mig pa besog. Men jeg matte be Ben ringe til Andeye og lave planerne om, for jeg havde ogsa selv lavet en anden aftale.
Det endte med, at jeg modtes med Andeye (over ½ time for sent) ved Nakumat og vi gik til Kibera.
Jeg skulle modes med Silas tidligt om morgenen og jeg vagnede tidligt, men kunne ikke fa fat i ham fordi han sov lange (igen problemer med aftalte tider.) og sa lavede jeg danske pandekager med ol til mig og Benja og Anne til morgenmad og det tog 1000 ar, fordi ilden var dum. Jeg tog matatuen til Silas (konduktoren provede at bilde mig ind at billetten kostede 170 shilling. Jeg var lige ved at sporge ham om han var dum, eller hvad. Forst gav han mig en meget gammel og laset 50’er og jeg matte brokke mig for at fa den byttet. Og jeg sagde til ham at jeg ogsa meget gerne ville have 120, men han pastod at jeg havde betalt med en 100 shillingsnote. Hvor er det dog bare irriterende at vare hvid her. Na, det endte med at jeg slap med at betale de 30 shilling det koster.), men han tog pa arbejde og jeg blev tilbage med Kiki og spiste hvidt brod, inden jeg fandt Andeye, som jeg vist ligesa godt kunne ha modt allerede kl 10, som Ben ville have. Jeg spurgte ham hvordan han og Ben kunne lave en aftale pa mine vegne og det viste sig, at det ikke var ham der ville mode mig, men Benja, der ikke ville have mig hjemme om sondagen fordi han trangte til en fri dag for sig selv. Det kunne han da bare have sagt.
Na, planen var at jeg skulle spise frokost hos Mama Andeye, men det gjorde vi ikke...sa jeg var temmelig sulten. Men man beder altsa ikke folk, der bor i slummen og ingen ting har, om mad. Jeg hjalp Andeye med nogle dansklektier. Han blev gift med danske Matilde i sidste maned og de venter deres forste barn. Hold bare op. Nu venter han pa at kunne soge visa til at kunne tage tilbage til DK til ungens fodselsdag. Victor og MarieLine kom og vi fik hvidt brod og chai. Noj, hvor var jeg ved at vare sulten nu. Og jeg var sa smat begyndt at tanke pa at vende nasen hjemad fordi jeg ikke ville komme for sent hjem til Kabiria. Men det kunne jeg godt glemme, for Victor inviterede os med til fodselsdag hos en bekendts 2arige datter. Sa vi tog derover og sang fodselsdagssang og fik hvidt brod og chai. Og jeg blev mere og mere sulten og mere og mere nervos for at komme sent hjem. Jeg bad Andeye folge mig til matatuen, men han havde lovet sin mor at jeg kom forbi hendes hotel (hotel betyder mini-restaurent her) og spiste pomfritter, sa det kunne jeg jo ikke afsla. Og de var ogsa gode og jeg var meget sulten. Og jeg skulle tisse. Meget. Og jeg kunne ikke holde mig helt til Kabiria, sa Mama Andeye tog mig hen til en bekendt, der havde et toilet, der var meget vammeligt og jeg kom til at tisse pa mine fodder. Super duper. Na, endelig kom jeg til matatuen, men det var blevet for sent til at fa fat i den rigtig linie, sa jeg matte tage en anden. Og den korte en rute jeg ikke kender, sa jeg havde ingen anelse om hvor jeg var og krydsede fingre for at matatu manden og jeg snakkede om det samme sted nar jeg sagde Kivuli. Jeg flashede Benja og han hentede mig og alt var godt. Og han var trat efter sin alene-dag, sa vi droppede aftensmaden og nojedes med chai. Det var min mave ikke sa glad for.
Til gengald var der morgen-chapati til morgenmad i morges. Det er en anden dame der laver dem om morgenen og de er super gode. Mums. Men jeg var altsa super sulten, sa sa snart Ben var gaet. (Han havde glemt at jeg skulle blive hjemme og have besog af Silas) gjorde jeg klar til at lave Porrege...men tandstikkerne var vade, sa det matte jeg ogsa droppe. Men Silas kom mig til undsatning med en lighter og fire ag til en herlig omelet.
Senere tog vi til town. Silas skulle til en eller anden by nord for Embu for at lave nogle falske et eller andet. Fatter ikke hvordan Kenya fungerer, men bare han kan finde ud af det. Synes de kan tjene penge pa de mest underlige ting. Pa vejen til matatuen fik Silas pludselig den ide at vi skulle spise mave og luftror. Ved ikke fra hvilket dyr. Ko, tror jeg. Altsa her spiser man abentbart alt. Sa vi spiste mave og luftror hos en gadebiks og det smagte godt. (Ben siger jeg ma have en meget stark mave, for ikke engang han kan spise derfra uden at blive syg...det skulle jeg maske have vidst inden) Man kunne ogsa fa hjerne, men der satte jeg altsa gransen. Fik nok hjerne i Thailand. Silas spurgte kokken om han matte tage billeder og vi tog billeder og folk synes det var evigt morsomt at se en mzungu spise kenyansk. Jeg fik Silas til at tage et par billeder af gadebilledet, som jeg jo sa gerne vil vise jer. Tankte at han ville tiltrakke sig mindre opmarksomhed end mig, men der tog jeg fejl. Der kom en mand hen til os. Forst hilste han pant pa mig og gav mig handen. Sa begyndte at at rabe ad Silas og skubbe til ham. Og fra hvad jeg forstod var han sur over at vi havde taget hans billede. Og han hev i os og skubbede og var meget ubehagelig. Silas tog fat i mig og vi provede at undslippe, men en anden mand kom over og skubbede med og vi drejede rundt og Silas sa bange ud. Og folk gloede. Og sa lob vi.
Tror ikke I skal forvente at se nogle billeder fra Kabiria.
Men her er ikke sa farligt endda. Ben flyttede hertil for at komme et sikrere sted hen. Hvor han boede for oplevede han 4 gange at blive stoppet pa gaden og truet. Truet for alvor. En gang blev han stoppet af 7 unge drenge. De var pa ’ikke-faet-skag-endnu-alderen’. En af dem hold en pistol for hans pande og han kunne ikke gore andet end at lade dem tage hvad de ville. En anden gang havde han en kniv i maven og en anden i ryggen. Sa han flyttede til Kabiria hvor han forst boede ovre pa den anden side af gaden. En dag han kom hjem efter 2 ugers ’fravar’ havde nogen skaret et hul i hans dor og stjalet hans til. Alle hans ting. Det eneste der var tilbage var et par t-shirts pa gulvet og plakaterne pa vaggen. Det var aret for jeg var her og det var derfor han absolut ingenting ejede, da jeg besogte ham.
Jeg skiltes med Silas i byen og gik hen til et sted for at spise pomfritter. Tror jeg er blevet afhangig efter alle de gange silas har slabt mig med. Har jeg sagt at han spiser pomfritter to gange om dagen? Og folk gloede. Ih, hvor jeg dog elsker at blive gloet pa. Kan en mzungu virkelig spise pomfritter fra en ussel bix? Men de var gode. Og jeg gik hen i et stort supermarket som jeg plejede at komme i for at kobe passionfruitjuice for to ar siden. Det er altsa underligt at ga i supermarkedet her. Der er folk ansatte til at sta og overtale en til at kobe varerne. Det var heldigt at jeg gerne ville have en juice, ellers var jeg nok blevet nodt til at kobe den alligevel. Og det var heldigt at jeg var flad bortset fra 40 shilling, ellers var jeg blevet overtalt til at kobe hele butikken. Det var rigtig skagt at vare tilbage. Folte lidt at tiden havde staet stille mens jeg har varet vak. Eller som om det var en film jeg kunne spole frem og tilbage. Og det var skagt at ga rundt der alene. Det meste af tiden er jeg sammen med nogen af de andre, men nu kunne jeg bare daske rundt som det passede mig. Og undersoge de forskellige mangosorter og endevende koledisken for hakket svinekod (uden held) og talle at hylden med 1000 forskellige slags vaseline (Har jeg fortalt at vaseline er et vidundermiddel her, der kan bruges til alt i hele verden?) var 7 skridt lang. Jeg tog mig god tid til at vade rundt og kigge pa alle hylderne. Skagt at vare tilbage. Alle tingene var pa de samme hylder som sidst. Jeg glemte at tjekke havregrynene. Det ma jeg gore en anden dag. Jeg nod min passionfruitjuice pa vej til Bens kontor, hvor jeg hjalp med at satte markater pa nogle smykker.
I morgen starter vores Kazana Women Group Training og jeg glader mig. Jeg skal vare facilitater, hvad det sa end betyder. Det er endnu en aftale Ben har lavet pa mine vegne. Anede det ikke for jeg tilfaldigvis sa det skrevet i programmet. Sa nu er jeg lidt nervos.
torsdag den 10. juli 2008
Shartuka
Det foles som om det er hundrede ar siden jeg har skrevet pa bloggen sidst. Er det det?
Silas fik et par ekstra fridage og vi besluttede at tage sammen til Shartuka (det var der vi var pa workcamp for to ar siden). Jeg havde en aftale med Ben om at tage dertil, men jeg turde ikke stole pa at det ville blive til noget, fordi han hele tiden laver om i planerne. Sa mig og Silas tankte at det var en chance vi ikke kunne spilde. Jeg fik ikke lige sagt til ham at Benja maske ville blive skuffet, hvis jeg tog med ham i stedet, sa han brusede bare ud med det, og Ben blev muggen. Ov. Men altsa...jeg gider ikke sta i lufthavnen uden at have gjort de ting jeg ville. Silas provede at snakke med ham pa kiembu, men ikke engang hans eget modersmal fes ind.
Vi havde en rigtig hektisk rejse. Vi skulle med bussen klokken 8 om aftenen og indtil da fes vi rundt i byen alle mulige steder jeg ikke ved hvor er. Forst var vi et sted i narheden af universitetet, vi skulle se en rugbykamp, men det endte med at vi sad og glode pa en udendors svomme-dut og bagefter spillede pool med nogle af hans venner et sted jeg ikke lige ved hvor var. Og sa vandrede vi gennem byen. Synes ikke der plejer at vare sa langt til bussen...mistanker ham lidt for at ga omvej. Han skulle kobe nogle gronne blade som man ellers kun kan fa i embu og som man tygger...sadan lidt tobakagtigt. Da vi endelig kom frem til bussen var jeg sa sindssygt trat og fuld af indtryk, at jeg allermest havde lyst til at tage hjem til Benja og sove. Og silas havde glemt at vi skulle spise pa vejen. Na, vi kobte nogle samosas og satte os til rette pa bagerste sade. Juhuu, lige et sted for koresyge mig. Vi ventede i to timer for bussen korte. Hakuna haraka kwa Kenya. (no hurry)
Det blev den langste nat i hele mit liv: Vi snakkede og hyggede os og sludrede og inhentede alle de ting vi ikke havde naet pa vores gature i parken. Vi provede at sove, men det var fuldstandig umuligt. Saderne i kenyanske busser er meget sma! Man sidder meget, meget tat. Jeg sad halvejs oven pa Silas og halvejs under en stor kampe mand (der pruttede hele natten), der sad pa nabosadet. Vejene er meget, meget, meget, meget, meget darlige og meget, meget, meget, meget hullede. Sa man skal passe pa at man ikke knalder hovedet op i loftet nar det pumper. To gange knaldede jeg foden (bare tar) ind i en aller andet metalkant, sa jeg har to store flanger nu. Og sadet var ikke fixet til ryglanet, sa i lobet af natten skred sadet ud ad. Bare et lille stykke hver gang det bumpede (dvs hele tiden). Det vi var ca. halvvejs sad jeg pa en metalpind i stedet for sadet og jeg kan godt love jer for, at mit haleben ikke er hvad det har varet.
Vi havde betalt for at kore til Kilgoris, men bussen besluttede sig for at vende om midt i det hele, sa vi blev sat af og matte finde en matatu til at tage os resten af vejen.
Endelig naede vi Kilgoris og Daniel hentede os (han er inspektoren pa Shartuka Primery School hvor vi boede dengang.) og vi gik hjem og fik morgenmad (ikke nok) og et varmt brusebad. Det er mit forste bad siden jeg kom. Vi skulle bo hos ham og folges med ham til Shartuka. Efter morgenmaden skulle Daniel i kirke. Vi var meget tratte, og undskyldte os (heldigvis). Vi besluttede i stedet at ga en tur for at gense omradet. Daniel havde sagt at Shartuka ligger 10 km fra Kilgoris (det sagde de ogsa dengang, men vi tog altid matatu nar vi skulle til kilgoris) sa vi tankte at vi jo kunne ga sa langt vi nu orkede og sa tage en matatu tilbagehvis det blev for langt. Sa vi gik. Og vi gik, og vi gik og vi gik (og vi var meget fjollede pga overtrathed). Men vi kom aldrig til Shartuka og vi blev enige om at der matte vare mindst dobbelt sa langt som Daniel sagde. Vi gik hjem igen og fik frokost. Jeg tankte at jeg da lige kunne lukke ojnene et ojeblik. Det endte med at vi sov resten af dagen. Vi vagnede inden spisetid (som jo i Kenya forst er omkring 9), spiste og gik i seng.
Jeg drak te med malk. Tank at jeg turde det efter hvor syg jeg blev af at drikke malk hos Daniel sidst. Men hushjalpen havde heldt op og jeg ville ikke vare uhoflig.
Naste dag tog vi til Shartuka og vi havde en rigtig dejlig dag. Det var SA fedt at vare tilbage. (pa vej dertil sad vi 4 personer pa forsadet. Jeg sad pa gearstangen og var den der stod for gearskiftet. Super duper). Vi startede med morgen anagt, pracis som dengang og spejderne ’optradte’ og hejste flaget og sang. Vi blev budt velkommen og de aldste elever kunne godt huske os og var meget glade for at se os. Det klappede og piftede og rabte. Det var rigtig fedt.
Jeg startede som i 2. klasse, mens Silas rendte rundt og filmede og tog billeder. I 2. klasse er de 61 elever og lareren havde svart ved at huske alle navnene. Men det var spandende at opleve endnu en skole og sammenligne med de to andre. I matematik havde de om multiplikation for forste gang og mig og Silas blev enige om, at man skulle vare temmelig kvik for at forsta larerens forklaring. Men i det mindste var der dog en forklaring og undervisningen forgik og som samtale og eksampler. Jeg tror virkelig jeg har varet uheldig med S. Pauls, for efter alle de forskellige larere jeg nu har luret pa, er S. Pauls klart den varste skole jeg nogensinde har oplevet. Undervisningen mindede meget om den pa Back to glory, dog med et noget lavere niveau. Ungerne var ikke sa gode til engelsk, men kunne dog forsta og svare pa simple sporgsmal. Undervisningen forgik delvis pa delvis pa engelsk og delvist pa Kiswahili. Det ma vare svart at starte i skole og skulle folge undervisning pa to fremmede sprog. Jeg tror at de har ekstra brug for kiswahili fordi de er vokset op med kimaasai.
Som de to andre steder jeg har varet bliver der sunget og klappet, nar der skal roses. ’Well done, well done, here is a good girl/boy. Excelent’. Den der bliver rost stiller sig op og vrikker med hofterne. Eleverne er meget ivrige for at svare, nar lareren stiller sporgsmal. Det er virkelig anderledes fra Dk hvor ungerne kun har frikvarter i tankerne. Nar lareren sporger hopper eleverne op og knipser og kan slet ikke sta stille, mens de raber ’me teacher, teacher me me’.
Der var ingen der blev slaet. Overvejer om det var er Teacher Stella, der er totalt gammeldags. Der var en dreng, der havde smuglet en majskolpe med ind og sad og spiste. Jeg havde ikke opdaget det og det forstyrrede ikke. Men nogen sladrede og han matte tage sin straf, der bestod i at lareren stillede sig ved siden af ham og sagde til hele klassen ’this is bad behavior’. Og det var nok. Uh, hvor var han flov, drengen. Han gemte sin ansigt i handerne og sad sadan resten af lektionen. (pa et tidspunkt kom mig og silas gaende forbi larervarelset og sa at en kampe flok elever la pa gulvet med ansigtet ned i stovet. Silas fik viskende spurgt hvad de havde gjort. En dreng svarede at de havde ’did a mistake’. Silas synes det var en mild straf i forhold til hvordan en larer engang fik ham til at lobe pa sine kna, frem og tilbage mange gange pa en grusset fodboldbane indtil han var hudlos. Eleverne kopierede lynhurtigt (med meget bedre hafteorden end S Pauls’ elever) nogle opgaver fra tavlen.
I 8. klasse havde de Science. Jeg synes ikke rigtig det mindede om undervisning, men mere om en slags pradken om at man skal spare pa energien. Efter lektionen var der sporgerundte og eleverne var meget nysgerrige omkring Danmark og stillede en masse interessante sporgsmal. Fx om hvem der gifter sig med hvem. Er det manden der gifter sig med kvinden eller kvinden med manden? Og hvad koster en kvinde? De spurgte om skolegang, pakladning og manerer. Bagefter gik vi uden for og de sang og dansede for os. Traditionelle maasai danse. Det var den samme dreng der sang for som for to ar siden.
I frokostpausen gik vi ud til the brickplace, der har andret sig meget. The brick mans house var vak og der var blevet bgget en ovn og nogleaf brickerne er blevet brandt. Men de fleste stod bare stablet som vi efterlod dem. Mudderpladsen var helttilgroet og det var nasten ikketil at kende. Der var en lillebitte so/vandhul med siv. Daniel fortalte at de havde sogt om penge til at begynde byggeriet, men at det ikke havde nyttet noget. Og det var kun blevet varre efter elektion-urolighederne.
Vi besogte Naomi (en pige jeg besogte flere gange den gang) og hun blev overdrevet vildt glad for at se mig. Hun fik oje pa mig pa lang afstand og lob mig i mode menshun rabte. ’Hann, you remember I????’ Og hun snublede da hun ville kramme mig. Hendes familie blev ogsa meget glad for at se mig. De sma born pa var vokset. Hendes meget smukke lillesoster var ikke sa smuk mere. Vi fik malk pa maasai-maner og jeg var lige ved at kaste op. Foj, hvor smager det darligt. Huskede det ikke som sa slemt. Vi udvekslede adresser og jeg gav hende et billede hvor vi stor sammen foran hendes hus med alle de sma soskende. Hun er 15 ar nu og har en fire maneder gammel son. Ingen far.
Jeg snakkede med Redemtas soster. Redemta er flyttet langt vak til sin mand og er blevet gift. Hendes lille son er efterladt hos sosteren fordi de hun og manden ikke ville have ham. Manden er ikke faren. Stakkels son. Nu har hun faet en ny son med manden. Sosteren fortalte, at hun allerede var gravid med ham under workcampen.
Sosteren fortalte ogsa at Naomi (den anden Naomi som deltog i campen) var flyttet hjem til sine foraldre langt vak, sa hende kunne jeg heller ikke mode. Ingen vidste ikke rigtig hvordan det gar med hende, men nogen mente at hun ogsa havde faet en son.
Men jeg modte Collins. Han havde ikke faet en son. Og han havde (heldigvis) heller ikke faet sig en kone mere. Det var ellers hans plan at udvide familien pa den led.
Vi naede desvarre ikke at bestige det lille bjerg eller ga pa zebra jagt, men Naomi fortalte at zebraerne stadig er der. Tilgengald sa vi grassende zebraere og thomsons gazeller pa matatuturen hjem.
Efter Daniels rad belsuttede vi at rejse hjem om dagen i stedet for med natbussen, sa vi naede desvarre kun en enkelt dag i Shartuka. Vi tog afsted om morgenen og havde en meget lang tur hjem. Undervejs gjorde vi holdt i Kisii, hvor vi spiste pa en restaurent med en mama, der var dybt begejstret for at have mig som gast. Vi bestilte chapati med kuku choma, men endte med ugali, sukuma og stew. Og det lykkedes mig at spise stew med fingrene. Hvad siger i sa? Er helt stolt. Tror jeg er ved at blive afrikaner. Vi stoppede ogsa i Narok hvor vi spiste nyama choma. Noj, hvor var det godt, mand. Vi var heldige at fa et stykke nasten uden ben i. Og jeg havde kod i tanderne sa jeg var ved at blive sindssyg.
Vi gjorde et stop mere. Denne gang af andre grunde. Mange andre matatuer var stoppet og folk larmede og for rundt. Silas greb mit kamera og styrtede ud. Jeg kravlede forsigtigt ud og sa en meget flad og smadret bil ligge pa hovedet. Folk var helt vilde og silas filmede. Jeg synes det var respektlost. Kunne nasten ikke holde ud at se pa det og jeg havde kvalme af at se pa det. Nogle fik vendt bilen om og folk klappede og hujede som om det var en slags forestilling. Et par stykker sprang op pa taget og begyndte at rive og fla doreren og forruden af. Det lykkedes dem at fa tre blodige men overlevne mand ud. Og folk hujede endnu mere. Og skandtes og diskuterede og larmede og hujede endnu mere. Har aldrig oplevet noget lignende. Det var SA mange mennesker og de gik helt amok. I gar var jeg med Silas pa TV-stationen for at salge videoklippet.
Da vi langt om lange var tilbage i Nairobi var det blevet for sent til at tage ud til Ben, sa vi spiste pomfritter og tog hjem til Silas. Han bor i en garrage sammen med Kiki og Julius. Man kan sgu da ikke bo i en garrage! Men det gor de altsa. Og de er nogle rigtige drengerove. De roder og sviner og lugter og der star opvask for en maned. Og alligevel er de 1000 gange mere huslige end nogen danske drenge jeg kender. De laver rigtig mad (skar mig i spakbratfingeren da jeg ville vare behjalpelig med logene) og stryger og vasker og pudser sko og har skjorten nede i bukserne (silas), nar de skal pa arbejde. Vi sa tre drengerovs film (gat om jeg kunne holde koncentrationen) og drak alkoholfri ananasol. Jeg faldt i sovn.
Nu er jeg glad for at vare hjemme hos Ben igen. Havde savnet ham.
Silas fik et par ekstra fridage og vi besluttede at tage sammen til Shartuka (det var der vi var pa workcamp for to ar siden). Jeg havde en aftale med Ben om at tage dertil, men jeg turde ikke stole pa at det ville blive til noget, fordi han hele tiden laver om i planerne. Sa mig og Silas tankte at det var en chance vi ikke kunne spilde. Jeg fik ikke lige sagt til ham at Benja maske ville blive skuffet, hvis jeg tog med ham i stedet, sa han brusede bare ud med det, og Ben blev muggen. Ov. Men altsa...jeg gider ikke sta i lufthavnen uden at have gjort de ting jeg ville. Silas provede at snakke med ham pa kiembu, men ikke engang hans eget modersmal fes ind.
Vi havde en rigtig hektisk rejse. Vi skulle med bussen klokken 8 om aftenen og indtil da fes vi rundt i byen alle mulige steder jeg ikke ved hvor er. Forst var vi et sted i narheden af universitetet, vi skulle se en rugbykamp, men det endte med at vi sad og glode pa en udendors svomme-dut og bagefter spillede pool med nogle af hans venner et sted jeg ikke lige ved hvor var. Og sa vandrede vi gennem byen. Synes ikke der plejer at vare sa langt til bussen...mistanker ham lidt for at ga omvej. Han skulle kobe nogle gronne blade som man ellers kun kan fa i embu og som man tygger...sadan lidt tobakagtigt. Da vi endelig kom frem til bussen var jeg sa sindssygt trat og fuld af indtryk, at jeg allermest havde lyst til at tage hjem til Benja og sove. Og silas havde glemt at vi skulle spise pa vejen. Na, vi kobte nogle samosas og satte os til rette pa bagerste sade. Juhuu, lige et sted for koresyge mig. Vi ventede i to timer for bussen korte. Hakuna haraka kwa Kenya. (no hurry)
Det blev den langste nat i hele mit liv: Vi snakkede og hyggede os og sludrede og inhentede alle de ting vi ikke havde naet pa vores gature i parken. Vi provede at sove, men det var fuldstandig umuligt. Saderne i kenyanske busser er meget sma! Man sidder meget, meget tat. Jeg sad halvejs oven pa Silas og halvejs under en stor kampe mand (der pruttede hele natten), der sad pa nabosadet. Vejene er meget, meget, meget, meget, meget darlige og meget, meget, meget, meget hullede. Sa man skal passe pa at man ikke knalder hovedet op i loftet nar det pumper. To gange knaldede jeg foden (bare tar) ind i en aller andet metalkant, sa jeg har to store flanger nu. Og sadet var ikke fixet til ryglanet, sa i lobet af natten skred sadet ud ad. Bare et lille stykke hver gang det bumpede (dvs hele tiden). Det vi var ca. halvvejs sad jeg pa en metalpind i stedet for sadet og jeg kan godt love jer for, at mit haleben ikke er hvad det har varet.
Vi havde betalt for at kore til Kilgoris, men bussen besluttede sig for at vende om midt i det hele, sa vi blev sat af og matte finde en matatu til at tage os resten af vejen.
Endelig naede vi Kilgoris og Daniel hentede os (han er inspektoren pa Shartuka Primery School hvor vi boede dengang.) og vi gik hjem og fik morgenmad (ikke nok) og et varmt brusebad. Det er mit forste bad siden jeg kom. Vi skulle bo hos ham og folges med ham til Shartuka. Efter morgenmaden skulle Daniel i kirke. Vi var meget tratte, og undskyldte os (heldigvis). Vi besluttede i stedet at ga en tur for at gense omradet. Daniel havde sagt at Shartuka ligger 10 km fra Kilgoris (det sagde de ogsa dengang, men vi tog altid matatu nar vi skulle til kilgoris) sa vi tankte at vi jo kunne ga sa langt vi nu orkede og sa tage en matatu tilbagehvis det blev for langt. Sa vi gik. Og vi gik, og vi gik og vi gik (og vi var meget fjollede pga overtrathed). Men vi kom aldrig til Shartuka og vi blev enige om at der matte vare mindst dobbelt sa langt som Daniel sagde. Vi gik hjem igen og fik frokost. Jeg tankte at jeg da lige kunne lukke ojnene et ojeblik. Det endte med at vi sov resten af dagen. Vi vagnede inden spisetid (som jo i Kenya forst er omkring 9), spiste og gik i seng.
Jeg drak te med malk. Tank at jeg turde det efter hvor syg jeg blev af at drikke malk hos Daniel sidst. Men hushjalpen havde heldt op og jeg ville ikke vare uhoflig.
Naste dag tog vi til Shartuka og vi havde en rigtig dejlig dag. Det var SA fedt at vare tilbage. (pa vej dertil sad vi 4 personer pa forsadet. Jeg sad pa gearstangen og var den der stod for gearskiftet. Super duper). Vi startede med morgen anagt, pracis som dengang og spejderne ’optradte’ og hejste flaget og sang. Vi blev budt velkommen og de aldste elever kunne godt huske os og var meget glade for at se os. Det klappede og piftede og rabte. Det var rigtig fedt.
Jeg startede som i 2. klasse, mens Silas rendte rundt og filmede og tog billeder. I 2. klasse er de 61 elever og lareren havde svart ved at huske alle navnene. Men det var spandende at opleve endnu en skole og sammenligne med de to andre. I matematik havde de om multiplikation for forste gang og mig og Silas blev enige om, at man skulle vare temmelig kvik for at forsta larerens forklaring. Men i det mindste var der dog en forklaring og undervisningen forgik og som samtale og eksampler. Jeg tror virkelig jeg har varet uheldig med S. Pauls, for efter alle de forskellige larere jeg nu har luret pa, er S. Pauls klart den varste skole jeg nogensinde har oplevet. Undervisningen mindede meget om den pa Back to glory, dog med et noget lavere niveau. Ungerne var ikke sa gode til engelsk, men kunne dog forsta og svare pa simple sporgsmal. Undervisningen forgik delvis pa delvis pa engelsk og delvist pa Kiswahili. Det ma vare svart at starte i skole og skulle folge undervisning pa to fremmede sprog. Jeg tror at de har ekstra brug for kiswahili fordi de er vokset op med kimaasai.
Som de to andre steder jeg har varet bliver der sunget og klappet, nar der skal roses. ’Well done, well done, here is a good girl/boy. Excelent’. Den der bliver rost stiller sig op og vrikker med hofterne. Eleverne er meget ivrige for at svare, nar lareren stiller sporgsmal. Det er virkelig anderledes fra Dk hvor ungerne kun har frikvarter i tankerne. Nar lareren sporger hopper eleverne op og knipser og kan slet ikke sta stille, mens de raber ’me teacher, teacher me me’.
Der var ingen der blev slaet. Overvejer om det var er Teacher Stella, der er totalt gammeldags. Der var en dreng, der havde smuglet en majskolpe med ind og sad og spiste. Jeg havde ikke opdaget det og det forstyrrede ikke. Men nogen sladrede og han matte tage sin straf, der bestod i at lareren stillede sig ved siden af ham og sagde til hele klassen ’this is bad behavior’. Og det var nok. Uh, hvor var han flov, drengen. Han gemte sin ansigt i handerne og sad sadan resten af lektionen. (pa et tidspunkt kom mig og silas gaende forbi larervarelset og sa at en kampe flok elever la pa gulvet med ansigtet ned i stovet. Silas fik viskende spurgt hvad de havde gjort. En dreng svarede at de havde ’did a mistake’. Silas synes det var en mild straf i forhold til hvordan en larer engang fik ham til at lobe pa sine kna, frem og tilbage mange gange pa en grusset fodboldbane indtil han var hudlos. Eleverne kopierede lynhurtigt (med meget bedre hafteorden end S Pauls’ elever) nogle opgaver fra tavlen.
I 8. klasse havde de Science. Jeg synes ikke rigtig det mindede om undervisning, men mere om en slags pradken om at man skal spare pa energien. Efter lektionen var der sporgerundte og eleverne var meget nysgerrige omkring Danmark og stillede en masse interessante sporgsmal. Fx om hvem der gifter sig med hvem. Er det manden der gifter sig med kvinden eller kvinden med manden? Og hvad koster en kvinde? De spurgte om skolegang, pakladning og manerer. Bagefter gik vi uden for og de sang og dansede for os. Traditionelle maasai danse. Det var den samme dreng der sang for som for to ar siden.
I frokostpausen gik vi ud til the brickplace, der har andret sig meget. The brick mans house var vak og der var blevet bgget en ovn og nogleaf brickerne er blevet brandt. Men de fleste stod bare stablet som vi efterlod dem. Mudderpladsen var helttilgroet og det var nasten ikketil at kende. Der var en lillebitte so/vandhul med siv. Daniel fortalte at de havde sogt om penge til at begynde byggeriet, men at det ikke havde nyttet noget. Og det var kun blevet varre efter elektion-urolighederne.
Vi besogte Naomi (en pige jeg besogte flere gange den gang) og hun blev overdrevet vildt glad for at se mig. Hun fik oje pa mig pa lang afstand og lob mig i mode menshun rabte. ’Hann, you remember I????’ Og hun snublede da hun ville kramme mig. Hendes familie blev ogsa meget glad for at se mig. De sma born pa var vokset. Hendes meget smukke lillesoster var ikke sa smuk mere. Vi fik malk pa maasai-maner og jeg var lige ved at kaste op. Foj, hvor smager det darligt. Huskede det ikke som sa slemt. Vi udvekslede adresser og jeg gav hende et billede hvor vi stor sammen foran hendes hus med alle de sma soskende. Hun er 15 ar nu og har en fire maneder gammel son. Ingen far.
Jeg snakkede med Redemtas soster. Redemta er flyttet langt vak til sin mand og er blevet gift. Hendes lille son er efterladt hos sosteren fordi de hun og manden ikke ville have ham. Manden er ikke faren. Stakkels son. Nu har hun faet en ny son med manden. Sosteren fortalte, at hun allerede var gravid med ham under workcampen.
Sosteren fortalte ogsa at Naomi (den anden Naomi som deltog i campen) var flyttet hjem til sine foraldre langt vak, sa hende kunne jeg heller ikke mode. Ingen vidste ikke rigtig hvordan det gar med hende, men nogen mente at hun ogsa havde faet en son.
Men jeg modte Collins. Han havde ikke faet en son. Og han havde (heldigvis) heller ikke faet sig en kone mere. Det var ellers hans plan at udvide familien pa den led.
Vi naede desvarre ikke at bestige det lille bjerg eller ga pa zebra jagt, men Naomi fortalte at zebraerne stadig er der. Tilgengald sa vi grassende zebraere og thomsons gazeller pa matatuturen hjem.
Efter Daniels rad belsuttede vi at rejse hjem om dagen i stedet for med natbussen, sa vi naede desvarre kun en enkelt dag i Shartuka. Vi tog afsted om morgenen og havde en meget lang tur hjem. Undervejs gjorde vi holdt i Kisii, hvor vi spiste pa en restaurent med en mama, der var dybt begejstret for at have mig som gast. Vi bestilte chapati med kuku choma, men endte med ugali, sukuma og stew. Og det lykkedes mig at spise stew med fingrene. Hvad siger i sa? Er helt stolt. Tror jeg er ved at blive afrikaner. Vi stoppede ogsa i Narok hvor vi spiste nyama choma. Noj, hvor var det godt, mand. Vi var heldige at fa et stykke nasten uden ben i. Og jeg havde kod i tanderne sa jeg var ved at blive sindssyg.
Vi gjorde et stop mere. Denne gang af andre grunde. Mange andre matatuer var stoppet og folk larmede og for rundt. Silas greb mit kamera og styrtede ud. Jeg kravlede forsigtigt ud og sa en meget flad og smadret bil ligge pa hovedet. Folk var helt vilde og silas filmede. Jeg synes det var respektlost. Kunne nasten ikke holde ud at se pa det og jeg havde kvalme af at se pa det. Nogle fik vendt bilen om og folk klappede og hujede som om det var en slags forestilling. Et par stykker sprang op pa taget og begyndte at rive og fla doreren og forruden af. Det lykkedes dem at fa tre blodige men overlevne mand ud. Og folk hujede endnu mere. Og skandtes og diskuterede og larmede og hujede endnu mere. Har aldrig oplevet noget lignende. Det var SA mange mennesker og de gik helt amok. I gar var jeg med Silas pa TV-stationen for at salge videoklippet.
Da vi langt om lange var tilbage i Nairobi var det blevet for sent til at tage ud til Ben, sa vi spiste pomfritter og tog hjem til Silas. Han bor i en garrage sammen med Kiki og Julius. Man kan sgu da ikke bo i en garrage! Men det gor de altsa. Og de er nogle rigtige drengerove. De roder og sviner og lugter og der star opvask for en maned. Og alligevel er de 1000 gange mere huslige end nogen danske drenge jeg kender. De laver rigtig mad (skar mig i spakbratfingeren da jeg ville vare behjalpelig med logene) og stryger og vasker og pudser sko og har skjorten nede i bukserne (silas), nar de skal pa arbejde. Vi sa tre drengerovs film (gat om jeg kunne holde koncentrationen) og drak alkoholfri ananasol. Jeg faldt i sovn.
Nu er jeg glad for at vare hjemme hos Ben igen. Havde savnet ham.
Abonner på:
Opslag (Atom)